370
Afrika.
■
fra nogle Søer ved Foden af Maanebjærgene, Antydninger, hvis Rigtighed den
nyeste Tids Undersøgelser overraskende nok har bekræftet. Paa samme Tid lærte
man ved Handelsforbindelsen med Indien noget af Østkysten at kende, man naaede
endog ned til Madagaskar. — Romerne har kun gjort lidet for Udvidelsen af Syns-
kredsen, det var kun de militære Ekspeditioner, som Toget op ad den hvide Nil til c.
9 0 n. Br. under Nero og en Ekspedition til Sudan ved Slutningen af det 1. Aarhun-
drede, der fik nogen Betydning.
I Forhold til Oldtiden staar Middelalderen langt tilbage; for Evropa var Afrika t
en Æventyrets Verden, som kunde huse alle Fabler. Kun Araberne og senere Portu-
giserne har ydet noget betydeligt. I det 7. Aarhundrede trængte Araberne ind i Nord-
afrika, og deres Geografer, som Leo Africanus, foretog talrige Rejser. I det Indre
naaede Araberne til Nigir og derfra mod 0. ind til Tsadsøen; de bragte jo ogsaa
Kamelen med dem, hvorved Ørknerne blev mere tilgængelige; paa Østkysten naaede
de endog til 25° s. Br. og grundede her flere betydelige Handelspladser; de kendte
ogsaa Madagaskar, som de kaldte Maaneøen (Ouamara). Italienske Købmænd fore-
tog ligeledes betydningsfulde Rejser i Middelalderen, dels i Nillandene — Sagnet om
Præsten Johannes’ kristne Rige i Abessinien bidrog til at befordre disse Rejser —,
dels ned ad Vestkysten. Men det vigtigste Fremskridt i Kendskabet til Verdens- *
delen skete dog ved Portugisernes Bestræbelser for at finde Søvejen til Indien om-
kring Afrika. Da Henrik Søfareren, som ledede Opdagelserne, døde 1460, var man
naaet til Ækvator; 1486 naaede Bartolomeo Diaz det stormende Forbjærg, som
Kong Johan II omdøbte til det gode Haabs Forbjærg; og 1497 omsejlede Vasco da
Gama det og sejlede langs Østkysten til Malindi, 3^40 s- Br-, hvorfra han styrede
direkte over til Indien (1498). Man kendte Verdensdelens Omrids; det Indre stod
nu tilbage.
Men det gik kun langsomt i den nyere Tid; man indskrænkede sig til at an-
lægge smaa Kolonier paa Kysterne; Portugiserne gjorde vel Rejser ind i Verdens-
delen for at bringe Forbindelse til Veje mellem deres Kolonier paa Vest- og Øst-
kysten, men snæverhjærtet Handelsaand forbød dem at bringe Udbyttet af disse
Rejser til Verdens Kundskab. Kun Hollænderne foretog en større Kolonisation, da
de 1652 anlagde Kapstaden og derfra trængte frem til Oranjefloden; andre tog Del
i Kolonisationen paa Vestkysten som Brandenburg og Danmark ved Øvre Guinea,
og Franskmændene var allerede 1626 komne til Senegal. Først ved Slutningen af
det 18. Aarhundrede begyndte videnskabelige Forskere alvorligt at tage fat paa Op-
gaven. Efter at flere Rejsende, saaledes Karsten Niebuhr (1761), men fremfor alle
James Bruce, der omkring 1770 trængte frem til den blaa Nils Kilder, havde givet
Stødet, oprettedes 1788 Association for promoting the discovery of the interior parts
of Africa i London, og dermed tog den systematiske Undersøgelse sin Begyndelse.
Del er mest Englændere, Franskmænd og Tyskere, der deler Æren for de storartede
Opdagelser, som er fulgte Slag i Slag siden den Tid. Der maa først nævnes Mungo
Parks Rejse til Senegambien 1795—97, paa hvilken han naaede Nigir; paa sin anden
Rejse sammesteds blev han dræbt 1806. Noget tidligere (1798—1801) trængte Horne-
mann fra Ægypten gennem Fessan ligeledes frem til Nigir; Burckhardt berejste Nil-
landene 1809—14; af de mange andre Rejsende her nævnes Lepsius og Brødrene
d’Abbadie. Oudney, Denham og Clapperton undersøgte 1822—24 Egnene omkring
Tsadsøen og bragte de første Efterretninger om Rigerne i Sudan; Clapperton om-
kom paa en anden Rejse i Sudan 1825, men hans Tjener Lander bragte hans Dag-
bog til Evropa og undersøgte 1830 Nigirs nedre Løb og Munding. Caillé rejste
1826—28 gennem Sahara til Timbuktu.
Især fra Midten af det 19. Aarhundrede er Rejserne tagne stærkt til. Her nævnes1