De østindiske Øer. Philippinerne.
337
af Udførslen c. 40,6 Mill. Philippinerdollars (1 P. = c. l,90 Kr.), deraf Manila-
hanip c. 16,5, Kopra 10.6, Sukker 7,2 og Tobak 4,4 Mill.; i 1911 var der af J æ r ri-
bane r 1750 og af Telegraflinjer c. 7100 km. Hæren bestod 1903
af c. 17,500 Mand. Budgettet 1909—10 lød paa: Indtægter c. 150, Udgifter
115,4 Mill. Philippinerd.
Den største 0 i den nordlige Gruppe er Luzon, c. 105,000 km2 med c. 3,8 Mill.
Indb.; af dens mange Vulkaner nævnes den 2520 m høje May .on (Albay) paa den
sydøstlige Halvø Camarines, af Floderne Cagayan, Pampanga og Pasig. Ved den
sidste paa Vestkysten ved en stor Bugt ligger Hovedstaden Manila, med dens Havn
Cavite 234,000 Indb.; det Indre ligner helt en spansk By med store Pladser og mange
Kirker og Klostre, men udenom findes en Mængde Forstæder, deriblandt en kine-
sisk; en af dem, paa Flodens højre Bred, Binondo, er især Midtpunkt for Handelen
og Industrien, navnlig Cigarfabrikationen. Af andre Byer nævnes Banan, 39,000
Indb., Lipa, 37,000 Indb., og Batangas, 33,100 Indb., alle ved Sydkysten, og Laoang,
34,500 Indb., paa Halvøen Camarines. — S. for Luzon ligger Vasayasgruppen (Spa-
niernes „Islas de los Pintados“, o: de Tatoveredes Øer), hvoriblandt Mindoro (c.
11.000 km2), Negros (c. 12,000 km2), Cebu (4700 km2), med den vigtige Havnestad
af s. Navn, 31,100 Indb., Samar (c. 13,400 kitf), Panay (c. 12,000 km2) med Byen
Iloilo, 19,000 Indb., og Leyte (c. 7000 km2) med Byen Baybay, 23,000 Indb. — Fra
Mindoro til Borneo strækker sig den langagtige Palavangruppe, c. 14,000 km2 med
c. 68,000 Indb. — Den sydligste 0 i Arkipelaget er Mindanao, o: Søernes Land,
c. 94,000 km2 med c. 500,000 Indb., hvoriblandt mod V. de ilde berygtede Moros,
muhamedanske Malayer. — De af Spanierne 1876 besatte Sulu (Jolo) Øer med
Basilan mellem Mindanao og Borneo, c. 3700 km2 med c. 100.000 Indb., afstodes
sammen med Philippinerne til Fristaterne.
4 12. Kina.
1. Historiske og politiske Forhold.
Kina er Asiens og næst det russiske og britiske Rige Verdens største Rige. Op-
rindelsen til Navnet Kina (Marco Polo kaldte det Cathay) vides for øvrigt ikke, og
Kineserne selv kender det ikke. De har mange Betegnelser for det, saaledes Tien-
hio, o: „under Himlen“, Tsjungkvo, o: „Riget i Midten“, eller, som det sidste Dyna-
sti kaldte det, Tatsingkvo, o: det store, rene Rige“.
Kinesernes Sagnhistorie, der gaar længere tilbage end alle andre Rigers, menes
at være afsluttet omtrent ved Midten af det 3. Aartusinde f. Kr. Allerede da var det
et kraftigt Rige, men væsentlig indskrænket til Landet om Hoangho. Fra denne
Begyndelse udvidede det sig, navnlig erobredes hele Sydkina; mod N. beskyttedes
det for Indfald ved den kinesiske Mur, der skal være opført fra det 3. til det 16.
Aarhundrede. Indtil ind i det 13. Aarhundrede eft. Kr. regerede indfødte Dynastier,
da bemægtigede Mongolerne under Kublai Khan sig Riget 1279 og havde det om-
trent et Aarhundrede. Med Dynastiet Ming kom atter de Indfødte til Magten 1368,
og Riget havde en fredelig, blomstrende Periode, indtil dette Dynastis Magt for-
faldt, og da den sidste Kejser indkaldte Mandsjuerne mod Oprørerne, erobrede
disse Kina, og deres Dynasti Tatsing regerede lige til 1912, da Riget blev en Republik.
Det er under Mandsjuernes Dynasti, al Kineserne især har udvidet deres Rige;
først satte de sig fast i Mongolid og Tibet og koloniserede Formosa, men især i
del 18. Aarhundrede under Kienlung gjorde de store Erobringer dels i Turkestan,
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog. 22