Indledende Bemærkninger.
I Geografien (Jordbeskrivelse, af de græske Ord yvj, Jord, og ypa^siu, at
tegne) betragtes Jorden fra to Hovedsynspunkter, dels som et Naturlegeme for
sig, dels som Bolig for Mennesket.
I den første Henseende maa Geografien kaldes en ren Naturvidenskab, da den
grundlægges paa den blotte Iagttagelse af Naturen og de mangeartede Fænomener.
Det er den fysiske Geografi. Forud for denne gaar den matematiske
Geografi. Men med ovenstaaende Betragtning for Øje kan man godt betragte
denne som en Underafdeling af den fysiske, den Underafdeling nemlig, som viser
os Jorden som et Led i det hele Verdenssystem og hjælper til at orientere os paa
dens Overflade. Man maa have en klar Forestilling om dens Skikkelse, Størrelse og
Bevægelse, og da nu ogsaa de andre Himmellegemers Stilling til den i høj Grad
hjælper til at finde os til rette paa den, maa man tage Matematikken, navnlig Geo-
metrien, og Astronomien til Hjælp (hvorfor man ogsaa tit taler om astrono-
misk Geografi i Stedet for matematisk); dog maa den matematiske Geografi
derfor ikke udarte til at blive Matematik eller Astronomi, hvor Jorden kun ses som
en Stjerne blandt Stjernerne; den skal stadig være det Midtpunkt, hvorom alt grup-
perer sig, den Hovedgenstand, som skal belyses.
Den fysiske Geografi i snævrere Forstand beskæftiger sig kun med
Jordens Overflade, med Hav, Land og Luft; den skildrer Fordelingen af Vand og
Land, beskriver Landet med dets Bjærge og Lavlande og giver ved Geologiens
Hjælp Indblik i, hvorledes disse Dannelser er foregaaede i Tidens Løb; den under-
søger, hvorledes Atmosfæren i sine forskellige Fremtoninger af Kulde og Varme.
Fugtighed o. s. v. i det væsentlige er afhængig af Fordelingen af Vand og Land og
af Højdeforholdene; endelig viser den, hvorledes disse Elementer griber ind i hver
andre og betinger det organiske Liv, Planternes, Dyrenes og Menneskenes Liv.
I den anden Henseende stiller Geografien Mennesket op som Centrum i det
• hele og viser, hvorledes dette efterhaanden frigør sig for de givne Forhold og gør
sig til Herre over Jorden, og tillige, hvorledes de forskellige stedlige Forhold paa-
trykker de enkelte Folk deres særegne Præg. Denne Del kaldes da den histori-
ske Geografi. Den er saa at sige en egen Gren af Menneskets Kulturhistorie.
Et hyppigt brugt Navn for denne er den politiske Geografi; men dette
Navn maatte maaske hellere bruges til at betegne en Underafdeling af den histo-
riske, den nemlig, der iagttager Folkene inden for de enkelte Staters Grænser og
paaviser, hvorledes disse, ofte kunstige Begrænsninger paavirker deres Udvikling
og hele Skæbne. Ogsaa her er der en Fare, söm man maa søge at undgaa: den
politiske Geografi maa ikke udarte til Statshistorie, Nationaløkonomi eller deslige,
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog. 1