280
Asien.
Kamtsjatkas Bjærge nærmest ved Halvøens Østkyst betragtes; af de mere end 30
Vulkaner, der rager op over Snegrænsen, er Kliutsjev (Klats jevskaja Sopka, o: Lands-
byen Klutsjis Top) længe blevet anset for den højeste, c. 4800 ni, men Its jins kaja
NV. for den skal være c. 5160 m. En Udløber fra S tanovoibjærgene er de vercho-
sjanske Bjærge, der drejer mod V. og N. og ligesom afgrænser hele den østsibiriske
Halvø. Endog helt mod N., langs Ishavet, fortsættes disse Bjærggrupper — Barynga-
kæden paa Halvøen Taimyr —, som det synes, men de er endnu kun lidet kendte.
b. Vestsibirien bestaar mod N. af Tundraer (o: træløst Sted, finsk: Tun-
tur), der i et 4—800 km bredt Bælte strækker sig langs Ishavet helt hen til Tsjuk-
tsjerhalvøen. Det er Moser, som i den korte Sommer tør omtrent 1 m op og for-
vandles til et uigennemtrængeligt Morads, et Opholdssted for utallige Vandfugle; om
Vinteren hærges Landet af voldsomme Snestorme („Purga“). Mod S. gaar Tun-
draerne over i Steppelandene med lave Højdedrag. Under Polarkredsen begynder de
mægtige Naaleskove, som tiltager i Tæthed mod S. og danner det egentlige sibiiiske
Jagtdistrikt. Sydligere begynder man at kunne dyrke Korn, særlig gælder det om en
c. 400 km bred Stribe, der gaar over hele Sletten, S. for 1 obolsk, hvilken er meget
godt kultiveret.
Dog naar dette Agerland ikke længere end til 55° n. Br.; thi her begynder Kir-
gisersteppen, en Saltsteppe med talrige Saltsøer, særlig mellem Ob og Irtisj; om Som-
meren er Steppen bedækket med frodigt Græs. Af Saltsøerne mærkes Tsjalgar Tengis,
c. 3000 km2, med Irgis floden, Saumal-kul med Tsjufloden (kirg. Tengis, o: Hav, kin.
Sihai, o: Vesthav); Balkasjsøen, c. 20,000 kitf, 270 m o. H., i hvilken Floden Ili fal-
der fra S., er ikke salt (kun indtil 11 m dyb); med sine Arme danner Ili et stort Delta,
Syvflodlandet. Mod 0. forbinder en saltholdig Fure Balkasjsøen med en Række min-
dre Søer, hvoriblandt Ala-kul, som tidligere har dannet een Vandflade.
c. Mod S. gaar Kirgisersteppen over i Turans Lavland, hvortil i videre Forstand
hører hele den aralo-kaspiske Lavning; mod S. begrænses Landet af Irans Højland.
Turans Lavland er ogsaa en Saltsteppe, men i Modsætning til. Kirgisersteppen er
store Dele af det Sandørkner, kaldet Kum; Ager- og England findes kun i smalle
Striber langs Floderne; mellem Sir og Amu ligger Kisil-kum, den røde Ørken, S. for
Amu Turkomanner-Ørknen eller Kara-kum, den sorte Ørken. Mod V. sænker Lav-
landet sig indtil under Havets Overflade. Det kaspiske Hav, Jordens største Indsø,
c. 436,000 km2 (Øerne er c. 2000 km2), ligger 26 ni under Havet. Den har stort Tilløb
(som Emba, Ural, Volga, Terek, Kur), men ved den stærke Fordanpning er Afgangen
næsten større end Tilløbet; i Juni og Juli, naar der er Højvance i Floderne, stiger
Vandstanden. Den mindre nordlige Halvdel til Tereks Munding <g Halvøen Mangisj-
lak, der afskærer Mertvyi-Kultuk, o: den døde Bugt, er meget lav (største Dybde 22
in) med flade Kyster og meget lidt saltsoldig; en Sænkning af lavspejlet paa 20 m
vilde lægge Søen tør her. Den sydlige Del er langt dybere, indti c. 950 m, og langt
saltere; mest saltholdige er Bugterne paa Østkysten, som Karabigas, der har 28,5 %
Salt. Paa den sydlige og vestlige Kyst findes der kun een Landingsplads, Enseli Bug-
ten, og selv der er Brændingen ofte saa stærk, at Landgangen er vanskelig; den nord-
lige Del har derimod gode Havne. Mod 0. skilles Indsøen ved det øde Ust-Urt Plateau
(c. 200 m o. H.) fra Aralsøen; S. for dette Plateau har tidligere de to Søer staaet i
Forbindelse ved Amus Fortsættelse Usboj, men dette Leje er nu udtørret Aralsøen,
af Russerne kaldet det blaa Hav paa Grund af det klare, gennemsigtige Vand, ei
67,800 km2 og ligger 48 m over Havet; den udtørres niere og mere, Dybden er indtil
70 m, Saltholdigheden kun 1 %. Til Søen løber Turans to Hovedfloder. Den nordlige.
Sir-darja eller Sihon (Oldtidens Jalartes), hvis Opland er c. 280,000 km2 (Længden
henved 2900 km), har til Kildeflod Narin (se p. 268); den sydlige, Amu-darja eller