Kongeriget Italien. Stedbeskrivelse.
95
og Oliven og er Centrum for Bjærgværkerne; i Nærheden store Grotter, der stam-
mer fra de romerske Bjærgværker. Nordligere ligger Oristano, c. 7200 Indb., Ærke-
bispesæde, i en frugtbar, men usund Egn, og Bosa, c. 6800 Indb., med Vin- og Oliven-
avl samt Koralfiskeri. I det Indre 0. for Bosa ligger Macomer, i hvis Omegn der
findes den største Samling af de mærkelige kegle- eller pyramideformede Bygnin-
ger af Sten, „Nuragher“, Begravelser, Boliger eller Tilflugtssteder for de ældste Be-
boere. Ved Sydvestkysten af Sardinien ligger Øerne San Antioco, forbunden med
Sardinien ved en Bro, og San Pietro med den befæstede Plads Carloforte; den sidste
0 blev befolket af Genuesere, der af Barbareskerne fordreves fra Øen Tabarka ved
Tunis’ Kyst — Nær ved Nordkysten ligger Sassari, 32,800, med K. 43,100 Indb.,
med Ærkebispesæde og Universitet, stiftet 1656, den er bedre bygget end Cagliari;
i Omegnen er der store Orange-, Citron- og Olivenplantninger; Sassaris Havn er
Porto Torres. Østligere ved Kysten ligger Fæstningen Castel Sardo, ved Vestkysten
den befæstede Havn Alghero med Olivenavl og Koralfiskeri, i det Indre Tempio,
Pansania, Ozieri og Nuoro. Ved Sardiniens Nordøsthjørne i Maddalenagruppen
ligger Øen Caprera, hvor Garibaldi døde; Øgruppen, der bestaar af 10 smaa Klippe-
øer, kaldes ogsaa de buccinariske Øer.
Nær ved Italiens Østkyst S. for Rimini ligger Republikken San Marino, 60 km2
med 10,800 Indb. (1912); den skal være 1400 Aar gammel. Regeringen føres af et
stort og et lille Raad samt to Capitani regenti, valgte paa et halvt Aar. Indtægter og
Udgifter var i 1912 henholdsvis c. 360,000 og 434,000 Lire; Hæren bestaar af c.
1000 Md. Staten kan dog kun uegentlig betragtes som souveræn, da den staar under
Kongen af Italiens Beskyttelse siden 1872. Næringsvejene er Agerdyrkning, især
udmærket Vinavl, og Kvægavl. — Paa Toppen af Monte Titano (794 m) ligger den
slet byggede Hovedstad San Marino, c. 1800 Indb.
BALKANHALVØEN1)
§ 1. Horisontal Udstrækning. Ydre Omrids.
a. Det volder nogen Vanskelighed at bestemme Nordgrænsen for den tredje
sydevropæiske Halvø. Efter det horisontale Omrids danner Linjen fra Triest til
Odessa Grænsen, men derved vilde Dele, som maa betegnes som helt kontinentale,
blive tagne med. Efter de fysiske Forhold er det det nordlige Affald af det vestlige
Bjærgsystem, der er en tilsyneladende Fortsættelse af Alperne, og af Balkansyste-
met, som afgør Grænsen. Mod V. er det lettest at fastslaa den; der danner Save og
Donau en bestemt Grænselinje; østligere, hvor de transsilvanske Alper og Balkan
i) Den er ogsaa blevet kaldt Hæmoshalvøen (Oldtidens Navn paa Balkan) eller den illyriske Halvø. Et
Forslag om at kalde den slet og ret den sydøstevropæiske Halvø, fordi Balkan indtager en forholdsvis
ringe Plads i Halvøens højst indviklede geografiske Forhold (det samme kunde jo gøres gældende
overfor Navnet „den pyrenæiske Halvø“) som en altfor lidet karakteristisk Betegnelse vil vistnok ikke
finde almindelig Indgang. — Balkanhalvøen er den mindst kendte Del af Evropa: først efter Krigen i
1870’erne, da store Dele blev løsrevne fra Tyrkiet og kom direkte eller indirekte under andre Staters
Indflydelse, blev Forholdene noget bedre. Men Kundskaben er endnu meget mangelfuld, navnlig hvad
den meget indviklede vertikale Bygning angaar; ikke en Gang de almindelige Benævnelser er man
bleven enig om. I det hele hersker der med Hensyn til Navnene en næsten grænseløs Forvirring;
Oldtidens, italienske, nygræske, albanesiske, tyrkiske Benævnelser og Stavemaader blandes sammen;
man maa opgive at faa Enhed i Navnene og ser sig ofte nødsaget til at bruge flere Betegnelser. I Græken-
land er der en tydelig Tendens til at vende tilbage til de gamle Navne, men Udtalen er meget af-
vigende, som Eksempler nævnes, at det græske u lyder som v (Piræus = Piræevs) og b som v.