96 Balkanhalvøen.
indeslutter den valakkiske Slette, er det vanskeligere; det er dog det almindeligste
at sætte Donau selv som Grænselinjen, da den tydelig skiller de sydlige Plateauei
fra den valakkiske Slette mod N. Af andre Hensyn (se p. 14) behandles her sam-
tidig hele det valakkiske Lavland, skønt det mere hører til den østevropæiske Slette.
Halvøen strækker sig saaledes omtrent gennem c. 10 Breddegrader fra c. 36 til 46 0
n. Br., og omtrent gennem 15 Længdegrader, fra c. 14 til 29 ° ø. L. Fra Fiume-
bugten til Donaumundingen er der c. 1200 km., fra Belgrad til Kap Matapan c. 950
km Bredden er meget forskellig, ingen af de sydevropæiske Halvøer begynder med
en saa bred Basis. Ved en c. 800 km lang Linje fra Konstantinopel lil Kap Glossa
ender Halvøens Kerne (c. 400,000 km«), til denne slutter sig en Rombe, der dannes
af Epirus og Thessalien; mellem Kap Glossa og Salonikibugten er der c. 300 km.
mellem Arta- og Lamiabugten er der c. 110 km. Derpaa følger Mellemgrækenland,
der er over 300 km bred, endelig kommer Morea, der kun ved den smalle korin-
thiske Tange knyttes til Mellemgrækenland, og som atter tilspidses i 4 smaa Halv-
øer. Tages den oven omtalte Linje Donau—Save—Kulpa, er Halvøens Størrelse
c. 490,000 km2, men indbefattes alle de Lande, som behandles her, er den med
Øerne c. 620,000 km2.
b. Balkanhalvøen har den mest udviklede Kystform af de sydevropæiske
Halvøer. Dette gælder dog ikke saa meget selve Kernen; men jo mere man kommer
mod S jo stærkere indskaarne er Kysterne, ligeledes er Østkysten langt mere ind- 4
skaaren og rig paa Havne end Vestkysten; det er ogsaa de astlige og sydlige Land-
skaber, der har spillet Hovedrollen i Historien.
Der begyndes med Vestkysten fra det Punkt, hvor den forlodes ved den
italienske Halvø, ved Gradobugten. Efter at Kysten ved at afsætte Triestbugten og
Fiumebugten, til hvilken Quar ner o kanal en fører ind, har dannet den 75 km lange
Halvø Istrien — dens Sydspids er Kap Promontore gaar den c. 600 km fra det
inderste af Fiumebugten i sydøstlig Hovedretning parallel! med Italiens Kyst til
Drinbugten. Denne Strækning er en udpræget Klippekyst, ledsaget af talrige lang-
agtige Halvøer og Øer, der danner dybe Bugter eller Kanaler med snævre farlige
Indløb, saaledes som Morlacca- eller Montagnakanalen, Zara-, Brazza- og Narenta-
kanalen den sidste begrænset mod Syd af Halvøen Sabbioncello; der findes foitrin-
lige Havne, saaledes Zara, Spalato og Cattaro inde i den udmærkede Bugt Bocche di
Cattaro. Kysten slaar nu c. 200 km ind i sydlig Hovedretning til Avlonabugten og
den klippefulde Landtunge Kap Glossa (italiensk Linguetta, begge Ord betyder
Tunge, Oldtidens akrokerauniske Forbjærg), 40° 26’ n. Br.; talrige Moder udmun-
der paa denne mest flade, sumpede og usunde Strækning. Kysten gaar derpaa hen-
ved 300 km atter i sydøstlig Hovedretning; den bliver nu igen mere Klippekyst, hist
og her afbrudt af sumpede Flodmundinger, og ledsages af de ioniske Øer; den stør-
ste Indskæring er Artabugten (Ambrakia) ved Forbjærget Aktion med det smalle
Indløb Prevesakanalen; Bugtens Nordside dannes af en frugtbar Slette. Omtrent ved
38° 20’ n. Br. drejer Kysten mod 0. og danner den henved 130 km lange korin-
thiske eller Lepantobugten (kgparissiske Bugt), der skiller Mellemgrækenland fra
Morea Indløbet til Bugten dannes af Patrasbugten og det næppe 2 km brede
Lepantostræde mellem Forbjærgene Antirrion (Kastro Rumelias) og Rion (Kastro
Moreas). Nordsiden af den korinthiske Bugt er mest sumpet og sandet uden be-
tydeligere Havne, den betydeligste Indskæring er Salonabugten, hvor Oldtidens
Kirrha, Delphis Havn, laa; Bugtens Sydside, Moreas Nordkyst, er en udpræget
stejl Kyst. Fra Rion gaar Kysten mod SV., dannende en kort stump Halvø paa
Peloponnes' Vestkyst, Landskabet Elis; derpaa fortsætter den den sydøstlige Hoved-