Central- og Vestasiens Jordbundsforhold.
269
Dal, Sir-darjas Kildeflod, Tsjus Dal med Søen Issik-kul (o: Varme Sø, 5200 km2 og
4000 m over Havet), og Ilis Dal. Til de enkelte Bjærgkæders Højde kender man
endnu kun lidt; Bogdo-ola mellem 88 og 90 0 ø. L. rager over Snegrænsen, der an-
gives til 4300 m, omkring Issik-kul findes Højder paa 4500 ni, men de højeste
Punkter ligger i Midten af Hovedkæden; Chan-tengri, o: Aandernes Konge, er 6950
m; blændende hvid rager Toppen i Vejret mellem en Snes mindre snedækkede
Bjærgtoppe. Lidt østligere fører Musartpasset, 3670 m, fra Ilidalen til Øst-Turkestan.
Alle Passerne mod V. er vanskelige og sjældent under 3600 m, det betydeligste er
Terek Davan, c. 4000 in, der fører over Alai-tag fra Kasjgar til Khokand. Tsjus Dal
begrænses mod S. af Alexanderbjærgene (Semenovs Bjærg, 4680 m). Om Vulkaner
i Tiensjan, om hvilke der har været saa megen Tale som Bevis paa, at Vulkaner
kan findes langt fra Havet, beretter de senere Rejser intet.
Vestasien. Det vestasiatiske Højland kan deles i det egentlige vestasiatiske Høj-
land og Arabiens Højland.
a. Det vestasiatiske Højland knyttes til Centralasien ved Bjærgkæden- Hindu-
kusj, o: Hindudræberen, eller Hindukoh, o: Hindubjærget, Oldtidens Paropamisos,
der begynder som en Fortsættelse af Karakorum V. for det Sted, hvor Amus sydlige
Kildeflod Pandsja udspringer. Den østlige Del af Bjærgkæden er endnu kun lidet
kendt; men af Passerne, som til Dels ligger ved c. 5000 m Højde, maa man antage,
at Bjærgtoppene ikke staar meget tilbage for Himalayas. Ved Sydaffaldet af det
østlige Hindukusj ligger Bjærglandskabet Kaflristan. Mod'V. bliver Systemet lavere
og ender i Gruppen Kohi-Baba, 5175 m. Mellem denne sidste og det egentlige Hindu-
kusj fører Vejen fra Kabul gennem Hadsjikakpasset, c. 3700 m, og Banjampasset,
c. 2550 m, over Bjærgene; igennem Kabuls Floddal, begrænset mod S. af Sefid-koh
Kæden (højeste Punkt 4760 m) fører Vejen til Indien over Khaiberpasset, 1028 m —ad
hvilket Alexander den Store trængte ind i Indien —, ned til Bjærgdalen om P es javar.
Fra’Kohi-Baba fortsættes mod V. Randbjæi^ene, der danner Nordranden for Irans
Højland. De bestaar af mange parallelle Kæder, som Ghurbjærgene og Kohi-Kaitu,
ledsagede mod S. af Heri-Ruds Floddal; mod N. er Affaldet til Turan brat, medens
Bjærgene sænker sig jævnt ind til Højlandet. V. for den sidstnævnte Kæde bryder
Heri-Rud mod N. gennem Bjærgene og danner en af de faa Forbindelsesveje med
Turan; V. for Gennembruddet opløser Randbjærgene sig i en Mængde smaa Kæder
som Binalud- og Gulistanbjærgene. Mod V. hæver sig den mæglige Bjærgbue Elburs
S. for det kaspiske Hav, det sidste Afsnit af Irans nordlige Randbjærge; midt i Sy-
stemet og i det sydligste af Buen findes den mægtige, ikke længere virksomme
Vulkankegle Demavend, 5670 m, Oldtidens Jasonius mons1)-, herfra fortsættes Bjær-
gene mod NV., idet de bliver smallere og lavere paa den anden Side af Kisil-Usens
eller Sefid-Ruds Floddal (den første er Biflod til Sefid-Rud), den eneste Flod, der
gennembryder Bjærgene; længst mod NV. ligger Toppen Savalan, 4810 ni. Medens
Bjærgene sænker sig jævnt mod Højsletten, falder de stejlt af til det kaspiske Hav;
den smalle, sumpede og usunde Kystrand er særdeles hed med en yppig, næsten
tropisk Vegetation.
Irans Østrand dannes af Meridianbjærge, der falder stejlt af lil Indien. Den
nordligste af disse Kæder er Suleimansbjcergene, c. 70 0 ø. L., med Toppe som Pirghul,
c. 3530 m, og Suleiman (Suleimanstronen), 3440 m; Bjærgkæden gennembrydes af
mange smaa Tværdale, der sender Tilløb til Indus; talrige Forgreninger fra den gaar
ind paa Højsletten og opfylder Afghanistan. S. for den 29. Breddegrad gør Rand-
x) Persiske Skribenter har gjort den til Jordens højeste Bjærg og talt om 30 km.