380
Afrika.
Opdagelsesrejser; det er tværtimod el Land med store Afvekslinger i Overfladens
Form. Man har lært Højlande, mægtige Bjærgpartier og Senkninger, endog under
Havfladen, at kende, og man har set, at Sandørknerne for det meste er opstaaede
særlig ved Vindens, ikke Vandets, Sønderlemmelse af de fadere Sandstensunderlag,
efter at Havet, som havde dækket Såhara i Kridtperioden, havde trukket sig tilbage,
og der var indtraadt en Tørtid. Imellem Sandmasserne hever sig isolerede Sten-
flader der selv er dækkede med Sand; disse Flader er de «teste Dele af Ørknerne,
hvor de faa Brønde med Brakvand fra Arilds Tid har bestellt Karavanvejene. Andre
Flader har et fast Underlag af Ler eller Kalk, som er dælket med Rullesten ellei
skarptkantede Brudsten (mest palæozoisk Kalksten), det e- de saakaldte Hamma-
daer eller Serir. I de stærkt sandede Dele (Areg) er der omrent ingen Plantevækst,
andre Steder findes tornede Akacier og Mimoser; hvor cle topiske Regnskyl virker,
findes vide Græsflader, Ørkenstepper; de sidste træffes hyppgst ved Sydranderi. En-
delig findes der Oaser (af det gammelægyptiske Ord Uat, trab. Uah, o: Bolig), de
eneste frugtbare Pletter. Det er bækkenagtige Fordybninger hvor Vandet enten selv
springer frem som Kilder eller kaldes frem ved Brønde; ote er Oasens Rande saa
stejle, at Kamelerne har Vanskelighed ved at komme op :d dem. Her trives for-
trinlig Daddelpalmen, som ikke fordrer Regn, men en fu»tig Jordbund, desuden
Aprikos-, Fersken- og Granattræer, og imellem Træerne d;rkes Korn og Bomuld;
ikke en Plet af den frugtbare Jordbund bliver ubenyttet; selv Byerne ligger paa
Ørkenranden eller paa et højt, ufrugtbart Sted i Oasen, hvs der er et saadant.
Oasebeboernes Liv er helt knyttet til Karavanerne. Af te vigtigste Karavanveje
nævnes den fra Marokko til Timbuktu over Tarudant og Tiudeni, den fra Tidikelt
over Assauad ligeledes til Timbuktu, fremdeles den betycelige Ira Tripolis over
Fessan og Bilma til Tsadsøen; en mindre kendt er Vejen fra Audsjilah S. for Barkas
Højland over Kufra til Vadai. Egentlige Veje gives der ikke, det er højst smalle
Stier i Sandet, hvor Kamelerne gaar den ene efter den anden, i den regelmæssige
vuggende Gang, som skaffer den uvante Rejsende en „Ørkenrus“; det store Sandhav
har ogsaa sin Søsyge. Tit har den Rejsende kun Kompasset og Stjærnerne at rette
sig efter. Oaserne er Hvilestationer; sparsomt, undertiden med flere Dagsrejsers
Mellemrum, findes Brønde, satte af Kamelknogler af Mangel paa Sten; Fata Mor-
gana foregøgler den Vansmægtende Søer og dejlige Oaser, Menneske- og Kamelben
betegner Vejen. En anden Plage foruden Vandmanglen er den brændende Ørken-
vind Samum, der afblader Træerne og driver Sandet foran sig som tætte Skyer:
saadanne Sandstorme kaldes Chamsin. Af Dyr træffer man ingen, det skulde være
de, der er hurtigst til Bens, som Antilopen og Strudsen; Løven findes kun ved Ørken-
randene, Skorpioner, Græshopper, Myrer, nogle Slangearter er de Dyr, der hyppigst
forekommer; Fluerne, der ledsager Karavanerne, dør snart; Loppen træffes kun til
31 o n Br., „hvor den ikke findes, begynder Ørknen.“
Såharas Størrelse er 6—7 Mill. km2. Efter det endnu ringe Kendskab er det
umuligt at angive Saharas Middelhøjde, det meste ligger vel mellem 200 og 500 ni:
derimod er det berettiget at dele det i en vestlig og østlig Del, skilt ved et centralt,
bjærgfuldt Bælte.
Den midterste Del er al betragte som et Plateau med mange isolerede
Bjærggrupper. Allerede lige S. for Kystslelten i Tripolis hæver Landet sig stejlt over
Djebel Nefusa og Ghurianbjærgene til Tripolis’ Hammada (Hammada el Homra),
c. 100,000 km2, vel 600 m i Gennemsnit; mod V. ligger Sandørknen El Areg og del
langt lavere liggende algierske Sahara, hvis Midtpunkt er Oasen Vargla, c. 130 m;
mod SØ. ligger Fessans Oaser, af hvilke Mursuk ligger 550 ni højt. S. for Tripolis
Hammada strækker sig et mægtigt Bjærgland i sydøstlig Retning ned til Vadai. Del