Brødrene Johannes og Nicolai Vermehrens Opfindelse
til Forebyggelse af Togsammenstød paa Stationer

11 Ganske vist kan der være delte Meninger om et Apparats Brugbarhed; men der er dog visse logiske Slutninger, som fornuftige Mennesker altid ville drage. Vi skulle ikke undlade at meddele Rigsdagen og Pressen Følgende: Da vi vare oppe hos Constructeur Wærum og viste ham en Skitse af Opfindelsen, bestod denne kun af et Apparat, so ni kunde standse Foget, selv om Locomotiv- føreren forsømte sin Pligt, hvorimod der fordredes, at Signalheiseren skulde være paa sin Post, idet Apparate! ikke var i Virkestilling, med mindre Stopsignal var heiset. Wærum bemærkede da, at det forekom ham, at Apparate! mistede en stor Del af sin Betydning, naar det ikke tillige overflødiggjorde Signalheiseren; »thi«, som han sagde, »Locomotivføreren har kun eet Haand- tag at betjene; men Signalheiseren har maaskee 15. \ il det da ikke meget lettere kunne tænkes, at han griber feil«. Dette maatte vi indrømme, og derfor var det, at min Broder gjorde sin Opfindelse, der omhandler Lukke- apparatet foran Stationsbygningen, hvorved et Tog, der kjører ind paa en Station lukker af efter sig selv baade forud og bagud. Dette er altsaa ligesaalidt som Togets Bremsning afhængigt af noget Menneske. Man vil vist være enig med os i, at denne sidste Del af vor Opfindelse i enhver Henseende har ligesaa stor Betydning som den første. Hvorledes er det nu muligt, at Generaldirectoratet, der jo maa kende det Sponarske Apparat, kan foretrække delte, som kun har til Formaal at overflødiggjøre Locomo- tivføreren, men ikke Signalheiseren; og hvorledes er det muligt, at man kan sige, at det Sponarske Apparat tilsigter omtrent tilsvarende Fordele som vort, naar det i Virkeligheden kun tilsigter at udrette det Halve. Men dette er kun Begyndelsen. je8 løi'ste Gang talte med Hr. Busse, havde jeg,