554
Danmark.
Saltholmskalk, Blegekridt og Fakse- eller Koralkalk, der ligeledes mange Steder er
blottet, saaledes i den øvre Del af Stevns Klint, hvor Limstenen (eller „Kridtstenen“,
anvendt som Byggemateriale) danner mægtige, indtil 20 m tykke Lag over Skrive-
kridtet, men ogsaa andre Steder forekommer Limsten, som ved Bolbjærg; Salt-
holmskalken findes bl. a. ved Kjøbenhavn og Grenaa, Blegekridtet, en løs, gullig
Kalksten, ved Mønsted, Daubjærg, Thisted o. a. St., Koralkalken især ved Fakse.
Hvor ogsaa disse yngre Kridtlag ligger lavt, er de overdækkede af Lag fra Ter-
tiærtiden, som ogsaa pletvis viser sig ved Overfladen i Klinter, Skrænter og
Fordybninger. De bestaar mest af Kalk, Mergel, Ler og Sand, men skiller sig baade
i Udseende og hele Beskaffenheden meget fra de nedenfor omtalte Overflade-
dannelser. Ældst blandt disse Lag er Mergelen, saaledes som den forekommer
ved Kjøgeaa, i Kjertemindeklint og flere Steder; langt mere udbredt er det p 1 a-
stiske Ler, en ren Lerart, der i tør Tilstand er haard, men i vaad Tilstand
bliver blød og sejg, saa at den ikke kan piøjes; den fremtræder især i Klinter, som
ved Refsnæs, Lille Bælt, Hobro og paa Mors; ogsaa maa nævnes M o 1 e r e t, en
hvid Kisel jordart, der især forekommer ved Klinter ved Limfjorden, og som inde-
holder de eneste Spor af vulkansk Virksomhed (Aske) her i Landet; endelig nævnes
som de yngste Lag fra Tertiærtiden de betydelige Lag af Glimme rier og Gli m-
m e r s a n d i det vestlige og sydvestlige Jylland, som indeholder Lag af Brunkul
(hvorfor disse Lag ofte er kaldt „Brunkulformationen“), navnlig i Silkeborgegnen,
men her i Landet er disse Brunkul dog uden Betydning paa Grund af deres ringe
Brændselsværdi, medens Glimmerleret godt egner sig til Teglværksbrug og tidligere
anvendtes til Jydepottetilvirkningen.
Over alle disse præglaciale Dannelser er der i en Tykkelse af indtil 150 m og
derover lejret løsere, af Ler, Sand og Grus bestaaende Jordlag, der skyldes K var-
tærtiden (Diluvialdannelser), og som danner alt det Land, der rager op over
Havet. De er opstaaede ved den sønderdelende og afslibende Virksomhed i Istiderne,
som fra den skandinaviske Halvø førte Sten- og Grusmasser ned over Landet, ligesom
den oppløjede og sønderdelte selve Landets Kridt- og Tertiærdannelser; medens Is-
tiden i sin første Periode førte store Dele af disse Kridt- og Tertiærdannelser videre
ned over Mellemevropa, blev de i den senere Istid liggende over Landet og blev be-
arbejdede og omlejrede af de rige Vandstrømme, indtil de omtrent fik det Leje, de
har nu. Istidsdannelserne kan deles i Moræneleret, Morænesandet og Diluvialsandet.
Det vigtigste er Moræneleret, det af Bundmorænen aflejrede Ler blandet med
Sand og Grus samt mindre og større, ofte afrundede Sten („Rullestensleret“); nogle
er endog meget store, den største er Hesselager- eller Dammestenen i det østlige Fyn,
46 m i Omfang. Moiæneleret er især udbredt paa Øerne, i det østlige Jylland S. for
Mariager fjord og omkring den vestlige Del af Limfjorden (Thy, Mors, ved Lemvig
o. fl. St.), desuden pletvis mange andre Steder; det er ikke lagdelt, danner for det
meste en bølgeformet Overflade og er paa Grund af sin Evne til at holde paa Fugtig-
heden og sit rige Plantenæringsstof særdeles frugtbart, ligesom det er særlig gunstigt
for Bøgen. I det ligeledes ikke lagdelte Morænesand og Morænegrus („Rulle-
stenssandet“) er det det med Sten og Grus blandede Sand, som er det overvejende;
det findes pletvis paa Øerne som i Nordsjælland og i Hornsherred, i det nordlige og
vestlige Fyn mellem Middelfart og Assens samt mod SV. i de „fynske Alper“, men
mest i Jylland i en stor Del af Vendsyssel, paa Djursland og i Midten af Halvøen fra
Limfjorden til Sydgrænsen, strækkende sig i et bredt Bælte V. for Moræneleret, der-
næst ogsaa i større Partier i det vestlige Jylland. Morænesandet blandet med Moræne-
ler danner oftest en stærkt kuperet Overflade som i det østlige og mellemste Jylland,
hvor de store Bakkedrag skylder Istidens Endemoræne deres Oprindelse. Moræne-