Planeterne.
15
Bane er den mindst ekscentriske af alle Planeternes (i Periheliet er den 107,4 Mill,
km fjernet fra Solen, i Afeliet 108,9 Mill, km), Middelafstanden er 108 Mill. km.
Dens Omløbstid er 224,7 Dage, den har vistnok ligesom Merkur bunden Rotation
(Schiaparelli). Dens Diameter er 12,700 km, og den er 9/io af Jordens Størrelse;
dens. Tæthed er ubetydelig mindre end Jordens.
Merkur og Venus passerer undertiden mellem os og Solen og viser sig da som
sorte Pletter paa Solskiven. Disse Gennemgange, der er af Betydning for at
bestemme Jordens Afstand fra Solen, forekommer hyppigere for Merkurs Vedkom-
mende paa Grund af dens kortere Omløbstid (omtr. 13 Gange i et Aarh.), men
langt sjældnere for Venus’; efter 2 Gennemgange med et Mellemrum af 8 Aar gaar
der mindst 105 Aar (den sidste var 1882, den næste bliver 2004).
Jorden omtales senere.
Mars viser sig for det blotte Øje som Himlens rødeste Stjerne og har i Kikker-
ten et Udseende meget lig vor Jord; mørkere og lysere (rødlige) Pletter tyder paa
Hav og Fastland; ved Polerne er der hvide Kalotter, som kan være Is- og Sne-
regioner, og dens Overflade har et ejendommeligt Net af mørke Linjer (Kanaler?,
opdagede af Schiaparelli 1877). Den har den mest ekscentriske Bane næst Merkur
(Afstanden i Afeliet er 248 Mill, km, i Periheliet 206 Mill, km), Middelafstanden er
nær ved 228 Mill, km; sin Bane tilbagelægger den i 687 Dage (Middelhastighed
23,7 km i Sek.); Akseomdrejningen foregaar i 24 Timer 37 Min. Der gaar henved 7
Marskugler paa vor Jord (Diametren er omtr. 6800 km). Dens Tæthed er 7/10 af
Jordens. 1877 opdagedes to meget smaa Maaner (Phobis og Deimos) om Mars, de
mindste Himmellegemer, man kender, maaske kun 8 å 9 km i Gennemsnit. De be-
væger sig omkring Mars med en overordentlig Hastighed (omtr. 7V2 og 30V2 Time)
og kun i ringe Afstand (omtr. 9500 og 27,000 km).
Asteroiderne. Allerede længe havde Astronomerne (først Keppler) været enige
om, at der maatte være en ukendt Planet mellem Mars og Jupiter, indtil man
1804—7 fandt ikke en, men fire smaa Kloder, Ceres, Pallas, Juno og Vesta; 1845
opdagedes Astræa, og derefter gik det Slag i Slag med Opdagelserne, og navnlig er
de i de seneste Aar tagne til, efter at man ved Fotografiens Hjælp er begyndt at
udforske Himlen; man tæller nu over 700 Asteroider. De er alle teleskopiske med
Undtagelse af Vesta, som undertiden kan skimtes med blotte Øjne. De fleste er
overordentlig smaa, ja hvis man kan stole paa Maalingerne, er mange af dem kun
30 km og derunder i Diameter; den største er Ceres med en Diameter af noget over
360 km (der gaar omtr. 43,000 Cereskugler paa een Jordkugle). De har alle meget
ekscentriske Baner, og de fleste hælder stærkt mod Ekliptika; for det meste ligger
Banerne ringförmige, men nogle griber dog ind i hverandre. Alle Banerne ligger
som sagt mellem Mars og Jupiter undtagen den i 1908 opdagede Eros, der til Dels
naar ind mellem Mars og Jorden, og som altsaa er den ved Solen nærmeste med en
Middelafstand af omtr. 218 Mill, km; de fjerneste, der er opdagede i den seneste
Tid, har Baner ganske nær ved Jupiters og menes at kunne naa uden for denne.
Jupiter, den mest lysende Stjerne næst Venus, ses i Kikkerten med Striber og
Pletter, som man tilskriver Forandringer i den omgivende Atmosfære. Banens
Ekscentricitet er ikke ringe (i Periheliet er Planeten 740 Mill, km, i Afeliet 811
Mill, km fra Solen). Middelafstanden er 778 Mill. km. Banen tilbagelægger den i
omtr. 12 Aar (11 Aar 314 Dage 20 Timer), derimod bruger den kun 9 Tim. 55 Min.
41 Sek. til at dreje sig om sin Akse, hvorfor den ogsaa tydelig viser Fladtrykning
(man regner den til Vie) ved Polerne. Dens Ækvators Hældning mod Baneplanet er
saa ringe (3° 6’), at Aarstiderne kun kan være lidet forskellige; ved Polerne maa
der altid he/ske Vinter, i de tempererede Bælter altid Foraar, omkring Ækvator