604
Danmark.
die Strokkr er ophørt at springe siden 1896. Fremdeles lindes der mange Svovl-
kilder, især ved Myvatn og ved Krisuvik paa Reykjanæs, Fumaroler (Hverrer) og
Dyndvulkaner. Fra Jøklerne og de mange smaa Søer, hvoraf 1 oruden den oven-
nævnte Myvatn nævnes Tingvallavatn, Thorisvatn, begge c. 70 km2, og Hvitarvatn,
40 km2, mellem Lang- og Hofsjøklen, strømmer Vandløb, der i Forhold til deres
Længde fører betydelige Vandmasser af en mælkehvid eller gulbrun Farve med sig,
ligesom uhyre Sandmængder, der ved Sydvestkysten har dannet udstrakte Sand-
sletter og udfyldt Fjordene; mod N. løber saaledes Lagarflod, de to Jøkullsaaer
Skjalfandaflod og Blanda og mod SV. Ølfusaa (Hvitaa) og Thjorsaa, c. 200 km, den
længste af dem alle.
K 1 i m a e t har i det hele en oceansk Karakter, men der er en betydelig Forskel
paa Forholdene mod S. og mod N„ ved Kysterne og i det Indre; en afgørende Ind-
flydelse har de forskellige Havstrømninger. Sydkysten berøres af Atlanterhavets
varme Strømninger og har derfor Øklima med stor Fugtighed, hyppig Taage og for
det meste isfrie Havne, medens Nordkysten er under Indflydelse af Polarstrømmene
og har et langt strængere Klima med stor Forskel paa Aarstiderne, Havnene er oile
spærrede af Isen til ind i Juli, og Polarisen kan endog naa langt ned paa Østkysten.
Paa Vest- og Nordlandet er de østlige Vinde de overvejende, navnlig om Vinteren,
paa Østlandet veksler mere Vest- og Østvinde. Nedbøren er ret betydelig paa Syd-
landet, navnlig om Efteraar og Vinter, c. 100 cm aarlig, paa Nordlandet er den om-
kring 40 cm. Reykjavik har en Aarstemperatur af c. 3,3 °, Vinterens (Febr. Marls)
er c. • 3,5, Sommerens (Juli) c. 12»; Akureyris Middeltemperatur er c. 0,5, Vinte-
rens •' 6,3, Julis 8,8 °. P 1 a n t e v e r d e ne n har megen Lighed med Polarlandenes,
navnlig Sydgrønlands. Skov er der ikke; det tidligere udbredte Birkekrat er nu fol-
det meste forsvundet; de enkelte Træer er almindelig 1—3 m høje, men kan und-
tagelsesvis naa til 5 ni og derover. Det meste Land hører til Fjældmarkens Forma-
tion med overordentlig sparsom Plantevækst (Mos, Lav, Lyng), store Strækningen
(Sandflader Lavamarker) er næsten helt planteløse, Græsmarker findes i de lavere
liggende Egne navnlig Kystlandet. Ogsaa Dyreverdenen har nærmest Polar-
præg. Af Landpattedyr lindes, foruden Rotter og Mus, Polarræven og i det Indre
Rensdyret, der indførtes i det 18. Aarh.; Fugleverdenen er mere rig, navnlig ved Ky-
sterne findes der Mængder af Svømmefugle og et lignende Fugleliv som paa Fær-
øerne; af Insekter er Myggene en Plage; Krybdyr og Padder findes ikke; Søer og Elve
er rige paa Fisk (Aal, Laks, Ørred).
Befolkningen udgjorde 1911 85,200 (1801: 47.200), c. 0.8 paa 1 km*, men
lo Tredjedele af Landet maa regnes for aldeles ubeboet; Tilvæksten er ringe, navnlig
paa Grund af den tidligere store Udvandring (især til Canada). Det er egentlig kun
Kystegnene, der er beboede; bedst befolket er Vester Amt, c. 1,6 paa 1 km2, derefter
kommer Sønder Amt; dog har nogle af de nordlige Egne trods det strænge Klima
en forholdsvis tæt Befolkning paa Grund af Græsmarkerne i Floddalene. Sproget
afviger meget lidt fra det oldnordiske, og Islænderne har bevaret en udpræget Sans
for de gamle Sagaer og deres Fortids Historie. Kirken er den evangelisk-lutherske
(1911 var der kun c. 300 afvigende); Oplysningen er gennemgaaende god og skyldes
for allerstørste Delen Undervisning i Hjemmet dels af Forældrene, dels af omvan-
drende Lærere, dog er der i senere Aar blevet oprettet en Del Almueskoler i Køb-
stæderne, de større Handelspladser og Fiskerlejer samt de mere tætbebyggede Land-
distrikter. I Reykjavik findes en lærd Skole, et Skolelærerseminarium, en Naviga-
tionsskole, en Realskole samt et 1911 oprettet Universitet, med hvilket en tidligere
Præsteskole og Lægeskole er slaaede sammen; paa Gaarden Mødruvellir er der en
Realskole.