600
Danmark.
Øer er Myggenæs, Kolter, Hestø, Nolsø, Skuø og Store Dimon. Af Smaaholmene næv-
nes Troldhoved, Lille Dimon og Munken (nu kun 12 m. men før 1885, da loppen
styrtede ned, c. 70 m), den sydligste Klippe, ved hvilken Havet endog i stille Vejr er
i stærkt Oprør, hvad der har givet Anledning til den fejlagtige Antagelse, at der val-
en Malstrøm. Øernes samlede Areal er 1400 km2.
Øerne bestaar af vulkanske Bjærgmasser, Trapporfyr og Basalt, dog nu uden
vulkansk Virksomhed; de er skilte ved dybe Sunde og Stræder og har vikle, sønder-
revne Kysler, ofte med bratte, næsten lodrette Fjældvægge, saaledes Myling paa
Grindefangst.
Strømøs Nordside, 564 in; brattest er Kysterne mod V., medens de mod SØ. falder
mere jævnt af. I geologisk Forstand er Øerne ikke gamle, idet de ligesom Island og
Skotland vistnok er Rester af et større og højere Land, som i Tertiærtiden har for-
bundet Evropa og Amerika. Den haarde Trapporfyr er blandet med en løsere Sten-
art, den rødlige og grønne Tuf, som forvitret og skylles bort af Vandet, saa at de
overliggende Masser styrter sammen og der dannes Terrasser, H a m r e; navnlig er
dette Tilfældet ved Fjordene, hvor den ene Hammer hæver sig over den anden. I
det indre af Øerne danner Fjældene Flader, hvis Gennemsnitshøjde er noget over
300 m, og over disse hæver sig enkelte Klippeniasser, der danner skraat opstigende
Flader eller, især paa Norderøerne, løber til i spidse 'loppe; de højeste Punktei ei
Slattaretinde paa Østerø, 882 m, Villingedalsfjæld paa Viderø, 844 m, og Skjælling-
fjæld paa Strømø, 768 m. Det Indre er ofte gennemfuret af dybe, snævre Dale, navn-
lig paa Norderøerne, hvori der løber smaa Vandløb, som danner smukke, over Ham-
rene nedstyrtende Vandfald. I de lavere liggende Dele er Klippegrunden dækket af et
tyndt Lag Muld (Tørvejord), der tillader en ret frodig Græsvækst, men de højere
Steder har kun sparsomt Muld, og de højeste Toppe er helt nøgne; til egentlig Træ-