Nordasiens Jordbundsforhold. De store Flodsystemer.
281
Gihon (Oldtidens Oxus), har Kildefloderne Kisil-su eller Surchab, Pands ja, der nu
anses for den egentlige Kildeflod, og Aksu eller Murgab, der alle kommer fra Pamirs
Højland; Amu-darjas Opland er c. 450,000 km2, dens Længde c. 2500 km. Som Sam-
færdselsmiddel har begge Floder kun ringe Værd.
d. Endelig omtales nærmere de evropæisk-asiatiske Grænsebjærge Ural (Old-
tidens Montes Rhipaei), den gamle Verdens eneste udprægede Meridiankæde, en i
geologisk Henseende meget interessant Bjærgmasse,,Foldebjærge, hvis Midtkerne be-
staar af Granit og krystallinske Skifere med talrige Brud og Nedsænkninger, navnlig
paa Østsiden, der falder brat og stejlt af til det sibiriske Lavland, medens Vestsiden
gaar jævnere over i det evropæiske Rusland. Den følger omtrent den 60. Meridian,
kun mod N. bøjende noget 0. for den. Det er en temmelig ensformig Bjærgkæde
med faa Forgreninger; paa dens Ryg, der har en Gennemsnitskamhøjde af mellem
350 og 450 m, hæver Toppene sig kun forholdsvis lidet i Vejret. — Ikke langt fra
det kariske Hav begynder med Konstantinklipperne den nordlige Del af Kæden, der
kaldes Øde Ural; et lavere og ved Karafloden ganske afsondret Bjærgstrøg, Pae-Choi
(højeste Punkt c. 480 m), gaar fra Vaigatsjøen mod SØ. til Hovedkæden. Øde
Ural, der er mindst kendt, men er den højeste Del — Tøll-pos angives til c. 1690 ni—,
gaar mod S. til omtrent 60° n. Br.; den er bedækket af store Fyrreskove og Tørve-
moser, og langs Affaldene ligger utilgængelige Moradser. Det mellemste Ural
eller de uralske Malmbjærge er den mest kendte Del, da den indeholder uudtømme-
lige Lejer af fine Stenarter, som Marmor og Jaspis, og især paa sin østlige Side er rig
paa Metaller, som Jærn, Kobber, Guld, Sølv og Platina. Den gaar omtrent til Ufas
Kilder, en Biflod lil Bjelaja, 56° n. Br., og er en Del lavere, skønt den helt mod
N. har et c. 1590 m højt Punkt, Kontsjakov. Det sydlige eller skovrige Ural, til 51 0
n. Br., bestaar af tre ved brede Dale adskilte Parallelkæder, hvoraf Uraltau er den
betydeligste, og som er mest sammentrængt mod N.; her ligger de højeste Punkter,
Iremel, 1660 m, og Jamantau, 1645 m. Regnes Uralkæden til 51 0 n. Br., er den
2000 km lang med en gennemsnitlig Bredde af c. 75 km, kun i den sydlige Del er
Bredden større, henved 200 km, men tager man de sydlige Udløbere med, de lave
Mugodsjarbjærge (højeste Punkt c. 570 ni), som danner Vandskellet mellem det
kaspiske Hav og Kirgisersteppen (Emba udspringer her), er den 2600 km og ind-
tager et Fladerum af c. 330,000 km2. Overgangene over Uralbjærgene er lette, og
selve Kammen er i Almindelighed saa afrundet, at Vandskellet mellem Asien og Ev-
ropa ofte er helt ubestemt. Over det laveste Pas, i mellemste Ural, 380 m, fører den
gamle Landevej og Jærnbanen fra Perm til Jekaterinenburg.
De store Flodsystemer. Under Omtalen af Jordbundsforholdene er de fleste af
Verdensdelens Floder berørt, og man har set, hvorledes den hyppige Fremkomst
af kontinentale Flodsystemer begrundes i de mange aflukkede Bækner, hvoraf de
største er Hanhai, Tibet, Iran og den aralo-kaspiske Lavning. Der staar nu tilbage
at følge de store Flodsystemer i deres Sammenhæng.
a. Vestasiens største Flodsystem dannes af Tvillingfloderne Evfrat og Tigris,
hvis hele Opland er over 700,000 km2.
Evfrat (o: meget bred), 2600 km, opstaar af to Kildefloder, Kara-su (□: sorte
Flod) og Murad-su (østlige Evfrat), der udspringer i Armenien 0. for Erzeruni over
2000 m o. H.; efter deres Forening gennembryder Floden i vildt Løb det armeniske
Taurus, 630 m over Havet, og løber mod S. mellem røde Sandstensklipper. Den dan-
ner en Mængde Vandfald og slaar ind mod SV., som om den vilde til Middelhavet,
men ved Biredsjik (340 m o. H.), hvor Nedreløbet begynder, drejer den mod SØ.
I venstre Bred optager den Tsjabur, ellers har den ingen Bifloder i Nedreløbet. —