Sydafrikas Jordbundsforhold. Det egentlige Sydafrika.
389
mere sluttede. N. for Oranjefloden kan Dalen om den store Fiskeflod, Oranjes Bi-
flod, anses som en Forterrasse til Højlandet; men kun mod N. i Damara eller Herero
er Bjærgene noget bredere og har betydelige Højder, som Omatako, 2680 m, og
Ombotoze, c. 2220 m.
Medens saaledes den vestlige Del af Sydafrikas Højland er temmelig jævn, har
den østlige Del inden for Randbjærgene mere afvekslende Former. Mellem Vaal
og Limpopofloclen ligger flere brede Højdedrag, som Magalies- og Zoutpansbjcergene;
de sidste er ligesom en Fortsættelse af Dragebjærgene. Ogsaa N. for Limpopo op-
træder saadanne Højdedrag, blot er de ligesom Højlandet i det hele noget lavere;
Højlandet angives til c. 800 m, det højeste Punkt i Matoppobjærgene er c. 1700 in,
Matebelas og Masjonas Højlande hæver sig til 14—1500 m. N. for Limpopos Nedre-
løb findes ingen større Højder, her stiger Landet mere jævnt op fra Kysten, først i
Sofalalandet findes atter Terrassedannelsen skarpt udpræget; indenfor naar Bjær-
gene vist til 2000 m. Disse Egne er i den nyeste Tid bievne mere kendte paa Grund
af de Guldminer, man har fundet der. I det hele har denne Del af Sydafrika, navn-
lig Landet om nedre og mellemste Zambesi, langt gunstigere Naturforhold for Kolo-
nisation.
Sydafrikas Nordrand, der som omtalt følger den 12. Breddegrad, begynder mod
V. ved Benguelas Højland paa Vandskellet mellem Kunene og Benguelas Kystfloder;
her hæver Bihés Plateau sig til c. 1700 ni. Mod 0. fortsættes Nordranden over Mos-
sambabjærgene og Vandskellet mellem Zambesi (Liba) og Kongos Biflod Kassai,
hvor Højden er c. 1200 m. Østligere slutter Plateauet sig mere sammen til Bjærg-
drag, som kulminerer i de ovennævnte Babisabjærge (se p. 384). Disse Bjærge drejer
mod NØ. om Bangveoio Søen og gaai over i det østafrikanske Plateau, medens
Grænsen mellem Øst- og Sydafrika gaar mod S. langs Niassa Søens Vestkyst. Ved
Lupatasncevringen naar den Zambesi.
§ 5. Afrikas Floder.
Verdensdelens hydrografiske Forhold er allerede berørt, og der er gjort op-
mærksom paa, at den særlig i sin nordlige Del er fattig paa Floder; ligeledes er om-
talt Flodernes ringe Sejlbarhed paa Grund af de ejendommelige Regnforhold og den
fremherskende Terrassedannelse. Her beskrives nu Flodernes, navnlig de stores, Løb
i det enkelte.
a. Floderne, der løber til Atlanterhavet.
Nilen (ø: Flod) er Afrikas og tillige en af Jordens længste Floder, i denne Hen-
seende overgaas den kun af Mississippi, idet den er 6470 km. Dens Opland er c. 3
Mill, km2, heri staar den tilbage baade for Amazonstrømmen og Mississippi, ligesom
den heller ikke i Vandmængde — gennemsnitlig 8500 Kubikmetre i Sekundet, 3000
i Foraarstiden, 20,000 i Sept. — kan maale sig med disse to Floder og heller ikke
med Kongo. Den Omstændighed, at den i hele sit Nedreløb, c. 2400 km, ikke op-
tager en eneste Biflod, og at den regelmæssig svømmer over sine Bredder, gør den
til Jordens mærkeligste Flod. Den betinger Ægyptens Liv i et og alt, efter Vand-
standen i Oversvømmelsestiden fastsættes Skatterne; dens behagelige velsmagende
Vand, som er blevet kaldt „Champagnen blandt Vandene“, er det eneste Drikkevand
for store Landstrækninger.
Som ovenfor berørt (se p. 371) er nu det gaadefulde Spørgsmaal om Nilens Kil-
der løst. Som dens egentlige Kildeflod maa regnes Kagera (eller Kitangule), der ud-