Afrikas Floder. Zambesi. Klima.
397
Ovenfor (p. 385—86) er nævnt de N. for Zambesi udmundende Floder Ro-
vuma, Rufid ji, Sabaki, Tana og Djuba.
c. Af de k o n I i n e n t a 1 e Floder er de nævnte, der flyder til Tsadsøen og de
andre Søer i denne Nordafrikas Depression (p. 383). Til den sydafrikanske Ind-
sænkning, der har sit Centrum i Ngamisøen, c. 950 m o. H., som for øvrigt svinder
mere og mere ind og nu næsten kun er en Saltsump ligesom de andre mod 0. liggen-
de Sadtsumpe Soa og Makarri-karri, hører det betydelige Okavangos Flodsystem.
Del har sit Udspring under c. 12° s. Br. paa Bihés Plateau under Navn af Kubango
eller Okavango, løber mod SØ. og 0., drejer derpaa mod S. og deler sig i en Mængde
Arme under c. 18 0 s. Br., hvoraf den største er Tioge, hvorpaa den udmunder i
Ngamisøens Nordkyst, efter i venstre Bred at have optaget den fra Damaras Høj-
land kommende Ovambo, der for øvrigt kun fører Vand i Regntiden. Igennem
Botletle har Ngamisøen Forbindelse med de ovennævnte Saltsumpe mod 0. For
Resten lader det til, at Okavango gennem en Biflod, Selinda, i alt Fald i Regntiden
staar i Forbindelse med Zambesis Biflod Kuando.
<
4 6. Klima, Plante- og Dyreverden.
a. Til de p. 372 anførte almindeliged Bemærkninger om Klimaet føjes følgende.
Med Hensyn til V a r ni e f o r h o 1 d e n e kan man dele det nordlige s u fa-
tropiske Bælte i den til Middelhavslandene hørende Nordkyst med Atlaslandene,
hvor man ved Siden af den tørre Sommer og den regnrige Vinter, med en Forskel af
12—13° i den koldeste og varmeste Maaned, kan skelne mellem et forholdsvis
køligt Foraar og et varmt Efteraar, og hvor Aarsvarmelinjen 20° gaar midt gennem
Marokko, Algier og Tunis S. for Syrterne til Nildeltaet; og Sdharaomraadet med
det nordlige Sudan. Den sidste Zone begynder S. for Atlasbjærgene og naar til en
Linje over øvre Nigir, Darfur og Vadai og strækker sig mod 0. helt ud til det røde
Hav, medens den mod V. knap naar Atlanterhavskysten; dens Middeltemperatur
er 30° og derover, ja nogle Steder endog 36 °, en Middeltemperatur, der langt
overgaar de egentlige afrikanske Tropeegnes, hvor Middeltemperaturen i Alminde-
lighed kun svinger mellem 20 0 og 25 °, men som med deres ensartede, snart tørre
snart lugtighede Temperatur er farligere for Mennesket, især Evropæeren, end de
subtropiske Egne, som med deres store Temperaturvekslinger baade mellem Vinter
og Sommer og mellem Nat og Dag gør Opholdet langt taaleligere for Kolonisterne.
Man kan vistnok sige, at særlig de lave, skovrige Kyststrækninger, i de tropiske
Egne, navnlig mod V. i Øvre- og en Del af Nedreguinea, men ogsaa til Dels paa
Østkysten, har et for Evropæerne dødbringende Klima; men den gamle Antagelse,
at det Indre skulde være meget sundere, kommer man niere og mere bort fra. Den
samme stærke Temperaturvekslen gælder endnu mere for det sydlige subtro-
piske Bælte, navnlig Kapkolonien, der i det hele har langt mere uensartede klima-
tiske Forhold, dels paa Grund af de mere vekslende Jordbundsfornier, dels paa Grund
af de forskellige Luft- og Havstrømninger, der hersker paa den kølige Vestkyst og
den varmere Østkyst, og som her faar en langt større Magt, fordi Landet er saa
smalt; navnlig findes her ikke den udprægede Forskel paa den fugtige Vinter og
den tørre Sommer som i Nordafrika.
Hvad V i n d f o r h o 1 d e n e angaar, hersker der stor Forskellighed og Usik-
kerhed. Paa Vestkysten maa man særlig lægge Mærke til to Steder, hvor der findes
et højt Lufttryk (over 760 mm): mod N. omkring Azorerne og de canariske Øer,
mod S. mellem St. Helena og Tristan da Cunha, skilte ved el Omraade med lavere