Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Kongeriget Italien. Historiske og politiske Forhold. 65 og Bjærgskovene, der overvejende bestaar af mellemevropæiske Former som Bøg, Eg, Kastanier og Naaletræer. Maquien, det af stedsegrønne Buske og lave Træer bestaaende Kratland, har en meget stor Udbredelse, særlig i Sydtoscana og paa Sardinien og Korsika. Skovlandet med Maquien optager c. 16 % af Landet. Dyreverdenen er derimod paa Grund af Landets ældgamle Kultur i det hele fattig, og det oprindelige er for største Delen udvisket. Kun Øerne, som Rester af „Tyrrhenis“, har bevaret en Del af sin Oprindelighecl og Beslægtethed med Nordafrika, saaledes Hulepindsvinet paa Sicilien og det vilde Bjærgfaar Mil- lionen paa Sardinien (hvor det fredes) og Korsika, skønt det ogsaa er ved at for- svinde. Rigdommen paa Husdyr er heller ikke stor; Hornkvæget har kun større Betydning i Norditalien; mere udbredt er Faar, Geder, Æsler og Muldyr. § 3. Kongeriget Italien. I. Historiske og politiske Forhold. Halvøens centrale Beliggenhed gør .den særlig skikket til at være et Handels- land og et Forbindelsesled mellem Middelhavsfolkene, men Fordelen ved denne Beliggenhed forringes dog noget ved andre Forhold; for det første har den en uheldig Østkyst med Mangel paa Havne, for det andet vanskeliggør Landets verti- kale Bygning Forbindelsen mellem de enkelte Dele; Bjærgene skiller det i mange Landskaber, mellem hvilke Kommunikationen fra Søsiden ofte er lettere end til Lands. Dertil kommer, at Halvøen er forholdsvis let tilgængelig fra N. gennem Alpepasserne og derfor vanskelig at forsvare mod indtrængende Fjender. I de ældste Tider boede længst mod S. de vistnok til den eranske Race hørende Japyger, der ved Grækernes Kolonisation blev helleniserede. I del midterste af Halvøen boede de italiske Folk, Umbrerne og Samniterne m. fl. Nordligere boede Etruskerne (Tusker, Tyrrhener) eller, som de selv kaldte sig, Rasena, om hvis Af- stamning og Sprog man intet ved; først boede de N. for Po, trængtes derpaa syd- ligere, hvor de blandt andet grundlagde Bologna (Felsina) og Ravenna; senere bo- satte de sig S. for Apenninerne i det nuværende Toscana, hvis Navn endnu minder om dem. Ved Nordvestkysten boede Ligurerne, maaske beslægtede med Ibererne; de fik dog aldrig nogen historisk Betydning og forsvandt senere mellem de galliske Stammer, der indvandrede ved Aar 400 f. Kr. i Norditalien. Alle disse Folk blev efterhaanden undertrykte af de praktiske, kløgtignøgterne og energiske Latinere; paa Kejsertiden taltes det latinske Sprog over hele Landet, og Italien udgjorde en Enhed under Romerriget, kun mod S. i Storgrækenland taltes det græske Sprog af de Lærde, Etruskernes Sprog holdt sig omtrent til Augustus’ Tid. Vel sank Verdens- riget sammen ved indre Forfald og Angrebene af Barbarerne paa Folkevandringens Tid, hvilke bragte nye Elementer, Goter og Longobarder, ind i Befolkningen — mindre Betydning havde Normannernes Indvandring paa Sicilien og i Syditalien —, og det var forbi med Italiens Enhed; men de nye Folk formaaede ikke at give Nationaliteten et væsentlig andet Præg og udslette Romerherredømmets Spor; det italienske Sprog fremgik, som de andre romanske, af Latinen, og den nyere Kultur har overmaade meget at takke Romerfolket for; saaledes danner Romerretten Grundlaget for de fleste evropæiske Staters Lovgivning. Trods Splittelsen i de mange smaa Stater vedblev Italien at spille en betydelig Rolle i Middelalderen; her mindes om det mægtige Pavedømme, der kulminerede under Innocens III, da Rom anden Gang nævnes som Verdensstaden, om Viden- skabernes Genfødelse, der udgik herfra i det 15. Aarhundrede — her fik atter den H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog. IL 5