Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
 370 Afrika. ■ fra nogle Søer ved Foden af Maanebjærgene, Antydninger, hvis Rigtighed den nyeste Tids Undersøgelser overraskende nok har bekræftet. Paa samme Tid lærte man ved Handelsforbindelsen med Indien noget af Østkysten at kende, man naaede endog ned til Madagaskar. — Romerne har kun gjort lidet for Udvidelsen af Syns- kredsen, det var kun de militære Ekspeditioner, som Toget op ad den hvide Nil til c. 9 0 n. Br. under Nero og en Ekspedition til Sudan ved Slutningen af det 1. Aarhun- drede, der fik nogen Betydning. I Forhold til Oldtiden staar Middelalderen langt tilbage; for Evropa var Afrika t en Æventyrets Verden, som kunde huse alle Fabler. Kun Araberne og senere Portu- giserne har ydet noget betydeligt. I det 7. Aarhundrede trængte Araberne ind i Nord- afrika, og deres Geografer, som Leo Africanus, foretog talrige Rejser. I det Indre naaede Araberne til Nigir og derfra mod 0. ind til Tsadsøen; de bragte jo ogsaa Kamelen med dem, hvorved Ørknerne blev mere tilgængelige; paa Østkysten naaede de endog til 25° s. Br. og grundede her flere betydelige Handelspladser; de kendte ogsaa Madagaskar, som de kaldte Maaneøen (Ouamara). Italienske Købmænd fore- tog ligeledes betydningsfulde Rejser i Middelalderen, dels i Nillandene — Sagnet om Præsten Johannes’ kristne Rige i Abessinien bidrog til at befordre disse Rejser —, dels ned ad Vestkysten. Men det vigtigste Fremskridt i Kendskabet til Verdens- * delen skete dog ved Portugisernes Bestræbelser for at finde Søvejen til Indien om- kring Afrika. Da Henrik Søfareren, som ledede Opdagelserne, døde 1460, var man naaet til Ækvator; 1486 naaede Bartolomeo Diaz det stormende Forbjærg, som Kong Johan II omdøbte til det gode Haabs Forbjærg; og 1497 omsejlede Vasco da Gama det og sejlede langs Østkysten til Malindi, 3^40 s- Br-, hvorfra han styrede direkte over til Indien (1498). Man kendte Verdensdelens Omrids; det Indre stod nu tilbage. Men det gik kun langsomt i den nyere Tid; man indskrænkede sig til at an- lægge smaa Kolonier paa Kysterne; Portugiserne gjorde vel Rejser ind i Verdens- delen for at bringe Forbindelse til Veje mellem deres Kolonier paa Vest- og Øst- kysten, men snæverhjærtet Handelsaand forbød dem at bringe Udbyttet af disse Rejser til Verdens Kundskab. Kun Hollænderne foretog en større Kolonisation, da de 1652 anlagde Kapstaden og derfra trængte frem til Oranjefloden; andre tog Del i Kolonisationen paa Vestkysten som Brandenburg og Danmark ved Øvre Guinea, og Franskmændene var allerede 1626 komne til Senegal. Først ved Slutningen af det 18. Aarhundrede begyndte videnskabelige Forskere alvorligt at tage fat paa Op- gaven. Efter at flere Rejsende, saaledes Karsten Niebuhr (1761), men fremfor alle James Bruce, der omkring 1770 trængte frem til den blaa Nils Kilder, havde givet Stødet, oprettedes 1788 Association for promoting the discovery of the interior parts of Africa i London, og dermed tog den systematiske Undersøgelse sin Begyndelse. Del er mest Englændere, Franskmænd og Tyskere, der deler Æren for de storartede Opdagelser, som er fulgte Slag i Slag siden den Tid. Der maa først nævnes Mungo Parks Rejse til Senegambien 1795—97, paa hvilken han naaede Nigir; paa sin anden Rejse sammesteds blev han dræbt 1806. Noget tidligere (1798—1801) trængte Horne- mann fra Ægypten gennem Fessan ligeledes frem til Nigir; Burckhardt berejste Nil- landene 1809—14; af de mange andre Rejsende her nævnes Lepsius og Brødrene d’Abbadie. Oudney, Denham og Clapperton undersøgte 1822—24 Egnene omkring Tsadsøen og bragte de første Efterretninger om Rigerne i Sudan; Clapperton om- kom paa en anden Rejse i Sudan 1825, men hans Tjener Lander bragte hans Dag- bog til Evropa og undersøgte 1830 Nigirs nedre Løb og Munding. Caillé rejste 1826—28 gennem Sahara til Timbuktu. Især fra Midten af det 19. Aarhundrede er Rejserne tagne stærkt til. Her nævnes1