Tripolis. Tunis.
417
(c. 800), i Midten Muhamedanerne. Den har en Del Industri og betydelig Handel,
alle de store Kara vanveje, der gaar ind til Tsadsøen, har deres Udgangspunkt her.
Mod 0. ved Kysten Choms, paa det gamle Leptas Sted, og Masrata, c. 10,000 Indb.,
med nogen Industri og Handel. Mod SV. ved Randen af El Areg ligger Oasen Gha-
dames, c. 6000 Indb., hvorfra Karavaner gaar over det vestlige Såhara til Timbuktu.
— I Landskabet Fessan (Romernes Phazania), c. 50,000 Indb., hvorfra udføres
Dadler, Salt og Natron, er Mursuk Hovedpladsen, c. 8000 Indb.; den er omgiven af
Mure, har brede, rummelige Gader, flere Moskeer og et Citadel; det er særlig Slave-
handelen, der har gjort den rig. Mod N. ligger Byen Sokna i Oasen Djofra. Mod SV.
regnes Oasen Ghat (Rhat), c. 3000 Indb., med til Tripolis.
I Mutessarifatet Barka, c. 150,000 km2 med c. 300,000 Indb., er Bengasi (Old-
tidens Berenike) den betydeligste Havn, c. 30,000 Indb., deraf c. 2500 Jøder. Paa
Barkas Plateau findes mange Ruiner fra det gamle Kyrenaikas Tid, navnlig af selve
Kyrene (nu ligger der en lille By, Ain es S jahat), den var i Oldtiden en ved Handel,
Kunst og Videnskab blomstrende By og næst Karthago og Alexandria Afrikas største
Stad. Østligere ligger den lille Havn Derna, c. 2000 Indb., og Havnen Sollum.
Oasen Audjilah (og Djalo) S. for Barka, c. 12,000 Indb., har været regnet med
til Tyrkiets Besiddelser. Men Tyrkiets Overhøjhed over den 200 km sydligere belig-
gende Oase Kufra (Kufarah), med Pladserne Taiserbo og Sighen, var rent nominel.
Den er meget lidt kendt, den eneste Evropæer, der har været der, er Rohlfs; den
skal være Såharas største Oase næst Fessan; den er et af Hovedsæderne for Sinussi-
sekten.
§ 12. Tunis.
Tunis, 167,400 km* med 1,929,000 Indb. (1911), c. 11,5 paa 1 km**, ligger mellem
Tripolis og Algier, begrænset mod 0. og N. af en c. 650 km lang Kyststrækning ved
Middelhavet, medens det mod S. gaar ned i en Spids mellem Tripolis og Sahara.
Landet var i Oldtiden Karthagos Distrikt. Under Romerne kaldtes Landet Africa
propria; i Middelalderens Begyndelse hørte det til det østromerske Rige, men kom
ha Midlen af det 7. Aarhundrede ligesom det øvrige Berberi ind under Arabernes
Herredømme. Da Khalifatet Magrib el Aksa, o: det yderste Vesten, forfaldt, var Tunis
i lang lid en Korsarstat, indtil det 1575 kom ind under tyrkisk Overhøjhed. Men
dette Forhold har aldrig haft meget at sige, baade de tidligere Herskere, Deyerne, og
de senere, Beyerne, var næsten uafhængige af Tyrkiet; siden 1871 betaltes ikke en-
gang Tribut, idet Landet fik Autonomi. Tunis’ Herskere søgte vel al indføre evro-
pæiske Institutioner, og Slaveriet ophævedes 1842, men Landet led under en for-
dærvet Embedsstand, og Iransk og italiensk Indflydelse gjorde sig stadig mere gæl-
dende, indtil Frankrig, efter at Tunis var blevet indviklet i en Krig med dette Land
paa Grund af Oprør i Algier, tvang Beyen 1881 til et Forlig, hvorved Tunis trods
Portens Protest og Italiens Forbitrelse blev en fransk Vasalstat.
Befolkningen bestaar af Arabere og Berberé, c. 88,7 %; det første Element er
overvejende ved Kysten og i Byerne, medens Berberne mest bor i det Indre. I Byerne
findes desuden mange Jøder, 8,6 % og en Del Evropæere, 2,7 %, hvoriblandt mange
Italienere og Franskmænd (1911 i alt 148,500 Evropæere). Foruden Muhamedanere
og Jøder (c. 60,000 Jøder) er der c. 80.000 Kristne. Skolevæsenet er bedre end i
Algier (1908: 179 Almueskoler).
Hoveder hverv er Agerbrug og Kvægavl; over i/4 af Arealet er kul-
tiveret; der dyrkes især Hvede, Byg, Majs, Dadler, Bomuld, Oliven, Frugt og Vin. De
vigtigste Husdyr er Heste, Kameler og Faar; Biavlen er stor. Ogsaa af M i n e r a 1 i e r,
sæi lig Zink, Bly og Jærnerts gives der en Del. Fiskeriet er indbringende. H a n-
H. Weitemeyer; Geografisk Haandbog 97