Bulgarien. Rumænien.
131
(Banja, o: varme Bade), 13,700 Indb.; østligere de to andre Bjærgværksbyer (Sølv-
gruber) Samokov, 10,400 Indb., og Dubnitza, 11,600 Indb. Mod 0. langs Balkan
følger en Række Byer som Kalova, Kalofer, Kasanlyk, 10,600 Indb., med Industri
i Rosenolie, Slivno (Sliven), 25,100 Indb., i Tundsjadalen og ved Indgangen til Pas-
set Jærnporten, med en Del Industri, og Karnabat.
Af Maritzabyerne er Øst-Rumeliens Hovedstad Philippopel (bulgarisk Plovdiv,
tyrkisk Filibe), 48,000 Indb., den vigtigste; den er grundlagt af Philip af Makedo-
nien og som Handels- og Fabriksby (Silke, Klæde, Bomuld, Tæpper) paa Grund af
sin udmærkede Beliggenhed i stærk Fremgang. Højere oppe af Floden ligger Tatar-
Bazardsjik, 18,100 Indb., med stor Ris- og Vinavl, N. for Floden Cirpan, 11,700
Indb., Stara-Zagora (Eski-Sagra), 22,000 Indb., med Mineralkilder og Industri
(Tæpper), og mod NØ. ved Tundsja, hvor den drejer mod S., Jamboli, 16,000 Indb.,
et vigtigt Jærnbaneknudepunkt med livlig Handel; S. for Floden ligger Stanimaka,
13,000 Indb., og Chaskoi (Chaskovo), 15,100 Indb., ved Nordaffaldet af Rhodope,
en vigtig Landhandelsstad. Endelig ligger ved det sorte Hav Landets anden Ud-
førselshavn Burgas, 14,900 Indb.
Det nye Territorium, 26,100 km2 med 783,000 Indb. (en Folketælling
Januar 1914 gav dog kun 702,400, hvoraf 271,000 var Mænd), mellem Øst-Rumelien
og det ægæiske Hav, begrænset mod V. og SV. af Serbien og Grækenland, mod 0.
af Tyrkiet, har kun smaa Byer. Mod NØ. nær ved Adrianopel og Maritza ligger
Dimetoka (Demotika), kendt fra Karl XII’s Ophold 1713, med Pottemagerier og
Silkeavl; sydligere de smaa Byer Xanthi, græsk Ærkebispesæde med Tobakshandel,
og Gymyrdsjina, ved Kysten lidt V. for Maritzamundingen den lille Havn Dede
Agatsj.
§ 9. Rumænien.
a. Rumænien (af Folket kaldet Tara romanilor, o: Romernes Land), som til Dels
falder sammen med Oldtidens Dacien, bestaar af Valakiet, Sletten mellem Donau
og de transsilvanske Alpei’, og Moldau, Karpaternes Østaffald indtil Pruth; som en
tredje Del kan opstilles Dobrudsja, Landet ved Donaumundingen. — Rumænerne
(se II p. 109) begyndte først i det 13. og 14. Aarhundrede at danne selvstændige
Riger i Valakiet og Moldau under valgte Fyrster, Voivode r eller H o s p o-
darer; men allerede i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede maatte Valakiets Fyrste
bøje sig for Tyrkerne, og 1460 kom Landet ind under tyrkisk Overhøjhed, hvilket
ogsaa skete for Moldaus Vedkommende i 1511, idet begge Landene dog beholdt
.deres valgte Fyrster; vel lykkedes det i Slutningen af det 16. Aarhundrede en ind-
født Fyrste at samle de rumænske Lande, men Tyrkerne fik snart atter Magten, og
Landene styredes derefter af Lensfyrster, som dyrt maatte betale Værdigheden og
gerne toges blandt de indvandrede rige Grækere, de saakaldte Fanarioter. Først
1829 begyndte Landene, til Dels ved Ruslands Hjælp, at frigøre sig, idet de ved
Adrianopelfreden fik Lov til selv at vælge deres indfødte Fyrster. Den Indflydelse,
som Rusland den Gang fik i Landene, idet de var blevet stillede under dets Over-
opsyn, maatte det imidlertid atter opgive ved Pariserfreden 1856, da de „f o r-
enede Fyrstendømmer“, dog med hver sin Fyrste, som tyrkiske Tribut-
stater stilledes under Stormagternes Beskyttelse. I 1859 traadte Landene i Personal-
union, 1861 forenedes de helt under en fælles Regering; 1864 antog de Fællesnavnet
Rumænien. Ved en Revolution Aaret efter valgtes Karl af Hohenzollern til Regent.
Endelig erklærede Landet sig for helt uafhængigt under Krigen 1877—78, hvilket
9’