Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
FJERDE KAPITEL AFRIKA § 1. Almindelig Oversigt. a. Navn og Opdagelse. Hvoraf Navnet Afrika kommer, ved man ikke (maaske det er al fønikisk Oprindelse; et lille Kystlandskab ved Karthago kaldtes Afer). Grækerne opfattede ikke den Del. som de kendte, som en særegen Verdensdel, de kaldte Landet Libyen (Libu, Ægypternes Navn for de dem omgivende Lande) og regnede det til Asien. Navnet Afrika betegnede i Begyndelsen kun den romerske Pro- vins, der omfattede Karthago og Omegn, først senere under Kejsertiden brugtes det om alt, hvad man kendte af Verdensdelen. Undersøgelsen af Afrika hører til de vanskeligste og møjsommeligste Opgaver. Kysterne er for det meste lidet tilgængelige, intetsteds letter dybe Indskæringer af Havet Tilgangen, der er kun f'aa Floder, hvis Sejlbarhed tilmed betydelig forringes ved de mange Katarakter, store Dele af det Indre er Ørkner; dertil kommer et dræ- bende Klima og en fanatisk, vild Befolkning. Den Rejsende, der vover sig derind, sætter sit Liv paa Spil. Det er ogsaa derfor, at Undersøgelsen kun langsomt er skre- det frem trods Oldtidens forholdsvis betydelige Kendskab til Verdensdelen, og det er egentlig først i vor Tid, at der er blevet kastet Lys over det afrikanske („mørke“) Fastland i dets Helhed. Alle Kræfter, som Erobringslysten, Handelsinteresser, Iver i religiøse og filantropiske Øjemed og videnskabelig Videbegærlighed har kunnet opdrive, er sat i Bevægelse; hertil kommer de sidste Aars „Deling“ af Afrika mellem de evropæiske Magter, som i høj Grad har bidraget til at gøre Landene bekendte, og den Tid er nu forbi, da man kunde sige, at man kendte Maanens Overflade bedre end det indre Afrika. Oldtidens Kendskab til Verdensdelen var som sagt ikke ringe. De gamle ægyp- tiske Konger trængte gennem Nildalen paa deres Krigstog temmelig langt ind i det Indre. Fønikerne anlagde talrige Kolonier paa Afrikas Nord- og Vestkyst indtil S. for Kap Bojador; især fra deres vigtigste Koloni Karthago, anlagt i det 9. Aarhun- drede f. Kr., strakte deres Handelsforbindelser sig langt mod S., endog til Nigir, og Madeiragruppen og de kanariske Øer besattes. Deres største Bedrifter, fønikiske Sø- mænds (formentlige) Omsejling af Afrika paa Ægypterkongen Nekos Foranstalt- ning c. 610 f. Kr., og Karthageren Hannos Opdagelsesrejse langs Vestkysten gennem Senegambien til Sierra Leonekysten omkring 460 blev dog uden Resultater. Græ- kerne havde allerede tidligt Kendskab til Verdensdelen, som vi ser det af de home- riske Digte og Herodot; senere udvidede græske Geografer som Eratosthenes, Poly- bios og Strabo Kundskaben. Men det var dog kun Nordafrika, de vidste noget om. Oldtidens højeste Viden repræsenteres af Ptolomæos i Slutningen af det 2. Aarhun- drede eft. Kr.; han kendte den blaa Nils Kilder og afledede den hvide Nils Udspring H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog. 24