Horisontal Udstrækning og ydre Omrids.
53
Noidkysten af Garganohalvøen (Lago di Verano, Lago di Lesina), udenfor ligger
de ti emitiske Øer. Fra Fortores Munding til Kap Conero og Havnen Ancona (o: Al-
bue) er Kysten ikke helt flad, men har dog stor Mangel paa Havne; fra Ancona til
Rimini er Kysten derimod stejl, da Apenninernes Udløbere træder helt ud til den,
og den har flere gode Havne. Den sidste Del af Italiens Kyst fra Rimini, hvor den
begynder at dreje mod N. over Pos fremskudte Delta for ved Venezia at vende sig
mod NØ. og ende ved Gradobugten, 45 ° 45’ n. Br. og 13 ® 20’ ø. L., er en udpræget
flad Kyst, hvis mærkelige Lagunedannelse foregaar paa følgende Maade. De store
Massei af Dynd og Sand, som de her udmundende Alpefloder fører med sig, bliver
af den Havstrøm, der gaar op langs Balkanhalvøens Vestkyst og bøjer om ned ad
Italiens Kyst, tvungne til at afsætte sig som lange Sandbanker, der efterhaanden
vokser og til sidst hæver sig lidt over Overfladen; det er de saakaldte Li di (af det
latinske litus). Efterhaanden vokser disse Lidi sammen med Fastlandet, eller og-
saa liggei der inden for dem Laguner, som for det meste ved smalle Aabninger
— ofte saa smalle, at eet Skib er nok til at spærre Indgangen — staar i Forbindelse
med Havet. Hvor meget Kysten vokser ved denne Tilsanding, kan foruden af Pos
og Adiges fremskudte Deltaer ses af, at Byen Adria, som tidligere laa tæt ved Ky-
sten, nu ligger 20 km inde i Landet, og at Ravenna, som var Oldtidens Venezia med
talrige Lidi og Kanaler, nu ligger 7 km inden for Kysten. Man mener, at Italien aar-
lig tiltager c. 1 km2 ved Tilsandingen.
Italiens Grænse mod Fastlandet er c. 1400 km, Kystlængden c. 6350 km; deraf
gaar c. 1640 km paa Vestkysten og 2010 paa Syd- og Østkysten.
Paa Øer er Halvøens Østside fattig, især i Sammenligning med den rigt udvik-
lede dalmatiske Kyst; Vestkysten er bedre udstyret. Her omtales kortelig de tre
større Øers Omrids.
Sicilien har Form af en ligebenet Trekant (Trinacria, o: den trehjørnede), noget
afstumpet i Spidsen. Østkysten, der danner Grundlinjen, fra Kap di Faro (Old-
tidens Promontorium Pelorum) til Kap Correnti, 36 0 38’ n. Br., har stejle Bredder
°g er rig paa Havne, den var ogsaa i Oldtiden besat af en Række græske Kolonier;
særlig nævnes Havnene Agosta og Siracusa, begrænsede af Kap Sta. Croce, Kap Sta.
Panagia og Kap Murro di Porco. Sydvestkysten til Kap Boco (Lilybæum) er fladere,
forløber ensformigere og har stor Mangel paa gode Havne, flere Steder ledsages den
af Maremmer. Den korte Vestkyst er atter stejl og rig paa Havne; udenfor ligger
de ægadiske Øer, forbundne med Sicilien ved en undersøisk Banke. Nordkysten fra
Kap Santo Vito til Kap di Faro er ligeledes stejl og rig paa Havne, og tillige er den
den mest udviklede af Øens Kyster; her ligger Bugterne: Castellamare, mellem Kap
Santo Vito og Punta dell’ Omo Morto, Palermo, mellem Kap di Gallo og Catalfano,
og Milazzo, begrænset mod 0. af den langt fremspringende Halvø, der ender i Kap
Milazzo; udenfor ligger de lipariske Øer. Siciliens Kystlængde er c. 970 km; dens
største Bredde er 275 km, Fladeindholdet 25,700 km2.
Øerne Korsika og Sardinien hører utvivlsomt sammen, thi det c. 12 km brede
Bonifaciostræde, der skiller dem, er kun henved 100 ni dybt. Den eliptiske 0 Kor-
sika udsender mod N. en 40 km lang Halvø, hvis Nordspids er Kap Corso, c. 43 0
n. Br.; den høje Østkyst forløber temmelig lige fra N. til S. uden Havne, Vestkysten
ei derimod rig paa Bugter — Porto-, Sagona-, Ajaccio-, og Valincobugten — og
godt forsynet med Havne; Øen er c. 185 km lang, 85 km paa det bredeste Sted,
Kystlængden c. 700 km, Fladeindholdet 8700 km* — Sardinien har Form af en
Rektangel, Oldtiden sammenlignede den med en Fod (deraf Navnet Sandaliotis).
Ogsaa her er den stejle Østkyst fattig paa Indskæringer, hvorimod Nord- og Syd-
kysten har større Bugter, mod N. Asinarabugten, mod S. Cagliaribugten; ogsaa Vest-