Tunis. Algier.
419
Farina findes Ruinerne af det gamle Utica; vestligere ved Kysten den udmærkede
Krigshavn og Handelsby Biserta (Oldtidens Hippo}, c. 5000 Indb. Inde i Landet Kej
og Kairoan (Kairovan, Kairvan), c. 25.000 Indb., „den hellige By“, grundlagt af Ara-
berne 675 og lang Tid Hovedstad i det arabiske Afrika; ved Hammametbugten Susa,
c. 8000 Indb., med Handel, Olivenavl og Uldvarefabrikker, og Monastic, c. 8000 Indb.,
Handel. Ved Gabesbugten S fax, c. 30,000 Indb., og Gabes, c. 15,000 Indb., begge Han-
dels- og 1 abriksstæder. Af Øerne i Buglen nævnes Karkenah og Djerba (Lotosspi-
sernes 0). I det tunesiske Såhara ligger Gafsa, i hvis Nærhed der er Fosfatlejer og
varme Kilder, Nefta og Tozer, rige paa Dadler.
§ 13. Algier (Algérie).
a. Algier, 575,300 km2 med 5,563,800 Indb. (1911), c. 10 paa 1 km2, ligger
mellem Tunis og Marokko og begrænses mod N. af en næsten 1000 km lang Kyst-
strækning ved Middelhavet, medens del mod S. gaar over i Såhara.
I Oldtiden beboedes den østlige Del af Numidere, den vestlige af Maurere; under
Romerherredømmet hørte den østlige Del lil Provinsen Afrika og udgjorde senere
en egen Provins, Numidien; den vestlige Del hørte til Mauritanien. Det lidligere
blomstrende Land led meget ved Vandalernes og senere Arabernes Indfald. Arabiske
og mauriske Fyrster beherskede Landet i Middelalderen. Ved Granadas Erobring
forøgedes Befolkningen meget ved de fra Spanien fordrevne Maurere og Jøder. I Be-
gyndelsen af del 16. Aarhundrede stiftede Brødrene Barbarossa en Sørøverstat, som
af Navn stod under den tyrkiske Sultans Overherredømme. Forgæves søgte de evro-
pæiske Magter gentagne Gange at standse Sørøveriet, hvorved hele Middelhavet
gjordes usikkert. Ved Begyndelsen af det 19. Aarhundrede viste Evropa vel en mere
energisk Optræden, men der blev først gjort Ende paa dette Uvæsen, da Frankrig
1830 sendte en Ekspedition til Algier, afsatte Deyen og tog Landet i Besiddelse.
Frankrig har stadig siden den Tid udvidet Landets Grænser indad til Såhara, men
Erobringen har kostet blodige Kampe med de Indfødte, Kabylerne (ø: Stamtner), og
de er langt fra forbi endnu. De Franskes værste Modstander, Kabylerhøvdingen Abd
el Kader, blev først taget til Fange 1847; siden den Tid er det vel blevet bedre, men
det er dog kun ved Hjælp af en betydelig Troppestyrke, at Frankrig har hævdet
Besiddelsen, og det har kostet store Summer; Forvaltningen har næsten hele Tiden
været udelukkende militær, hvad der i høj Grad har hæmmet Indvandringen (for-
uden Franskmænd er det mest Spaniere og Italienere, der er indvandrede); efter
Frankrigs Krig med Tyskland 1870 blussede Krigen mod de Indfødte op igen med
fornyet Kraft, og hertil kom i Slutningen af Aarhundredet en stærk antisemitisk
Bevægelse; først i de senere Aar er der indtraadt roligere Forhold, og Regeringen
gaar nu mere og mere over til civil Forvaltning; men Forholdet mellem Fransk-
mandene og de Indfødte er endnu langt fra godt.
Den indfødte Befolkning er Berbere (Kabylere) og Arabere. De første bor i
Bjærgegnene og kaldes derfor ogsaa Djeballis (af Djebel, o: Bjærg). I øvrigt er det
egentlig kun Tell (se p. 383), c. Ve af Arealet, der egner sig til Kolonisation, og her
bor ogsaa de fleste af Indbyggerne. Foruden de Indfødte, der er Muhamedanere, var
der 1911 c. 752,000 Evropære (mest Franskmænd og Spaniere) og c. 60,000 Jøder.
Den højeste Undervisningsanstalt i Algier, det arabisk-franske College, er kun for
Muhamedanere; 1907 var der af offentlige og private Elementarskoler c. 1500.
Hovederhvervene er Agerbrug, Kvægavl og Bjærgværks-
(1 r i f t. Der dyrkes navnlig Hvede, Byg, Vin, Tobak, Oliven, Frugt og Grøntsager,
og Regeringen anvender meget for ved Vandingsanlæg at fremme Kulturen navnlig
27*