Vestasiens Jordbundsforhold.
271
Højde (det højeste Parti er Kolat Dagh, 3410 m) og hyppig gennembrudte af Flod-
dale, hvorfor de falder i enkelte Dele, som Ilkas Dagh og Ala Dagh. Disse saavel
som de sydlige Randbjærge falder stejlt af til Havet og lader kun Plads til et smalt
Kystland; mod V. derimod sænker de sig mere i Terrasser ned til Havet; Affaldene hal-
en rig Vegetation med store Skove, Lilleasien er Kirsebærtræets og Kastaniens Hjem.
Armenien er det højeste at de vestasiatiske Højlande. Det er dog ingen egentlig
Højslette, men deles ved Bjærgdrag i mindre steppeagtige Plateauer, der gennem-
strømmes al Floder; i Floddalene og paa Bjærgskraaningerne findes yppig Vegeta-
tion. — N. for Aras (Oldtidens Araxes} ligger et vildt Bjærgland, indesluttet mod V.
og N. af Kur, Midtpunktet dannes af Søen Gøktsja eller Semanga (1925 ni), c. 1400
km2, omgiven af prægtige Bøgeskove og vældige Bjærgtoppe. V. for Søen ligger
Erivans Slette, gennemstrømmet af Aras. S. for Floden ligger Dobbeltbjærget Ararat;
store Ararat er 5120 m, mindre Ararat c. 1200 m lavere (Snegrænsen er ved c. 4000
ni); det er vulkansk, og Udbruddet 1840 viste, at det ikke er udslukt endnu. Ogsaa
det N. for Ararat liggende Alagos, 4095 m, har flere Kratere. Omkring Vansøen
ligger flere snedækkede Toppe, som Bingøl Dagh, „de 1000 Søers Bjærg“, c. 3930 m,
mellem Murad og Furat, Evfrats Kildefloder. Den vestlige Del af Armenien kaldes
Højdrmenien, 1800—2000 m; i Mieten ligger Erserums Plateau (1950 ni).
Lilleasiens Højland er langt mere jævnt end Armenien, 1000—1300 m; dog har
det enkelte uregelmæssige Højdedrag og vandrige Strækninger og Dalstrøg, hvor der
trives fortrinlig Tobak, Bomuld og Valmue (Opium); men for det meste er det et
plantelattigt Steppeland med et tørt, hedt Klima og stærkt saltholdig Jordbund, kun
egnet til Faareavl, med Saltsøer og Steppefloder. Del har tidligere været stærkt hjem-
søgt af vulkanske Udbrud; ved Kaisarie ligger Lilleasiens højeste Punkt, den ud-
slukte Vulkankegle Erdsjijas Dagh (Oldtidens Argceus), c. 4000 m, SV. derfor den
spidse Hassan-Dagh, 2400 ni. I den østlige Del af Lilleasien ligger Bæknet om Kisil
Irmak; o: røde Flod (Oldtidens Halys), c. ^900 km lang, der løber i en stor Bue og
bryder gennem de nordlige Randbjærge til det sorte Hav. Vestligere ligger det cen-
trale lilleasiatiske Bækken mellem Angora og Kaisarie med Saltsøen Tys Tsjølly,
970 m o. H., Lilleasiens lavest liggende Sted. Saavel Kisil Irmak som de andre Floder
er uden Betydning for Sejladsen; mod N. løber Sakaria (Sangarias) i store Bugter til
det sorte Hav; til Middelhavet løber Sarabat eller Gedis Tsjai (Hermos) og Menderes
eller Minder (Mæander) med stærke Bugtninger i Nedreløbet.
c. Ved et lavt og forholsdvis smalt Bjærgland mellem Dalen om Bion
(Oldtidens Phasis) og Kurdalen staar Armenien i Forbindelse med Kaukasus.
Dette mægtige Bjærgdrag strækker sig 1180 km fra NV. til SØ. og med en Gennem-
snitsbredde af c. 200 km. mellem Halvøen Taman ved det sorte Hav og Halvøen
Apsjeron, Naftakildernes Land, ved det kaspiske Hav. Kavkasus er en af de mest
sluttede Bjærgkæder paa Jorden, dog bestaar den ikke af een Bjærgryg, som før
antoges, men af flere parallelle Kæder, især i den midterste Del, hvorimod den øst-
lige og vestlige mere smelter sammen til eet Højdedrag, bestaaende af Jurakalk;
Hovedkæden har en Kamhøjde af c. 3000, Forkæderne af 1000 m; Affaldet er stejlest
mod S.; N. for den østlige Del fra Baku til Kasbek er der lejret et vildt Bjærgland,
Daghestan, gennemkrydset af talrige Tværkæder. Centralkavkasus mellem de ud-
slukte Vulkaner Kasbek, 5045 m, og Dobbeltbjærget Elbrus, o: glimrende Bjærg
(Elburus), c. 5630 m — den sidste skudt frem i den nordlige Parallelkæde — er den
højeste Del, men ikke saa bred, fordi Plateauet, der gennemstrømmes af Terek, nær-
mer sig mere Hovedkammen; her gaar ogsaa gennem en af de faa Tværdale den
vigtigste Vej, den Grusinske Vej, over Kavkasus ad Passet Vladikavkas, ø: Kavkasus’
Herre, 740 m, og Korsbjærgpasset (Gora Krestovaja), 2790 m; den Vej, Russerne har