Grønland. Jan Mayen. Spitzbergen.
255
Værdien af Indførslen i 1910 var c. 580,300, af Udførslen 771,600 Kr. (der udførtes
1911 fra Ivigtut 6579 kbm Kryolit og fra Umanak 1,333,400 kg Kul).
Af Kolonierne nævnes i Julianehaabs Distrikt, det bedst befolkede (c. 3000
Indb.) Julianehaab (eskimoisk: Kakortok), grundlagt 1775, med en velbevaret Kirke-
ruin fra Nordboernes Tid, samt Fredriksdal og Lichtenau, tidligere Herrnhuteista-
tioner; i Frederikshaabs Distrikt Kryolitbruddet Ivigtut; Godthaab, den ældste
Koloni, grl. 1721, er det sydlige Inspektorats Hovedsæde, med Seminarium; den
1759 grundlagte Holsteinborg, Egedesminde paa en 0 i den sydlige Del af Disko-
bugt, grl. 1759; Christianshaab og Jakobshavn ved Diskobugten, paa Disko 0 (c.
(8300 km2) Godhavn, grl. 1773, Hovedsædet for det nordlige Inspektorat, Umanak
paa en 0, med Kullejer, og endelig den nordligste Koloni Upernivik, 72 0 46’ n. Br.,
grl. 1771; det nordligste Udsted er Tasiussark, 73 o 22’. Paa Østkysten, 65° 36’, ligger
Angmascdik, koloniseret 1894, med Missionsstation,
III. Jan Mayen. Spitzbergen. Franz Josefs'Land.
Jan Mayen, en langagtig, vulkansk, isdækket Klippeø, 413 km2, ligger 0. for
Grønland paa c. 71 0 n. Br. og c. 9 0 v. L. Den opdagedes 1611 af Hollænderen Jan
Mayen, er undersøgt senere af Scoresby 1817, af en norsk Ekspedition 1877 og en
østerrigsk 1882—83. Beerenberg, 2100 m, er det højeste Punkt. Den er ubeboet, men
besøges af Skibe, der driver Fiske- og Robbefangst.
Øgruppen Spitzbergen, N. for den skandinaviske Halvø (med hvilken den
staar i Forbindelse ved et undersøisk Plateau), mellem c. 76V2 og 81° n. Br.. er
c. 64,000 km2. Mod V. ligger den største 0, Vest-Spitzbergen (39,500 km2), med de
to dybe Indskæringer Wijdebugt og Isfjord; mod NØ., skilt ved Hinlopenstrcede,
Nordøstland, mod 0. og SØ. Barentsland og Edgeøen og længere mod 0. Svensk
Borland, Kong Karls Land og Jena. Det er bjærgfulde Øer (Hornsund Spids paa
Vest-Spitzbergen, c. 1380 m), til Dels bestaaende af sedimentære Stenarter og dæk-
kede med Sne og Is, hvorfra Gletschere skyder ud til Havet. Østkysten af Øgrup-
pen er vanskeligt tilgængelig; Vestkysten er ofte allerede i April nogenlunde isfri
paa Grund af Golfstrømmen, som gør Klimaet i det hele mildere, end man kunde
vente; 1913 har Schweizeren Stoll endog fundet en isfri Dal med forholdsvis frodig
Vegetation. Øgruppen opdagedes af Hollænderen Willem Barents 1596 (sandsyn-
ligvis er det dog Landet Svalbord, som allerede opdagedes af Islænderne 1194), der
anlagdes en Fiskeristation Smeerenberg, og den blev snart en vigtig Plads for
Sælhunde- og Hvalfangere, især da Rigdommen paa Fugle og Rensdyr let tillader
en Overvintring; der førtes formelig Krig mellem de forskellige Nationer. Men
Jagten dreves saa hensynsløst, at Spitzbergens gode Tid snart var forbi, og ingen
Nation fandt det værd at tage den i Besiddelse; vel gjorde for c. 40 Aar siden
Sverige-Norge Forsøg derpaa, men Rusland satte sig derimod, og Spitzbergen er
stadig „no man’s land“; efter at man har begyndt at udnytte Kullejerne, hvorved
der er kommet en næsten fast Befolkning, og Strømmen dertil af Jægere, Fangst-
mænd og Turister er i stadig Stigen, er dog Ulemperne ved den retsløse Tilstand
bievne støi’re, og der har i den seneste Tid været Forhandlinger om at bringe Øerne
ind under mere ordnede Forhold. De er ofte bievne besøgte af Polårfarere, saaledes
Koldewey 1868, Nordenskiøld 1872—73, og 1897 startede André sin ulykkelige
Ballonfart herfra. — C. 225 km. S. for Spitzbergen ligger under c. 74° 30’ n. Br.
den c. 70 km2 store Bjørneø (højeste Punkt c. 540 m), der gerne regnes med lil
Øgruppen.