Naturforhold.
63
deles frugtbare (Piemontese), den midterste, Skovregionen (Nemorosa), og den
øversle, dækket af Sne og Is (Nevosa eller Deserta); dog er den øverste Del af
Keglen altid fri for Sne paa Grund af den indre Varme. Fra Bjærget har man en
at de videste Udsigter paa Jorden, særlig imponerende er dets uhyre Kegleskygge
ved Solens Op- og Nedgang. ‘ &
Sardinien og Korsika viser sig ogsaa (se p. 53) som en Dobbeltø ved deres
ensartede geologiske Bygning; de er opfyldte af et fælles System af Granitbjærge
(en og 4 af Korsika bestaar af Granit). — Paa Sardinien gaar den skovbevoksede
Hovedkæde nærmest ved Østkysten, kun mod S. dækket med yngre Lag af Skifer-
hØJT Gruppe’ Ge™argentu (o: Sølvbjærget) med den højeste Top Brunca,
lg?,er? Mldten; mod N- Hgger flere Grupper, deriblandt Limbarabjærgene,
c. 360 m V. for Hovedkæden lejrer sig lavere Kæder og Grupper, der ligesom en
Del af Subapenmnerne har vulkansk Natur, saaledes N. for Oristanobugten den
udslukte Vulkan Monte Ferru, 1050 m. N. for dette Punkt udbreder sig et Plateau
indtil Sassans frugtbare Slette. I den sydvestlige Del af Øen ligger lavere Bjærge.
Iglesias Bjcergland, 1000—1200 m, rige paa Bly og Zink; de skilles fra Hovedkæden
ved den c. 80 km lange og 20 km brede, særdeles frugtbare Campidanoslette, der i
Oldtiden var et al Roms Kornkamre, men nu kun er daarlig kultiveret; om Som-
meren lider den desuden under Malariaen. I den sydøstlige Del ligger Bjærglandet
Surrabas med Punta di Serpeddi, 1080 m. Øen har vel en Del Floder som Flumen-
dosa mod 0., der udspringer paa Gennargentu, og Tirso mod V., men de fleste har
et saa ringe Fald i Nedreløbet, at de danner Sumpe eller udtørres om Sommeren
htter at Bjærgene har sænket sig saaledes, at Bonifaciostrædet dannes (se p 53)
fortsættes de paa Korsika, der næsten ganske opfyldes af dem; det er den højeste
°g bjærgfuldeste af Øerne. Paa Hovedkammen, der gaar mod SØ., men i Midten
mere nærmer sig Vestkysten, ligger Monte Incudine (o: Ambolt), 2136 m Monte
dOro, 2391 m, Monte Rotondo, 2625 m, og Monte Cinto, 2710 m; mod V. gaar
talrige Udløbere ud til Kysten. Passerne, der forbinder Vest- og Østkysten, er meget
vanskelige; Vejen fra Ajaccio gaar i en Højde af 1160 m S. for Monte Rotondo
over Bjærgene til Corte og videre til Bastia. Ogsaa den nordlige Halvø har et 1000—
1100 m højt Bjærgdrag, bestaaende af Kalk, gennembrudt af Serpentin. Vandløbene,
hvoraf de betydeligste er Golo og Tavignano mod 0. og Limante mod V., er for det
meste rivende Bjærgstrømme. Bjærgene, hvis øverste Toppe har megen Sne, er
stærkt skovbevoksede; de faa Lavninger har yppig Vegetation og vidtstrakte, stedse-
grønne Maquier, men kun 3/10 af Øen er kultiveret.
d. Skønt Forskellen paa den aarlige Middeltemperatur ikke er saa stor —
Milano har 12,8, Bologna 13,8, Fireiize 14,8, Rom 15,3, Neapel 15,9, Palermo 17,9 og
Catania 18,5o —, er der som berørt ikke ringe Forskel paa Klimaet N. og S.
oi Apenninerne. Norditaliens Klima kan være temmelig barskt med uli«e Tem-
peraturer; der er ikke sjældent Sne og Is; Milanos Middeltemperatur om Som-
meren er 24,6, om Vinteren 0,5 o. Egnene S. for Apenninerne har ægte sydevropæisk
Klima kun i Bjærgene findes egentlig Vinter, og i Lavlandet falder sjældent Sne-
forskellen mellem Aarstiderne bliver mindre, efterhaanden som man kommer
mod i Rom er Sommer- og Vintertemperaturen 24)6 og 6,7 o, i Napoli 24,4 og
,2 , i alermo 25,4 og 11 o (Palermo har mindre Sommervarme end Bologna 25 - °
og omtrent den samme som Firenze), i Ajaccio 25,6 og 10,2o. i Norditalien er Regn-
mængden betydelig, især i Podalen og ved Foden af Bjærgene, navnlig mod 0.; i
lolmezzo er den aarlige Regnmængde endog c. 244 cm, medens Milano har c. 87
Alessandria c. 67 og Bologna 54 cm; paa Halvøen er den i Almindelighed større