Geografisk Haandbog

273 __________ _____ ___________________________________ Vestasiens Jordbundsforhold. A ej fra Kysten ind til Mesopotamien, en anden Sænkning gaar over Højsletten fra Tarabulus til Horns. S. for den sidste hæver pludselig Randene af Floddalen sig til høje Bjærgkæder, Libanon paa venstre, Antilibanon paa højre Bred. Højest er Libanon, o: det hvide Bjærg, saaledes kaldet paa Grund af Sneen, der dækker den det meste af Aaret, og Kalkstensklipperne; Kamhøjden er c. 2000 m, den højeste Top er Dhor el Chodib, c. 3070 m; Bjærgkæden, 150 km lang, ender ved Sidon og er rig paa Vand og Skov, særlig er Cederne og de frugtbare Strøg ved Djebel Machmel kendte. Libanon er i det hele særdeles godt befolket og kultiveret; den hai stedse være Tilflugt for forfulgte Stammer og Sekter (Maroniter og Druser). Antilibanon, i Midten kun 1500 m, ender mod Syd i det skov- og vandrige Hermön ellei Djebel esj Sjarki, c. 2760 m, et Navn, der ofte bruges om hele Antilibanon. Længdedalen mellem disse to Kæder, Oldtidens Cølesyrien, o: Hulsyrien, der mod N. har en Gennemsnitshøjde af 520 m, gennemstrømmes i den nordlige Halvdel af Orontes, i den sydlige af Litani (Oldtidens Leontes, o: Løvefloden), som bryder ud til Kysten S. for Libanon. S. for Hermon fortsættes denne Længdedal, men skærer nu langt dybere ned, saaledes at Jordanfloden — c. 170 km i lige Linje __ faar et meget rivende Løb og er usejlbar. Dens Kilder kommer fra Hermon og forener sig noget oven for den sumpede, sivbevoksede Bahr el Hule (Oldtidens Samachonitis), 2 ni o. H. Derpaa iler Floden videre til den klare fiskerige Genezareth Sø, c. 170 km2, der allerede ligger 208 m under Havfladen; den er aldeles omgiven af Bjærge, som kun lader Plads til en smal Strand; Terrasserne, som paa Kristi Tid var godt dyrkede og besatte med Byer, er nu øde. Jordan løber heifra nedad i mangfoldige Krumninger og med stærkt bevoksede feredder til det døde Hav (arab. Bahr Lut), 915 km2, 394 m under Havet, med Dybder paa over 350 m. Søen er omgiven af sønderrevne Bjærge, er rig paa Asfalt og meget stærkt saltholdig, saa at undertiden Bredderne er overtrukne med en Saltskorpe. De uhyggelige, øde Omgivelser staar i stærk Modsætning til den frugtbare, af Jordan vandede Dal, El Ghor. Mod S. fort- sættes El Ghor Spalten i den langt højere Vadi el Araba (indtil 240 ni), der gaar i Retning af Akababugten; efter nyere Undersøgelser synes det ikke, at Jordanfloden tidligere har fortsat sit Løb ud til det røde Hav, som man har troet. Højlandet V. for Spalten, tidligere kaldet Kanån, ø: Lavland, et Navn, som Ira først af kun gjaldt det lave Kystland, er el bølgeformet Kalkplateau, 200—300 m højt med stejlt Affald til Jordandalen, men sænkende sig terrasseformigt mod V. Man skelner mellem 3 Landskaber; først Galilcea med Bjærget Tabor (560 m) og den lave, frugtbare Slette Jesreel om Floden Kison; derpaa Landskabet Samaria, skilt fra det første ved et Højdedrag, der gaar fra SØ. til NV. og ender i Forbjærget \armel eller det hellige. Eliasbjærg, 550 m; N. for Karmel ligger den smallere føni- kiske, S. for det den bredere, og tidligere godt kultiverede filistæiske Kystslette. Det tredje Landskab er Judæa med Oliebjærget, 820 m. Mod S. sænker Judæas Højland sig til Ørknen el Tih, o: Vandringens Ørken, den nordlige Del af Halvøen Sinai, hvor- igennem Vejen gaar fra Ægypten over Akaba til Mekka. Den sydlige Del af Halvøen opfyldes af Granitbjærge; Sinaigruppen selv (Djebel Serbdl, Djebel Musa, Horeb, St. Katharinabjærget, det højeste Punkt) er et vildt Klippeparti, indtil 2600 m. __ øjlandet 0. for El Ghor Spalten er et Steppeland, der falder stejlt af til Spalten, men mod 0. gaar jævnt over i den syriske Ørken; i Oldtiden kaldtes Landet Aram, nu kaldes det tit med eet Navn Østjordanlandet; det betydeligste Vandløb er Zerka (Jabbok), Jordans Biflod, S. for den ligger Bjærget Gilead. 0. for Genezareth Sø hæ- ver den vulkanske Gruppe Djebel Haurån sig, 1840 m (Hauran ø: Hulelandet). Den stenede syriske Ørken mellem Syrien og Evfratdalen omgaas af Karava- nerne, først N. for Linjen Damaskus-Bagdad gaar Vejene over til Mesopotamien. — H. Weitemeyer; Geografisk Haandbog. 18