Kina. Religion, Næringsveje, Regering.
341
er særdeles vigtig; Kina er det Land, der ved Siden af Japan producerer mest Silke;
Opiumsdyrkningen er taget betydelig til i de senere Aar (især i Provinsen
Ssetsjevan), saa at Indførslen er taget af. Ogsaa maa Dyrkningen af Panax (Ginseng),
der i Kina betragtes som et vigtigt Lægemiddel, og Galæbler nævnes. Kvægavlen
er som i de fleste østasiatiske Lande ikke særlig udviklet; alle vore Husdyr findes
vel, men kun Svin og Fjerkræ har Betydning. Bjergværksdriften staar
ikke højt, uagtet Landet vistnok er rigt paa Mineralier, som Guld, Sølv, Kobber,
Tin, hvoraf der udføres en Del, Kviksølv, Jærn og især Kul; den hæmmes ved
Kinesernes Tro paa, at man forstyrrer Fædrenes Fred ved at grave i Jorden. Af
Industrivarer nævnes særlig Silketøjer, Porcellæn, Papir, Arbejder i Træ og
Elfenben, lakerede Sager. Den udenlandske Handel har taget et betydeligt Op-
sving ved Havnenes Aabning. I 1911 var Værdien af Indførslen c. 471,5, af
Udførslen over 377,3 Mill. Haikuan-Taels (en H. = c. 2,40 Kr.); de vigtigste Ind-
førselsartikler var Bomuldstøjer og -garn (c. 140,5 Mill.), Opium (48,2), Ris (18,7),
Sukker (22,6) og Petroleum (34,g); af L'dførselsartiklerne nævnes Raasilke (74,5
Mill.), Te (38,3), Bomuld (21,6), Huder (16,5), Silkevarer (18,2), Sesam (11,7) og
Olie (14,6). I 1910 løb ind og ud i de kinesiske Havne i alt 219,810 Skibe (1911:
193,398) med 88,776,689 Tons, deraf 96,196 Dampskibe med over 82,3 Mill. Tons;
efter kinesiske Skibe var de fleste britiske og japanske; Handelsflaaden be-
stod 1911 af 61 Dampskibe med 90,662 Tons Dr. og et Sejlskib. Medens Vejene er
daarlige og slet vedligeholdte, har den indenlandske Handel i det egentlige Kina
gode Betingelser i de sejlbare Floder og Kanaler, og nu begynder ogsaa Jærn-
b aner ne („Ildhestene“), som Regering og Folk før har været saa fjendtlige
imod, at komme til. Den første, af Englændere i 1876 anlagte Bane (18 km) mellem
Sjanghai og Vutsjong blev hurtig afbrudt; en halv Snes Aar efter var der atter
gjort en Begyndelse, men først fra 1897, da Banen mellem Peking og dens Havn
Tientsin aabnedes, er det blevet mere til Alvor; 1911 var der 8697 km Jærnbaner,
og store Anlæg er under Bygning. Af Telegraflinjer, som har fundet lettere
Indgang, var der 1911 c. 82,344 km.
Regeringsformen, der tidligere var et uindskrænket patriarkalsk Ene-
herredømme, er fra Febr. 1912, i alt Fald foreløbig, republikansk. Den alle-
rede før Oprørets Udbrud sammenkaldte Nationalforsamling havde til Slutningen
af 1912 og Begyndelsen af 1913 udskrevet Valg til et Parlament, der skulde bestaa
af et Senat og et Underhus; Senatet skulde hovedsagelig vælges af Pi’ovinsraadene
og Mongoliet, Tibet og Mandsjuriet, og dets Medlemmer vælges paa 6 -Aar; Under-
huset skulde vælges af Folket, et Medlem for hver 800,000 Mænd, og bestaa af c.
600 Medlemmer, valgte paa 3 Aar, ogsaa til Underhuset skulde de tre Lande sende
Repræsentanter; 1913 blev de to Kamre og en Præsident valgte. Men Landet er
vistnok stadig til Dels i Oprørstilstand.
I Spidsen for Provinserne staar Guvernører med en Mængde Embedsmænd
ved Siden; men paa Grund af det ringe Antal Militær og Politi har mange Byer
hidtil næsten selvstændig styret deres Anliggender, og Regeringen har været til-
freds, naar den blot fik Skatterne, som inddreves af den daarligt lønnede og for-
dærvede Embedsstand, saaledes at der gik en stor Del i dens egen Lomme.
Om Hærens Størrelse er det ikke godt at sige noget paa det nuværende
Tidspunkt, tilmed da den er under Reorganisation. Efter nogle angives Freds-
Styrken til c. 106,500 Mand. Efter den nye Ordning af 1901 skal den bestaa i alt
af 36 Divisioner, 1911 var der 13 fuldstændige, hver paa c. 11,000 Mand (paa
Krigsfod c. 17,000). Af de ældre Troppeafdelinger er nogle opløste, andre om-
dannede, maaske udgør de i alt c. 200.000 Mand; endelig er der en over hele Riget