Britisk og fransk Bagindien. 327
Vegetationen er som paa Andamanerne meget rig, især paa Kokuspalmer. Beboerne,
6300 (1901), er nærmest Malayer. De Danskes Kolonisationsforsøg, baade i det 18.
Aarhundrede (1756), da de kaldtes Frederiksøerne, og i det 19. (1846—1856), er
strandede, navnlig paa Grund af det usunde Klima; 1869 besattes de af England.
Malaystaterne paa den over 150,000 km2 store Halvø Malakka (Tanah Malaya,
□ : det malayiske Land) var næsten helt ukendte indtil for c. 40 Aar siden, da en
Del af dem 1874 gav sig ind under Englændernes Beskyttelse; efterhaanden er
andre fulgte efter, og nu har de saa godt som helt Herredømmet over Halvøen med
Undtagelse af Nordøstkysten og en mellemste, smal Del, som endnu hører under
Siam (Nordvestkysten hører under det alt beskrevne Nedre Barma).
De 4 Stater paa Sydspidsen, der siden 1895 danner et Forbund under Englands
Protektorat („The Federated Malay States“), er Perak, c. 20.000 km2 med 494,100
Indb. (1910), Selangor, c. 8300 km2 med 294,000 Indb., og Negri Sembilan (med
Dsjebilu og Sungei-Udsjong), c. 6700 km2 med 130,200 Indb., alle tre ved Vestkysten,
samt Pahang paa Østkysten, c. 36,200 km2 med 117,600 Indb. Befolkningen bestaar
af Malayer og Kinesere foruden en Del Indokinesere o. a. (1901 var der af 679.000
c. 312,000 Malayer, 300,000 Kinesere og 58,000 Indokinesere). De rigt udstyrede
Lande er gaaede betydeligt frem under det engelske Herredømme; der udføres Gutta-
perka, Kautsjuk, Sukker, Tapioka, Kopra m. m., men det vigtigste Produkt er Tin.
hvorpaa især de tre førstnævnte Staler er rige; af de c. 97,000 Tons, der indvandtes
1906 paa hele Jorden, kom henved 60,000 herfra. Den største By er Selangors
Hovedstad Kvala Lampur, c. 45,000 Indb.
Foruden disse Stater er Riget Dsjohor (Johore), paa Sydspidsen c. 23,600 km2
med c. 200,000 Indb., engelsk Vasalstat siden 1885 (Hovedstad er Dsjohor-Bharu),
ligesom ogsaa%e N. for de forbundne Stater beliggende Riger Tringganu, Kelantan
og Kedah, tils. c. 38.600 km2 med c. 600,000 Indb., der i 1909 er afstaaede af Siam til
England som Protektorater.
* IL Fransk Bagindien
eller Indo-Chine, som det kaldes siden 1887, omfatter nu hele den østlige Del af
Bagindien fra Kap Camau til Kinas Sydgrænse, mod V. begrænses det i det væsent-
lige af Mekong, kun mod SV. gaar det med Kambodja betydeligt over denne Flod.
Det bestaar af Kotsjinkina, Kambodja, Annam, Tonkin og Laos samt det lille af
Kina afstaaede Territorium Kvang-tsjou paa Halvøen Leitsjou og er ialt c. 803,000
km2 med 16,990,200 Indb. (1911), der overvejende er Annamiter (henved 14 Mill.),
desuden Kambodj^re og Malayer (c. 1 Mill.), Indokinesere (henved 1 Mill.), c.
300.000 Kineserg og 24,000 Evropæere. De allerfleste er Buddhister, af Kristne skal
der være c. 1 Mill. Det er gennemgaaende frugtbare og rige Lande, men med et hedt
og usundt Klima; Frankrig har gjort meget for al hæve dem ved Anlæg af Veje,
Jærnbaner, Kanaler, Afvanding af Sumpegne og kunstig Vanding af Risegnene.
Den vigtigste Udførsalsartikel er Ris (1907 over 1,4 Mill. Tons), dernæst Bomuld,
Majs, Peber, Huder, Silke m. m., af Mineralier udføres især Kul og Tin; i 1910
var Værdien af Indførslen c. 238,7, af Udførslen 295,5 Mill. Fr.; der indgik
2073 og udgik 1971 Skibe med henholdsvis c. 2,u og 2,i Mill. Tons. Af Jærn-
baner var der 1911 1756, af Telegraflinjer over 14,000 km. Landene
styres af en Generalguvernør med en Generalsekretær. Hæren bestod 1911 af
c. 11,700 franske og 13,800 indfødte Tropper, F 1 a a d e n af 24 Skibe foruden nogle
mindre Baade, med en Besætning af 4500 Mand. Budgettet 1911 lød paa:
Indtægter og Udgifter tils. c. 57,5 Mill. Pjastre (en P. = c. l,go Kr.).