Nordafrikas Jordbundsforhold. Sahara.
381
begynder med det stejle Tasilis Plateau, 12—1500 m; G hat ved dets Østrand ligger
900 m højt, Passet, der ligger sydligere, skal være 1800 m. SØ. for dette Pla-
teau følger Bjærglandet Tibesti eller Tu med mægtige vulkanske Bjærge, Tymmo-
bjærgene og Tarsobjærgene; i de sidste ligger Emi Tusidde, c. 2700 m, vistnok Sa-
haras højeste Punkt. S. for disse Bjærge sænker Sletten sig til Sudan, saaledes ligger
Oasen Bilma (i Kauaroaserne) næppe 300 m højt. V. for disse Bjærglande afbrydes
atter Slettens Ensformighed af andre Bjærgpartier; S. for Tasiliplateauet ligger, skilt
ved Adamarsletten, Tuaregernes eller Ahaggars Højland med Højder paa langt over
2000 m, til hvilket man dog kender meget lidt; dets vistnok vulkanske Toppe skal
være dækkede med Sne flere Maaneder af Aaret. Sydligere ligger Bjærglandet Air
eller Asben, bestaaende af Granit og Basalt, hvis Toppe, som Timgebjærget, er c.
1550 m; i Regntiden bruser mægtige Bjærgstrømme ned af Bjærgene.
Den vestlige Del af Sahara, ogsaa kaldet den store Ørken eller Sahel,
o: Slette, er overvejende Lavland og særdeles fattig paa Oaser. Kun lave Højdedrag,
indtil 300 ni, gaar i Ret-
ningen fra NØ. til SV. og
skiller saaledes Sandørk-
nen i en nordlig Del, Igidi
og Afelele (den lille Ør-
ken), der mod NØ. gaar
over i den ovenfor nævn-
te El Areg, og en sydlig
Del, El Djuf (o: Ørkenens
Liv), en ægte Hammada,
der særlig er rig paa Sten-
salt; man har ogsaa troet,
at den var et lidligere
Havbækken, og ansaa den
for meget lav; nyere Un-
dersøgelser har dog vist,
at de laveste Partier ligger 120—150 ni over Havfladen. Ørknerne sænker sig kun af-
brudte ved enkelte Hævninger, som de smaa Bjærglandskaber Adrar og 7’agenet, ned
til Kysten, og Flyvesandet trænger langt ud i Havet, saa at Beboerne kan vade flere
km ud for at samle Strandingsgods. Kysten fra Kap Juby til neden for Kap Blanco
er kranset af Jordens højeste Klitter, ved Kap Bojador er de indtil 120 m.
Den østlige Del af Sahara, den libyske Ørken, er maaske den mest øde og
mindst befolkede af hele Ørkenbæltet. Fra Tibesti over til Oaserne langs Nildalen
er det næsten een eneste Sand- og Stenflade, omtrent 400 ni høj i Gennemsnit, lavest
mod N. Ørknen er rig paa Salt og overordentlig fattig paa Vand, selv de Indfødtes
Karavaner omgaar den, kun mod V. ovre ved Fessan findes nogle Brønde, som be-
tegner Vejen til den eneste større dybtliggende Oasegruppe Kufra (c. 400 ni).
Mod 0. støder den libyske Ørken umiddelbart op til det nubiske Steppeplateau
og den libyske Ørkenkæde, der skiller den fra Nildalen, som jo ikke er andet end
en langstrakt Oase. Det nubiske Plateau, som strækker sig N. for Abessiniens Høj-
land, bestaar ovei’vejende af Sandsten, dog træder flere Steder Graniten frem; den
snoede, S-formede Nildal deler Nubien i en vestlig og østlig Del. Den Egn, der om-
sluttes al Nilens sydlige Bue, kaldes El Djesirah, der gaar over i Bajudasteppen,
nordligere breder sig den nubiske Ørken med Højdepunkter paa indtil over 2000 m,
som Djebel Soturba, 2100 m, og Djebel Erba, c. 2300 m. Af Karavanvejene er den be-
sværlige fra Berber til Suakin ved Kysten af stor Vigtighed, da de Rejsende derved