Almindelig Oversigt.
371
kun de mest betydelige. I 1850 udsendte det engelske geografiske Selskab i London
Richardson, Overiveg og Barth til Sudan; de to første omkom, kun Barth vendte
hjem; Vogel, der udsendtes 1853 for at finde dem, dræbtes i Vadai 1856; en tysk
Ekspedition under v. Heuglin og v. Beur mann kostede den sidste Livet 1863. Det
vestlige Sudan er berejst af en Mængde Franskmænd, saaledes Mage 1863—66,
Soleillet 1878, Zweifel og Moustier fandt Nigirs Kilder 1879. Tyskeren Rohlfs be-
rejste Nordafrika og Sudan 1861—67, Nachtigall undersøgte Landene 0. for Tsad-
søen 1869—74, Duveyrier berejste det nordlige Såhara 1859—60, Schweinfurth lige-
ledes 1874. — For Undersøgelsen af Nilens Kilder nævnes følgende. De tyske Mis-
sionærer Krapf og Rebmann opdagede -Kilimandsjaro 1848 (undersøgt senere af
v. d. Decken), Englænderne Speke og Burton trængte 1857—58 frem til Tanganyika-
søen, Speke opdagede tillige Ukereve; Speke og Grant godtgjorde 1861—63, at
Søens Afløb mod NV. er den hvide Nil, Bakers Rejse 1864 bekræftede det. Ved
senere Rejser, som Schweinfurths 1868—71, Stanleys 1874—75, Gessis 1876 og Jun-
ckers (1879—86) maa Nilspørgsmaalet i Hovedsagen anses for løst; først 1889 blev
dog Albert Edward Søen paavist som et eget Vandbassin: Nilens Kildefloder er i de
sidste Aar undersøgte af flere som Baumann (1892), Götzen (1894) og Kandt (1900).
Af de senere Rejser i det ækvatoriale Afrika nævnes H. Meyers Udforskning af
Kilimandsjaro (1887, 1889 og 1898), Grev Tekelis og v. Høhnels Undersøgelse af
Mt. Kenia (1888) og Hertugen af Abruzzernes Bestigning af Ruvenzoro (1906). - -
Hvad Undersøgelsen af det sydlige Centralafrika angaar, maa først og fremmest
Livingstone nævnes; fra 1848 til sin Død 1873 berejste han Sydafrika mellem
Tanganyika- og Niassasøen paa kryds og tværs. Hans Værk fortsattes af Cameron
og Stanley; den første rejste 1872—73 tværs gennem Sydafrika fra Zanzibar til
Benguela; den sidste, der 1871 udsendtes for at finde Livingstone, undersøgte
1876—77 og 1879—80, 1882 og 1887 hele Kongoflodens Løb. Af senere Rejsende i
Sydafrika nævnes Thomson, der undersøgle Egnene om Niassa- og Tanganyika-
søen, Pogge, der 1876 naaecle Ulunda; Serpa Pinto rejste 1876—79 fra Benguela til
Zambesi og Transvaal; du Chaillu (1850—63) og Savorgnan de Brazza (1877) har
undersøgt Ogove, senere er Four eau (1898) og Oswald (1900) fulgte efter; Lenfant
paaviste (1904) Tsadsøens Forbindelse med Havet gennem Shari og andre Floder;
ogsaa den tyske Ekspedition 1884 til Undersøgelsen af Kassai under Wissmann
bør nævnes. Blandt de rejsende Opdagere i Sydafrika i de senere Aar er Anderson,
Mauch, Ladislaus Magyar, Oscar Lenz m. fl. Grundlæggelsen af Kongostaten og
Magternes Deling af Sydafrika har bidraget mægtigt til at udvide Kendskabet til
disse Egne; vigtige Rejser er udførte af Weatherley, Liotard, Bolle, Schiøtz, Plehn o. fl.
b. Horisontal Bygning, Størrelse og Udstrækning. Afrika,
den sydvestlige Del af Østkontinentet og kun forbundet med det ved den af Kana-
len gennemskaarne Sueztange, ligger helt paa den østlige Halvkugle og naar med
sin Nord- og Sydspids omtrent lige langt paa begge Sider af Ækvator. Det nordlig-
ste Punkt er Kap Blanco, 37 0 20’ n. Br., det sydligste er Kap Agulhas eller Naale-
kap, saaledes kaldet, fordi Magnetnaalens Deklination pludselig forandrer sig i
Nærheden af det, 34° 51’ s. Br.; Forbindelseslinjen gaar altsaa gennem 72 Bredde-
grader og er c. 8000 km. Det vestligste Punkt er Kap Verde, 17° 30’ v. L., det øst-
ligste er Kap Guardafui, 51 0 15’ ø. L. (Verdensdelens østligste Punkt Kap Ras
Haf un, c. 51 ° 20’, ligger dog lidt sydligere). Forbindelseslinjen gaar altsaa gen-
nem 69 Længdegrader og er c. 7500 km. Der er saaledes liden Forskel paa
Verdensdelens Udstrækning i Længden og Bredden; derimod er de to Dele N. og
S. for Ækvator meget ulige i Formen. Den nordligste og største Del har Form af
24'