Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Nordasiens Jordbundsforhold. De store Flodsystemer. 281 Gihon (Oldtidens Oxus), har Kildefloderne Kisil-su eller Surchab, Pands ja, der nu anses for den egentlige Kildeflod, og Aksu eller Murgab, der alle kommer fra Pamirs Højland; Amu-darjas Opland er c. 450,000 km2, dens Længde c. 2500 km. Som Sam- færdselsmiddel har begge Floder kun ringe Værd. d. Endelig omtales nærmere de evropæisk-asiatiske Grænsebjærge Ural (Old- tidens Montes Rhipaei), den gamle Verdens eneste udprægede Meridiankæde, en i geologisk Henseende meget interessant Bjærgmasse,,Foldebjærge, hvis Midtkerne be- staar af Granit og krystallinske Skifere med talrige Brud og Nedsænkninger, navnlig paa Østsiden, der falder brat og stejlt af til det sibiriske Lavland, medens Vestsiden gaar jævnere over i det evropæiske Rusland. Den følger omtrent den 60. Meridian, kun mod N. bøjende noget 0. for den. Det er en temmelig ensformig Bjærgkæde med faa Forgreninger; paa dens Ryg, der har en Gennemsnitskamhøjde af mellem 350 og 450 m, hæver Toppene sig kun forholdsvis lidet i Vejret. — Ikke langt fra det kariske Hav begynder med Konstantinklipperne den nordlige Del af Kæden, der kaldes Øde Ural; et lavere og ved Karafloden ganske afsondret Bjærgstrøg, Pae-Choi (højeste Punkt c. 480 m), gaar fra Vaigatsjøen mod SØ. til Hovedkæden. Øde Ural, der er mindst kendt, men er den højeste Del — Tøll-pos angives til c. 1690 ni—, gaar mod S. til omtrent 60° n. Br.; den er bedækket af store Fyrreskove og Tørve- moser, og langs Affaldene ligger utilgængelige Moradser. Det mellemste Ural eller de uralske Malmbjærge er den mest kendte Del, da den indeholder uudtømme- lige Lejer af fine Stenarter, som Marmor og Jaspis, og især paa sin østlige Side er rig paa Metaller, som Jærn, Kobber, Guld, Sølv og Platina. Den gaar omtrent til Ufas Kilder, en Biflod lil Bjelaja, 56° n. Br., og er en Del lavere, skønt den helt mod N. har et c. 1590 m højt Punkt, Kontsjakov. Det sydlige eller skovrige Ural, til 51 0 n. Br., bestaar af tre ved brede Dale adskilte Parallelkæder, hvoraf Uraltau er den betydeligste, og som er mest sammentrængt mod N.; her ligger de højeste Punkter, Iremel, 1660 m, og Jamantau, 1645 m. Regnes Uralkæden til 51 0 n. Br., er den 2000 km lang med en gennemsnitlig Bredde af c. 75 km, kun i den sydlige Del er Bredden større, henved 200 km, men tager man de sydlige Udløbere med, de lave Mugodsjarbjærge (højeste Punkt c. 570 ni), som danner Vandskellet mellem det kaspiske Hav og Kirgisersteppen (Emba udspringer her), er den 2600 km og ind- tager et Fladerum af c. 330,000 km2. Overgangene over Uralbjærgene er lette, og selve Kammen er i Almindelighed saa afrundet, at Vandskellet mellem Asien og Ev- ropa ofte er helt ubestemt. Over det laveste Pas, i mellemste Ural, 380 m, fører den gamle Landevej og Jærnbanen fra Perm til Jekaterinenburg. De store Flodsystemer. Under Omtalen af Jordbundsforholdene er de fleste af Verdensdelens Floder berørt, og man har set, hvorledes den hyppige Fremkomst af kontinentale Flodsystemer begrundes i de mange aflukkede Bækner, hvoraf de største er Hanhai, Tibet, Iran og den aralo-kaspiske Lavning. Der staar nu tilbage at følge de store Flodsystemer i deres Sammenhæng. a. Vestasiens største Flodsystem dannes af Tvillingfloderne Evfrat og Tigris, hvis hele Opland er over 700,000 km2. Evfrat (o: meget bred), 2600 km, opstaar af to Kildefloder, Kara-su (□: sorte Flod) og Murad-su (østlige Evfrat), der udspringer i Armenien 0. for Erzeruni over 2000 m o. H.; efter deres Forening gennembryder Floden i vildt Løb det armeniske Taurus, 630 m over Havet, og løber mod S. mellem røde Sandstensklipper. Den dan- ner en Mængde Vandfald og slaar ind mod SV., som om den vilde til Middelhavet, men ved Biredsjik (340 m o. H.), hvor Nedreløbet begynder, drejer den mod SØ. I venstre Bred optager den Tsjabur, ellers har den ingen Bifloder i Nedreløbet. —