Sydasiens Jordbundsforhold.
275
sig Satledsjs Dal. Dalstrøget, der følger den nedre Indus, kaldes Sind: det skylder
Indus’ Oversvømmelser sin Frugtbarhed. Induslandet begrænses mod 0. af den
saltholdige Sandørken Thar eller Radsjputåna, 900 km lang, der mod N. naar helt
op til Sarhindsletten mellem Satledsj og Dsjamma, mod S. begrænses den af den
store Saltsump Ran, der skilles fra Havet ved Øen Katsj, og mod SØ. af Aravalli-
bjærgene (se nedenfor); i det Indre har Ørknen kun faa beboede Oaser.
Den østlige Del af Indiens Lavland skilles fra Himålaya ved et kun 40—50 km
bredt sumpet Skovland, Terai, med et uigennemtrængeligt Djunglekrat. Langs Syd-
randen af Terai ligger det frugtbare og tætbefolkede Hindostans Lavland, bestaa-
ende af Alluvialdannelser; jævnt sænker det sig mod 0., gennemstrømmet af Ganges
og dens Bifloder. Ved Flodens Oversvømmelser, de storartede af Englænderne ud-
førte Kanalanlæg og det særdeles rige Nedslag (se p. 78) er det et af Jordens rigeste
Lande; her dyrkes Hvede, Ris, Bomuld og Sukker. Ved Radsjmahal, hvor Ganges
har sine sidste Katarakter, begynder det hede, fugtige og ligeledes overordentlig
frugtbare Bengalen, Landet omkring de forenede Floder Ganges og Brahmaputra;
mod N. begrænses det af Khassiabjærgene (med Toppe til 2000 m) paa Brahmaputras
venstre Bred og strækker sig S. for disse hen til Bagindiens Bjærge; c. 50 m er de
højeste Punkter i dette Lavland. De to Floders egentlige Mundingsland, Sunderbans,
o: tusinde Lavninger, er et Virvar af talløse lave, til Dels oversvømmede Øer, dæk-
kede af et uigennemtrængeligt Djunglekrat; dødbringende Luftarter stiger op af Sum-
pene. Det er Koleraens og Tigerens Hjem.
Plateauet S. for Forindiens Lavland har man tidligere betegnet med eet Navn
som Dekans Højland, men dette Navn gælder kun, som det ogsaa bruges af Eng-
lænderne og Inderne, om Halvøens sydlige Del til Floden Godavery. Strækningerne
N. for denne Flod kan deles i to Dele, et centralindisk og et østligt Plateau;
det hele er c. l2/s Mill. km2. *
Centralindiens Plateau begrænses mod S. af Satpurabjærgene, der begynder mod
V. mellem Floderne Tapti og Narbada (1300 km) som en smal Kæde, men breder sig
mere mod 0., 6—800 m hævet over Sletten. Narbadas Floddal begrænses mod N. af
de lave Vindhiabjærge (i Gennemsnit 600 m, ikke over 900 m); deres Toppe hæver
sig næppe 200 m over det nordligere beliggende c. 450 m høje Malvas Plateau, der
gennemstrømmes af talrige Bifloder til Dsjamna og sænker sig jævnt ned mod NØ.
til Ganges.’ Lavland; mod V. skilles det ved den stejle, smalle Aravallikæde (1000 m)
fra Tharørknen; ved Sydsiden af Aravalli hæver »det isolerede Parti Alubjcerget sig
til c. 1720 m. Narbadas Dal gaar mod Øst over i S jons Floddal, en Biflod til Ganges.
Halvøen Guds jarat er ogsaa et lavt Bjærgland (5—600 m), men skilles fra det indre
Plateau ved Barodasletten. -— Det østlige Plateau strækker sig S. for Satpura-
bjærgene mellem nedre Ganges og Godavery. Det er en lav, usund Højslette, der i
Terrasser falder af til Kysten; N. for Mahanadi (o: store Flod), Højslettens Hoved-
flod, findes der dog enkelte mindre Bjærgmasser, der hæver sig 12—1400 m.
Det tredje Led af Forindiens Plateau er Dekan den sydlige Verdensegn),
strækkende sig mod S. fra Godavery i Øst. Floden Tapti i Vest og Bjærglandskabet
Berar i Midten. Højlandet er væsentlig et Gnejsplateau, mod N. og 0. dækket af ældre
Lag, mod V. er Kridtformationen og vulkansk Trapdannelse fremherskende, hvilken
sidste i Vest-Ghats danner storartede Former. Plateaumassen selv har en Middelhøjde
af 6—700 m. De tørre steppeagtige Egne bliver dog rigelig vandede af Floder, saa at
de er ret frugtbare, særlig gælder det ØstafTaldet af Vest-Ghats; Dekan er det vig-
tigste Sted for Indiens Bomuldskultur. Den vestlige Del af Plateauet er den højeste,
c. 1000 m i Gennemsnit, den østlige er c. 500 m. At Højlandet sænker sig mod 0.,
kan ses af, at de store Floder løber i den Retning, Godavery (□: den kvæggivende),
18*