Island.
605
Den vigtigste Næringsvej er Landbruget, der beskæftiger henved Halv-
delen af Befolkningen (1910: 37,300), og navnlig Faareavlen, som leverer Uld,
Uldvarer saltet Kød og Skind til Udførsel; 1911 var der over 574,000 Faar, medens
der af Hornkvæg, som mest findes i det Indre mod SV., var c. 26,000 Stkr. og af
Heste 43,900: de sidste, smaa og udholdende Dyr, er af stor Vigtighed for Sam-
færdslen, da Vejene næsten udelukkende kun er for gaaende og ridende. Ager-
dyrkningen er ubetydelig; der trives en Del Kartofler og Rodfrugter, Kornavl ei-
der saa at sige ikke Tale om, lidt Byg kan dog modnes i enkelte Aar. Da der kun
vokser lidt Pil og Røn foruden forkrøblet Birkekrat, er det Tømmer, der føres til
Kysten af Atlanterhavets Strømninger, en velkommen Gave som Brændsel, om ogsaa
det ikke har stor Betydning: det vigligste Brændselsmateriale er Tørv. Af Mineralier
Islandsk Gaard.
nævnes Svovl, Surturbrand, en Slags Brunkul, og Dobbeltspat (ved Eskifjord), der
benyttes til optiske Instrumenter. En vigtig Erhversgren er Fiskeriet, der 1911
beskæftigede c. 15,900 Mennesker; mest fiskes Torsk, især paa Vestlandet — et
Fiskeri, der efter Indførelsen af store Dæksbaade ligesom paa Færøerne er tilget
stærkt til —, og Sild, mest paa Øst- og Nordlandet, samt Laks; ogsaa er der nogen
Hvalfangst (mest paa Vestlandet) og lidt Sælhundefangst. Desuden maa nævnes
Fuglefangsten (Ryper, Edderfugle m. m.), der nogle Steder spiller en lig-
nende Rolle som paa Færøerne. Handelen er ret livlig og i stærk Tiltagen; 1911
var Værdien af Indførslen c. 14,23 (mest Korn, Kolonial- og Fabriksvarer samt Kul),
af Udførslen 15,97 Mill. Kr.; der udføres mest Fiskevarer, især Klipfisk, som navnlig
gaar til de sydevropæiske Lande som Spanien og Italien, Heste, Faar, Faarekød,
Huder og Tran. Samfærdslen foregaar mest til Søs; Vejene er som nævnt daarlige,
først 1913 fik Island sin første Jærnbane ved Reykjavik, 4 km lang, og i de senere
Aar er der navnlig paa Sydlandet anlagt en Del Køreveje; ligeledes er Øen fra 190G
kommet i Telegrafforbindelse over Shetlandsøerne med Danmark.
Island, der ligesom Færøerne i Forvejen var opdaget af irske Munke, opdagedes
atter af Nordmænd i det 9. Aarh. og toges i Besiddelse af Harald Haarfager, og indtil
1262, da Øen kom ind under Norge, var den en selvstændig aristokratisk Republik;
efter 1814 blev den ved Danmark. Da Islænderne ikke vilde gaa ind paa en Fælles-
forfatning med Kongeriget efter Grundloven af 1849, ordnedes efter lange Forhand-
linger, i hvilken Tid de særlige Anliggender styredes under Medvirkning af et raad-
givende Alting, Forholdet til Danmark ved Lov af Jan. 1871 og Forfatnings-