340
Asien.
klaring af de gamle Klassikere uden den mindste Aandsfiiihed og Selvstændig-
hed.1)
Man skelner i Folket mellem Ziu, Pøblen, hvortil Slaverne og Skuespillerne
hører, Mau, o: Landstrygerne, og Liang, „den agtværdige Klasse“. Til den sidste
hører i) Adelen, Kejserhusets Slægtninge, Statsembedsmændene, Mandarinerne og
alle Studerende; 2) Bønderne, den agerdyrkende Klasse, der staar højst næst Ade-
len, 3) Haandværkere, Kunstnere, Fiskere og Sømænd og 4) Købmænd. Mandari-
nerne (et portugisisk Navn, der skal komme af Sanskrit: Mantrin, o: Raadgivei)
deles (eller deltes) i 9 Klasser og skelnes ved forskelligfarvede Knapper i Huen,
Broderier paa Dragten osv.
Det kinesiske Riges Statsreligion er Confucius’, Kongfutses Lære. Confucius
optraadte i det 6. Aarhundrede f. Kr., efter at hans ældre Samtidige Laotse allerede
havde prædike! „Fornuftens Lære“, som Reformator af Kinesernes gamle Religion;
hans Lære er en panteistisk Moralfilosofi, der opstiller en evig skabende Kraft, hvis
Personifikation er Himlen og Stjernerne, og et evigt Urstof; der er ingen ydre Guds-
tjeneste, ingen Præster og Templer. Confucius’ Lære er de Lærdes og dannede Klas-
sers Religion. Stor Udbredelse har Buddhismen eller, som den her kaldes, Fos Lære
(Fo, ø: Buddha); de lavere Klasser af Folket, ligesom ogsaa Mandsjuerne bekender
sig til denne Lære. En tredje Form er I aoismen, Laotses Læic, en Slags Ratio-
nalisme, blandet med Overtro, særlig udbredt blandt de Lærde; for Resten er den
og Confucius’ Lære og Buddhismen i Tidens Løb saaledes blandede sammen, at de
fleste kun kender Forskellen af Navn. Muhamedanere, c. 30 Mill., findes især i
Øst-Turkestan, Jynnan og Provinserne Sjensi og Kansu. Af Jøder er der nogle Tu-
sinde, især i Havnestæderne. Skønt Kineserne ogsaa har deres Asketer, er Folket i
det hele ligegyldigt i religiøs Henseende, deres Gudstjenester bestaar i det mindst
mulige, deres Guder maa nøjes med Paukeslag, Ofringer af fo>rgyldte Papirstrimlei
og deslige, og Templerne benyttes ofte af Staten til Pakhuse celler Indkvarteringer.
Det er denne Mangel paa religiøs Iver, der har lagt Kristendommens videre Udbre-
delse Hindringer i Vejen (Nestorianerne var de første, der fforkyndte Læien hei,
i det 16. Aarhundrede fulgte Jesuiterne), men paa den andem Side har den ogsaa
til Dels forhindret blodige Kristenforfølgelser; 1912 var der dog c. 1,350,000 Ro-
mersk-Katolikker og 280,000 Protestanter.
Næringsveje. Det egentlige, Kina er et af de rigeste og frugtbareste Lande
paa Jorden. Agerbruget, der i Kinesernes Øjne er den ærefuldeste Beskæfti-
gelse, staar overordentlig højt; ved udmærket Dræning og Gødning har Befolknin-
gen forvandlet Landet til en eneste dyrket Mark. Det fornemste Produkt og Kine-
sernes første Næringsmiddel er Ris, hvoraf der ikke dyrkes tilstrækkeligt til Be-
folkningens Behov, saa al der maa indføres, navnlig fra Bagindien; bedst trives
det i hele Kystlandet og i de mellemste og sydlige Provinser, hvor der ogsaa
dyrkes Bomuld (et meget vigtigt Produkt, der dyrkes næsten i alle Provinser),
Sukkerrør (især i Kvangtung og Fokien), Betel, Olieplanter, Pebei, Kiyddeiier og
Sydfrugter; i de nordlige Provinser dyrkes navnlig Hvede, Byg og Tobak. Særlig
maa mærkes Teen, der trives bedst mellem 27 og 30° n. Br.; le er en Livs-
fornødenhed for Kineserne, „den er et Middel mod Fedme og holder Mennesket
vaagen“. Te er en af Kinas vigtigste Udførselsartikler, Udførslen af le staar kun
tilbage for Indiens. Mod V. paa Højsletterne dyrkes Rhabarber. Silkeavlen
>) Den første Grad af Eksaminer, Siutsai (blomstrende Talent), gav Adgang til den lærde Stand, den
anden, Kujon (befordret Mand), til Statsembeder, den tredje, Chinsjih (omtr.lig vor Doktort,. til dejhøj-
este Æresposter. — En Forordning fra den senere Tid, som SJQyde Kendskab til eyropæiske 5 iden
skaber til Betingelse for at opnaa Statsembeder, var et fuldstændigt Brud paa I raditionerne, der blev
fortsat med nye Forordninger, og endelig blev hele Systemet omstyrtet i 1904.