270
Asien.
bjærgene en Bøjning mod V. og fortsættes derpaa mod S. som Kirtharbjærgene til
den arabisk-persiske Bugt.
Sydranden af Iran dannes af mægtige Terrasselande, der hæver sig trinvis fra
den smalle, hede Kyststrækning, ikke, som man før troede, af en enkelt Bjærgkæde.
Hele Belutsjistan og Sydpersien er opfyldte af Parallelkæder, der i Belutsjistan har
Retningen fra 0. til V., men paa Persiens Grænse drejer i nordvestlig Retning og
fortsættes helt op til Armenien; de indeslutter Dale og mindre Plateauer, som. da
de intet Afløb har, er opfyldte af Saltsøer. Den mægtigste af disse Kæder er Kohrud-
bjcergene, der gaar gennem Landskabet Kirman med Toppe paa over 4500 m (Kohi-
Hazar, 4480 m, Koki-Denia, 5180 m). Plateauerne i Kirman er for det meste 2400 m;
Plateauet om Ispahan er 1600 m; mod SØ. ligger Plateauet om den langagtige Niris-
eller Bachtegansø. Mod NV. fortsættes Randbjærgene mellem Kurdistan og Elburs
gennem Landskabet Aderbeidsjan, der ved en nordvestlig gaaende Bjærgkæde deles
i en nordlig Del, hvorigennem Vejen fra Teheran til Tebris gaar, og en sydlig Del
med Karaghan- og Elvendbjærgene (Kai Gargisj, c. 3600 m, Kui Elvend, 3370 mi.
Et tredje Plateau, helt mod NV., er Bæknet om Saltsøen Urmia, c. 3800 km2, 1220 ni
o. H., 22 % Salt. Mod SØ. i Persien ligger i en Meridianspalte (61 0 ø. L.) Vulka-
nerne Tuftan, c. 3800 m, og Dormant, 3250 m.
Det Indre af Iran er ikke, som man før forestillede sig, en nogenlunde jævn
Højslette, 12—1500 ni i Gennemsnit, men har netop efter nyere Undersøgelser stor
Afveksling, da det er opstaaet ved Foldninger og er opfyldt af talrige Højdedrag,
der deler Fladen i større og mindre Bækner, som vel har en betydelig Gennemsnits-
højde, men ogsaa Depressioner endog under 300 m. Man skelneriet Ire større Bækner.
Det største er den store Saltsteppe i den vestlige Del af Chorasan, c. 800 km
lang, 200—230 km bred; det andet er Lutørknen N. for Kirman, det tredje er Bæk-
net Seistan omkring Floden Hilmend og Saltsumpene Hamun (510 m o. H.). Jord-
bunden i disse Ørkner bestaar af Kisel og Ler, er stærkt salthrøldig, saa at Jorden
mange Steder er dækket med en hvid Skorpe og har en saadani Mangel paa Vand,
at Agerdyrkning kun enkelte Steder er mulig ved kunstig Vandling. Om Sommeien
hersker den utaaleligste Hede, og Luften er saa tør, at Jærnet ilkke ruster og Kødet
nok tørres, men ikke fordærves. Plantevæksten er særdeles falttig. Træer mangler
aldeles, kun i Foraarsregntiden dækkes Jorden i Lavningerne af Grønt; nogle Steder
træffes endog grønne Oaser, som kappes med Terrasselandene i yppig Vegetation.
b. Ved Elburs knyttes Armeniens og Lilleasiens Højlande til Iran. Disse Høj-
lande er vel ikke omgivne af saa mægtige Bjærgmasser som Iran, men har dog over-
alt Randbjærge, som man maa overstige for at komme ind paa Plateauerne. —
Lavere Højdedrag skiller Urmiasøen fra Vansøen, c. 1670 m over Havet, c. 3700
km2, S. for den sidste begynder en Bjærgkæde, der forgrener sig fra Kurdistans
Bjærge og gaar mod V. under Navn af det armeniske Taurus, gennembrudt af Ev-
frat; derpaa drejer den mod SV. og ender ved Iskanderunbugten som Alma Dagh,
Oldtidens Amanus, c. 1770 ni. Ved Kisil Irmaks Kilder, c. 38 o ø. L., gaar mod SV.
til Tarsus i Cilicien en Bjærgkæde Antitaurus, der ikke hæver sig meget over Høj-
sletten, N. for Taurus ved Cgdnus’ Kilder ligger de ciliciske Passer, c. 1300 m, den
eneste Forbindelse mellem Lilleasien og Syrien. Fra Tarsus gaar Bjærgkæden mod
V. langs Middelhavets Kyst under Navn af Taurus, c. 150 km bred; mod 0. og i
Lycien har den Toppe paa over 3000 m; saaledes er Methesis i Bulghar Dagh i
Cilicien 3560 m. Randbjærgene drejer langs Lilleasiens Vestkyst til Kap Baba, hvor
de kæder sig til de nordlige Randbjærge. Disse udgaar fra Armenien, falder stejlt af
mod Georgien, Grusien og Kurs Lavland og fortsættes langs det sorte Havs Kyst til
Kas Dagh, det homeriske Ida, 1770 m, og Kap Baba. Randbjærgene er af vekslende