Ecuador. Peru.
159
artede Bygningsværker i og om Cuzco, hvoraf der endnu findes Ruiner, nævnes den
ene af de fra Byen udgaaende fire Hovedveje, den, der førte mod N. til Quito, et
Mesterværk af Bygningskunst. Da Pizarro, Almagro og Munken de Luque landede i
Peru 1531 med faa Mand, begunstigedes Erobringen ved Stridigheder mellem de to
Inkaer, Brødrene Atahualpa og Huascar, og ved et gammelt Sagn om, at hvide skæg-
gede Mænd en Gang vilde komme og omstyrte Inkaernes Rige, og intetsteds op-
traadte de spanske Erobrere med større Grusomhed. Men Erobrerne stredes senere
indbyrdes om Byttet, og Indbyggerne gjorde Oprør mod de Fremmede; først ved Aar
1550 indtraadte der roligere Tilstande. Vicekongeriget Peru, der var Spaniens vig-
tigste og mest indbringende Besiddelse, var meget stort, idet det en Tid indbefattede
Ecuador, Ny-Granada, Chile og Buenos Aires, hvilke dog for største Delen udskiltes
i Løbet af det 18. Aarhundrede. Uafhængighedserklæringen udstedtes 1821, 1826
fordreves de sidste Spaniere fra Callao. Siden den Tid har Landet omtrent stadig
været plaget af indre Uroligheder; dertil er kommen den ulykkelige Krig med Chile
1879—83, der fremkaldtes ved de lige opdagede Salpeterlejer i Atacama, hvor Lande-
grænsen var omstridt, og i hvilken Peru i Begyndelsen havde Bolivia til Forbunds-
fælle; ved Fredslutningen maatte Peru afstaa til Chile Provinserne Tarapacå og
Tacna, den sidste dog paa den Betingelse, at den ti Aar efter ved en Folkeafstem-
ning selv skulde bestemme, til hvilket Land den vilde høre; men denne har hidtil
ikke fundet Sted, og den er stadig i Chiles Hænder. Krigen havde aldeles udtømt
Perus Kræfter. Den nuværende Forfatning er af 1856, ændret 1860. Præsidenten
vælges paa 4 Aar. Staten er for Tiden delt i 17 Departementer og to Provinser (Cal-
lao og Moquegua).
Landet, der falder i den smalle, regnløse Kyststrækning, Cordillerernes Region
med de store Plateauer (Paramos el. Punas), og Montana, o: det østlige Affald ned
til Amazonfloden, for det meste skovbevokset, er 1,137,600 km2 (officielt 1,769,800).
Befolkningen angives i 1896 (sidste Folketælling) til 4,560,000, c. 4 paa 1 km2, men
Tallet er meget usikkert (Regeringen selv angiver kun 3 Mill.). Henved 2/s, 62 %,
er Indianere, der mest bor i Bjærglandet og taler .deres gamle Quichuasprog, medens
Stammerne i Montana er uciviliserede Hedninger; noget over 22 % regnes at være
Mestizzer, 12 % Hvide, 2 % Negre og Mulatter (Slaveriet ophævedes 1856) og 1,5 %
Asiatere, hvoraf de fleste er Kinesere, hvis Tal dog er i Aftagen. Hovednærings-
vejene er Låndbrug og Bjærgværksdrift. Der dyrkes især Sukker, Bomuld og Kaffe,
men ogsaa Vin, Tobak, Ris, Hvede, Majs m. m. giver Udbytte, ligesom Kautsjuk
udføres; Kvægavlen giver en vigtig Udførselsartikel i Uld af Lamaen og Alpacaen;
Guanoen er endnu af Betydning, skønt de vigtigste Lejer nu er paa Chiles Hænder.
Bjærgvæi-ksdriften, der før var den vigtigste Næringsvej, er gaaet meget tilbage, men
der udføres dog endnu en Del Sølv, Kobber, Petroleum, Guld, Kul, Salt m. m. Af
Industri kan kun fremhæves Straafletning. Handelen er for en stor Del paa frem-
mede Hænder (Forenede Stater, England); Indførslen havde 1910 en Værdi af 4,6
Mill. Soles (1 Sol = l,8o Kr.), Udførslen af 6,7 Mill.; II andelsflaaden var 1911
71 Skib.e (deraf 11 Dampsk. med c. 44,100 Tons Dr.). Hæren angives til noget over
4000 Mand, Flaad en til 7—8 Skibe. Statens Pengevæsen er i stor Uorden; efter
Budgettet er Indtægter og Udgifter hver c. 27,8 Mill. Soles, den udenlandske
Gæld, der 1889 var c. 235 Mill., er paa 6,8 Mill, nær blevet amortiseret ved Overdra-
gelse af Jærnbaner, Guanolejer m. m.
Lima, Hovedstaden, 140,900 Indb. (1908), grundlagt 1535 af Pizarro, ligger
7 km fra Kysten paa en frugtbar Slette ved venstre Bred af Floden Rimac (paa
højre Bred ligger Forstaden San Lazaro); den er bygget i halv spansk, halv maurisk
Stil med rige Butikker, mange pragtfulde Bygninger, deriblandt flere Kirker, har