312
Asien.
sierne, Kshatriyas, Krigerne, Vasyas, Købmændene og Agerdyrkerne, og endelig
Sudras, Haandværkerne og Arbejderne, Urindvaanerne, som har antaget den brah-
manske Tro, har derved beholdt deres personlige Frihed; men hvor der gjordes Mod-
stand, som i Dekan, fratoges al Frihed dem, og saaledes opstod den afskyede Kaste
Pariaerne. Skønt Englænderne har gjort alt for at udrydde Kasteaanden, er den dog
saa indgroet, at den endnu er den største Hindring for Udbredelsen af den evropæi-
ske Civilisation og Kristendommen.
Buddhismen optraadte som en Opposition med Brahmalæren. I første Halvdel
af det 6. Aarhundrede f. Kr. fødtes Kongesønnen Gautama, som senere fik Navnet
Buddha, o: Oplyseren. Han forkastede Brahmalærens Guder og Kastevæsnet og
vendte sig til det lavere, foragtede Folk. Det første Skridt til Lykken er at erkende,
at alt paa Jorden er Synd; at kue Lidenskaberne og forberede sig til gennem Sjæle-
vandringen fra Trin til Trin at gaa over i Nirvana, det store Intet, den evige Ro, ved
et indadvendt Tankeliv og Bøn, er det eneste, den Troende har at gøre. Buddhas
Lære, der prækede Ydmyghed og Kærlighed til Næsten, udbredte sig hurtig efter
hans Død, og han blev selv betragtet som Gud; men i det 6. og 7. Aarhundrede blev
Buddhismen under blodige Kampe udryddet i hele Forindien; kun paa Ceylon har
den holdt sig; men hos de mongolske Folk i Bagindien, Kina og Japan har den faaet
stor Udbredelse.
Inderne har tidligere haft en stor Kultur og ydet betydeligt baade i materiel og
aandelig Henseende, Digtekunst og Videnskab stod højt hos dem; men i det sidste
halvandet Aartusinde har de paa Grund af de Baand, Religionen har lagt paa al Ud-
vikling, staaet stille, og de har for længe siden ophørt at være det herskende Folk
paa Halvøen; den gamle Tapperhed og Energi er veget for Slappelse og Ligegyldig-
hed. Vel forfaldt deres Riger snart igen; men 1525 stiftede den mongolske Sultan
Baber den store Moguls Rige; i det næste Aarhundrede havde det udbredt sin Magt over
hele Indien, kun Maharatterne holdt sig selvstændige. Samtidig med dette Riges Stif-
telse var der kommet en ny og vigtig Faktor til: Evropæerne havde begyndt deres
Kolonisation. Først var det Portugiserne, deres Hovedstacd var Goa; men de for-
trængtes snart af Hollænderne, som dog mere lagde Vægten paa Besiddelserne blandt
de østindiske Øer; det hollandsk-østindiske Kompagni, stiftcet 1602, fik sit Midtpunkt
i Batavia, kun Ceylon og nogle enkelte Stationer paa Fastlamdet havde de i Forindien.
Ogsaa de Danske anlagde en Koloni i Trankebar 1618 (det dansk-østindiske Kom-
pagni var stiftet 1616). Langt vigtigere for Forindiens Skæbne vai Oprettelsen al
det engelsk-østindiske Handelsselskab Aar 1600. I Begyndelsen var dets Fremskridt
dog kun ubetydeligt, først 1648 grundedes den første Koloni i Madras, og da Stor-
mogulens Rige i det 18. Aarhundrede opløstes i mindre Stater, optraadte det som
Erobrer og udvidede hurtigt sin Magt. Ogsaa Franskmændene, der 1664 havde grund-
lagt et østindisk Kompagni, benyttede sig af det mongolske Riges Forfald og satte
sig fast paa Østkysten i Surat; men Englænderne fortrængte dem efterhaanden og
tvang dem ved Freden i Paris 1763 til ikke mere at holde Tropper i Indien; under
Lord Clive fik Englænderne Bengalen fra Stormogulen 1761, og Warren Hastings
(1771—85) inddrog Benares; eftei- Krigene med Hyder Ali og Sønnen Tippo Saib,
Herrer i Riget Maisur, fik de ved Aar 1800 store Landstrækninger i Dekan, og Kom-
pagniets Magt i Forindien var sikret. I Krigene 1818—22 maatte de fleste Maharat-
fyrster underkaste sig, 1826 udvidede Kompagniet sin Magt mod Øst, idet det fik
store Dele af Barma og det vestlige Bagindien; 1849 indlemmedes Sindh og Pandsjab,
og senere har Englænderne stadig udvidet deres Herredømme.
Ikke en Gang den store Opstand 1857, der navnlig blev sat i Scene af Muhame-
danerne, Englændernes værste Fjender, har standset Fremgangen. Den havde blot til
■