54 Den italienske Halvø.
kysten er mere indskaaren — det fremspringende Punkt Kap della Caccia og Ori-
stanobugten — og ikke saa stejl, flere Steder træder Sletterne helt ud til Kysten.
Mellem det nordligste Punkt, Kap Testa, og det sydligste, Kap Teulada, 38 ° 52’ n.
Br., er der c. 280 km, Bredden er c. 140 km, Kystlængden c. 1100 km, Fladeindhol-
det 24,100 km2.
§ 2. Naturforhold.
Italien er den yngste af de sydevropæiske Halvøer og i det hele et af de yngste
Lande paa Jorden, om end der er Rester af ældre Formationer, og man kan vel
intet Sted som her følge den fortsatte Omdannelse gennem Udfyldninger, Ero-
sioner, Deltadannelser, Jordskælv og vulkanske Udbrud. Endnu ind i Tertiærtiden
udgjorde Halvøen sammen med omliggende Øer et stort Land („Tyrrhenis ), der
strakte sig over hele det tyrrhenske Hav og stod i Forbindelse med Nordafrika.
Først i Slutningen af Tertiær- og ind i Kvartærtiden opstod ved et Sidetryk fra SV.
det mægtige apenninske Foldesystem, samtidig med at store Dele af det gamle Land
forsvandt og sank i Havet langs store Brudlinjer, som endnu kan forfølges paa Ita-
liens Vestside, begrænsede af Horster baade mod 0. og V., hvor de danner Øerne
Korsika og Sardinien, Omvæltninger, der ledsagedes og efterfulgtes af nye Bryd-
ninger. Sænkninger og vulkanske Eruptioner langs Brudlinjerne, der endnu fort-
sættes; den af krystallinske Stenarter bestaaende Kerne og de ældre Foldelag i
Apenninerne forsvandt, medens de ydre, parallelle Foldelag blev tilbage. Adriater-
havet og det tyrrhenske Hav opstod, det mellemliggende smalle Fastland øgedes
ved, at mange af de Øer, hvori det skiltes, blev landfaste, endelig afbrødes Forbin-
delsen med Afrika, og saaledes opstod den nuværende Halvø. Tilsidst kom Podalen
til, idet Havet, som var trængt ind mellem Apenninerne og Alperne, udfyldtes ved
Hævning og Tilførsel fra Bjærgene.
Italien bestaar af to helt forskellige Dele: det kontinentale Italien, der over-
vejende ér Lavland, og den apenninske Halvø, overvejende Højland. Gennemsnits-
højden af Halvøen er sat til 520 m. Som en tredje Del behandles Øerne.
a Det kontinentale Italien bestaar, foruden af Alpelandet, der først vil blive
omtalt senere under Afsnittet om Alperne, af Posletten eller den lombardiske Slette
(c. 46,000 km2), som begrænses mod N. af de stejlt affaldende Alper. Mod V. dannei
ligeledes Alperne Grænsen, men her er Affaldet ikke saa brat; hvor Alperne og
Apenninerne, som danner Lavlandets Grænse mod S., vokser sammen, findes .en
4—500 m høj Højslette, den sydpiemontesiske, begrænset mod 0. af det lille Bjærg-
land Montferrato (Brie della Maddalena, 715 m), Apenninernes nordligste Ud-
løbere. Herfra sænker da Sletten sig efterhaanden mere og mere mod 0. ned til det
adriatiske Hav, helt Lavland kan det ikke kaldes, da næsten hele Piemont, undtagen
Egnen om Alessandria (90 m), og den nordlige Halvdel af Lombardiet er 150—250
m høj medens kun faa Punkter i det nedre Lombardi, Venezia og Emilia er over
50 m. Sletten er smallest mod V., ved Stradella nærmer Apenninernes Udløbere sig
saaledes til Alperne, at de kun er fjærnede 75 km, senere viger Bjærgene mere og
mere fra hinanden, saa at Sletten ved Adriaterhavet er 230 km bred. Kun mod 0.
afbrydes den aldeles flade Slette ved to helt isolerede vulkanske Grupper, de beri-
ciske Høje (indtil 420 m), S. for Vicenza, og de paa hede Kilder rige euganesiske
Høje, SV. for Padova, med Toppe paa indtil 600 m (Monte Venda, 603 m).
Den lombardiske Slette har som nævnt oprindelig været en Bugt af det adria-