TREDJE KAPITEL
ASIEN
§ 1. Almindelig Oversigt.
Asien er den østligste og største Del af Østkontinentet og den største af alle
Verdensdelene. Det er den Verdensdel, hvori de fleste Etnografer og Sprogforskere
har troet at finde Menneskehedens Vugge, i alt Fald er det den, hvorfra Folkene
er vandrede ind i Evropa, og hvor Spiren til den evropæiske Civilisation findes,
ligesom den har givet Evropa mange af dens Husdyr og Kulturplanter, og det er
den, hvor ikke alene de mest udviklede hedenske Religioner (Zoroasters Lære,
Brahmisme og Buddhisme), men ogsaa de tre monoteistiske Religioner er opstaaede.
Som ingen anden staar den i Forbindelse eller nær Berøring med de andre Verdens-
dele, med Evropa over Ural og Kaukasus, med Afrika over Sueztangen og Arabien,
med Amerika over Aleuterne og med Avstralien over de østindiske Øer.
a. Navn og Opdagelse. Om Navnet Asiens egentlige Oprindelse er man
usikker, men det sandsynligste er, at Navnet staar i Forbindelse med det gammel-
assyriske Ord agn, o: det skinnende, Opgangen, og altsaa betyder Orienten, Levanten
i Modsætning til Evropa, der skal komme af ereb o: mørk, altsaa Occidenten, Po-
nenten. I Oldtiden brugtes det tidligst til at betegne en enkelt Egn i Lilleasien,
den asiske Slette i Lydien; senere blev det en Betegnelse for Halvøen Lilleasien,
Romerne kaldte c. 130 e. Chr. deres Provins i Lilleasien for Asia propria, indtil
det endelig omfattede hele Verdensdelen; i det 10. Aarhundrede e. Kr. brugte første
Gang den græske Kejser Konstantin Porphyrogenitus „Asia major“, o: det store
Asien, som Modsætning til Asia minor, Lilleasien.
Skønt Asien er Hjemstedet for de ældste Kullurriger, Historien kender, er dog
Kendskabet til Verdensdelen som Helhed kun gaaet langsomt frem paa Grund af
de orografiske og klimatiske Forhold, og man kan sige, at egentlig først vor Tid
har kastet Lys over den, ja Øst- og Centralasien er først blevet nogenlunde kendte
i den sidste Tid, og meget ligger endnu uopklaret. — Oldtiden kendte kun den
sydvestlige Del og det endda meget ufuldkomment. De første Opdagelser skyldes
Handelsfolket Fønikerne, som paa deres Rejser til Ophir lærte noget af det indiske
Ocean at kende, om nu Ophir har ligget ved Arabiens Kyster, ved Indus’ Munding
eller endogsaa paa Malakka. Senere fortsattes Opdagelserne af de græske Ko-
lonier i Lilleasien; men det var dog først Alexandertoget, der udvidede Syns-
kredsen noget, mod N. til Jaxartes, mod 0. til Indus, mod S. lærte man den per-
siske Bugts Kyster at kende. Handelsforbindelsen med Indien blev vedligeholdt,
navnlig af Alexandria, og Ceylon og Bagindien blev opdagede. Saaledes stod omtrent
Kundskaben til ind i Middelalderen, thi under Romerne gjordes der saa al sige intet.
Men med Kristendommens og navnlig Muhamedanismens Udbredelse
H Weitemeyer: Geografisk Haandbog. 17