274
Asien.
Mesopotamien er et Steppeland, mod N. opfyldt af Højdedrag, sydligere af Ør en-
strækninger med Græsgange imellem. Efterhaanden sænker det sig fra en Højde af
500 m til det egentlige Lavland, der begynder, hvor de to Floder nærmer sig til hin-
anden (se p. 282). Først fra Bagdad bliver det et frugtbart Lavland, Irak-Aiabi.
e. Den største Del af Arabiens Indre opfyldes af Sten- og Sandørkner, som
kun i Regntiden, Jan.—Dec., dækkes hist og her med Græs. S. lor den syriske Ør-
ken strækker sig Flyvesandørknen Nefud (o: Ørken), 900 m, mod S. til ^amt-
højdedragene, der gaar midt over Halvøen fra Akaba- til Bahreinbugten (Djebel
Adsia Djebel Selman}. Højlandet stiger nu, efterhaanden som man kommer mod S.
Centralørknen Nedsjed (ø: Højland), 1200 m, S. for Granitbjærgene har større
Oaser og er tættere befolket. Men S. for Vendekredsen begynder atter den ødeste
Sandørken, Roba el Khali eller Dehna, der strækker sig helt mod S. til Rand-
biærgene. Hele det Indre, med en Gennemsnitshøjde af 1000—1300 m, har en stor
Lighed med de afrikanske Ørkner. Der er stor Mangel paa Vand, stadig flydende
Floder findes ikke, men blot Bjærgrender, Vadier, som kun fører Vand i Regn-
tiden; en saadan Centralvadi, Vadi Sirhan, løber fra N. til S. 1500 km lang gennem
den syriske Ørken. Heden, som tit stiger til 45 0 C., bliver endnu utaalehgere ved
Samumvinden (Juni—Sept.). Strudse, Gazeller, Løver og Hyæner bebor det Indre.
— En stærk Modsætning til det øde Indre er Randbjærgene med Højder paa over
2000 m, som dels danner Terrasser helt ud til Havet, dels efterlader en smal Kyst;
de har langt mere Fugtighed og danner frugtbare Landskaber. Mindre gælder dette
den nordlige Halvdel af Vestkysten, Hedsjas, hvor Ørkenen naar helt ud til Medina
o<f Mekka (Kyststrækningerne kaldes Gaur eller Tihama); men Halvøens Sydvest-
kyst, Jemen, Oldtidens Arabia felix, er berømt for sin rige Plantevækst og sine
Palmelunde. Ogsaa Sydkysten, Hadramaut, er et frugtbart og godt befolket, om end
smalt Land; men Kysten Oman er atter bredere og med rigelig Fugtighed, et Side-
stykke til Jemen.
Sydasien omfatter Forindien og Bagindien samt de talrige øsstindiske Øei.
a. Forindien adskilles fra det øvrige Asien ved Himalaya, ligesom Italien fra
Evropas Kerne ved Alperne. Omtrent ved en Linje fra Indus’ till Ganges’ Munding
skilles det i to store Trekanter. N. lor den ligger Lavlande*, det kontinentale
Indien kan det kaldes, S. for den Højlandet, det oceanske Indien.
I det indiske Lavland, skelnes tydelig to Dele: en v e s 111 g, der har Form af en
Rektangel med de lo mindre Sider, c. 325 km. mellem Himalaya og den persiske
Havbugt, og de to lange Sider mellem Irans Randbjærge og Dekan; og en østllJ
der strækker sig fra Satledsj til Ganges’ Munding langs Himalayas Sydaffald,
X 50—300 km bredt, 2000 km langt.
Den vestlige, Landet om Indus, er den hedeste og tørreste Del al Hamøen,
da den ikke naas af Sydvestmonsunen, og er derfor væsentlig et Steppe- og Ørken-
land- vel mangler der ikke Floder, men de bryder alle ned Ira Himalaya og gen-
nemfarer med deres rivende Løb Steppen med dybe Dale, hvorimellem der ligger
tørre Flader, Du ab s, der ikke en Gang ved Kunst kan vandes. Det gjælder c og
mindre Femflodlandet eller Pandsjab, da det vandes saa rigeligt af Floder, at de
frugtbare Dale faar Overhaand; herfra maa dog undtages det nordvestlige Hjørne a
Pandsjab mellem Indus og Dsjilam, et 600 m højt tørt Plateau, Sind Sagara.Duab
der mod S. begrænses af Kaladagh eller Saltbjærgene med uudtømmelige Stensalt-
lejer. Men hinsides Dsjilam ligger de af talrige Kanaler gennemskaarne Strækninger,
der i Frugtbarhed staar ved Siden af Gangeslandet. Sydligere i Pandsjab er Mod-
sætningen større mellem de frugtbare Floddale og Steppeflader, særlig udmærker