Færøerne.
601
vækst er Muldlaget for tyndt, kun enkelte Steder forekommer nogen Pil, Røn og
Enebær. Dyrelivet er ikke rigt, af Landpattedyr nævnes særlig Rotter og Mus; det
meste Dyreliv bestaar af Søfugle. Da Øerne ligger midt i Atlanterhavets varme Strøm-
ninger, har de et særdeles mildt Øklima, saaledes at Vinteren endog er mildere
end i Danmark, Havet fryser aldrig til, og Faar og Heste kan gaa ude hele Aaret.
men Sommeren er kølig, fugtig og
ofte taaget; Vejrliget er i det hele
meget ustadigt med hyppige Stor-
me, navnlig om Efteraar og Vinter.
Thorshavns Middeltemperatur er
5,6°, Vinterens c. 3,2, Sommerens
10,8°; den højeste iagttagne Kulde
er -i- 11 °, den højeste Varme 21 °;
Thorshavns aarlige Regnmængde
er c. 160 cm.
Færøerne hørte i Middelalde-
ren til Norge, men kom 1380 med
dette Rige ind under Danmark:
dog vedblev de at regnes til Norge,
indtil Frederik IV lagde dem ind
under Sjællands Stift, og da Norge
gik tabt 1814, blev Øerne ved Dan-
mark. Befolkningen udgjor-
de 1911 18,000 (1801: 5300), c. 13
paa 1 km2; den hører til den skan-
dinaviske Gren, men taler en egen
Dialekt, som nærmest indtager en
Mellemstilling mellem Islandsk og
de vestnorske Bygdedialekter, dog
forstaar de fleste dansk; Rets- og
Kirkesproget, ogsaa for en stor Del
Skolesproget, er dog dansk siden
Reformationen. Af Nærings-
vejene indtager Agerbruget kun
en ringe Plads, hvad der er natur-
ligt efter Øernes Natur, og drives
tilmed lidet rationelt; der dyrkes
Gadeparti fra Thorshavn.
en Del Kartofler og Roer samt noget Byg og lidt Havre, som dog ikke altid modnes;
mest Betydning har Høslætten. Langt vigtigere er Kvægavlen, navnlig Faare-
avlen; der slagtes aarlig c. 30,000 Faar, og Uldens Forarbejdning ved Husflid til
„islandske Nattrøjer“, Vanter og Strømper er en vigtig Erhvervsgren („Faareuld er
Færøs Guld“); Antallet af Heste og Hornkvæg er meget ringe, 1911 var der 99,900
Faar, 615 Heste og 4093 Sikr. Hornkv. Hovednæringsvejen er Fiskeriet, navnlig
af Stortorsk (Kabliau, Langen), desuden fiskes Kuller, Sej, Helleflynder og Sild.
Særlig Betydning har den for øvrigt stærkt varierende Fangst af Hvaler, særlig
Grindehvaler, som i store Flokke søger ind i Vigene („Hvalvaagene“), og Fugle-
fangsten (Lomvier, Alker, Lunder, Maager); mange Fjælde ved Kysten, „Fugle-
bjærge“, med de talrige Afsatser er helt besatte af Fugle; mindre betydelig er Sæl-
hundefangsten. Navnlig paa Syderø lindes noget Brunkul, men dels er Brændselsvær-