192
De britiske Øer.
Wrath; mellem Duncansbyhead og Kap Dannet skiller det c. 10 km brede Pentland
Firth Skotland fra Orkneyøerne; af de følgende Bugter nævnes Thurso, Erriboll og
Durness. Farlige Hvirvler, som ved Stroma Øen i Pentlandstrædet og ved Kap
Wrath, besværliggør Sejladsen.
Vestkysten, der først gaar i Hovedretningen fra SSV. til Ardnamurchan
Point, 6° 14’ v. L., Skotlands vestligste Punkt, og derpaa drejer mere mod SSØ.
over Firth of Clyde, er en ægte Skærkyst, yderst stejl og sønderreven. Talrige Bug-
ter skærer dybt ind i Landet og afgiver fortrinlige Ankerpladser for Fiskerilanderne,
der er beskæftigede med Kabliaufangsten. Tillige er mange af de sønderrevne Halv-
øer skilte ved smalle Stræder fra Fastlandet, saaledes at Kysten ledsages af en
Række Øer, ligesom ogsaa Øgruppen Hebriderne ligger her parallel med Kysten,
skilt ved Farvandet North Minch og Fortsættelsen Little Minch mellem de egentlige
Hebrider og Kystøen Skye. Af de talrige Bugter nævnes fra N. til S. Laxford, Eddra-
chilles, Enard, Broom, hvis inderste Spids kun er 42 km fjærnet fra Dornoch Firth,
Ewe og Torridon; mellem Skye og Fastlandet ligger Inner- og Sleat Sund. S. for
Ardnamurchan Point ligger Øen Mull, skilt fra Fastlandet ved Sundet af s. Navn;
derpaa følger Firth of Lorn, der mod NØ. tilspidser sig i Loch Linnhe (Longus
Sinus), Vestkystens dybeste Fjord. Sydligere strækker sig den 90 km lange Halvø
Kintyre (Cantire) mod S., ved Roden gennemskaaren af Crinnankanalen; V. for
Halvøen ligger Øerne Jura og Isla, skilte ved Jura Sund og Gigha Passage, 0. for
den Øen Arran, skilt ved Kilbrennan Sund; mod NØ. skærer den dybe Loch Fyne
sig mod NØ. ind i Landet. S. for de sidste Øer ligger den dybe og paa gode Havne
rige Firth of Clyde. Skotlands Sydvestspids dannes af den 46 km lange Halvø Gallo-
way, afskaaren fra Fastlandet ved Ryan Bugt mod N.., Luce Bugt mod S., og skilt
fra Irland ved Northkanalen. Derefter slaar den sta<digt stærkt indskaarne Kyst
over Burrow Head og Wigtown Bugt ind mod 0. til Smlway Firth mellem Skotland
og England. Bugten har lave, sumpede Bredder, og dlenne Karakter beholder Ky-
sten paa sin Vej mod SSØ. fra St. Bees Head over Mtorecambe Bugt — ved hvis
nordlige Indgang Øen Walney ligger —, Ribble- og Merr s ey munding en til Dees Mun-
ding. Fra den sidste Bugt begynder Wales’ Kyster, der gennemgaaende er stejle og
klippefulde. Kysten gaar først mod V. til den 210 m høje Kalkstensmasse Ormes
Head og drejer derpaa mod SV. til Halvøen Caernarvons yderste Spids, Kap Braich-
y-pwll; uden for den sidste Strækning ligger Øen Anglesea skilt ved det kun 200 m
brede Menai Stræde. Saaledes er der fra Gallowayhalvøen til Anglesea indskaaret
en firkantet Bugt begrænset mod V. af Irland, det for sine Storme og voldsomme
Strømninger berygtede, indtil 200 m dybe irske Hav, midt i hvilket Øen Man lig-
ger; mellem Morecambe Bugt og.Anglesea strækker sig store Sandbanker, Cartmel-
og Leven Sands, der i Ebbetiden næsten er tørre. Fra Braich-y-pwll slaar Kysten
ind mod NØ. til Tremadoc Bugt og derpaa mod S. og SV. til St Davids Head, den
yderste Spids paa Halvøen Pembroke; saaledes er Cardigan Bugt dannet, Vandet
mellem den og Irland kaldes St. Georgeskanalen. Fra St. Davids Head gaar Kysten
mod SØ. over St. Brides Bugt og Milford Haven, en af Verdens bedste Havne, til
St. Govens Head, hvorpaa den stærkt indskaarne Kyst slaar ind mod ØSØ. over
Caermarthen Bugt, Worms Head og Swansea Bugt til Severns Munding. Fra denne
Munding gaar Kysten mod V. fra Bridgewater Bugt til Morte Point, afsætter derpaa
Barnstaple Bugt og vender sig saa mod SV. over Hartland- og Trevose Head samt
St. Ives Bugt til Kap Landsend. Kysterne ved Bristolkanalen (ogsaa kaldet False
Channel, fordi Skibene tit forveksler den med St. Georgeskanalen), Farvandet mellem
Wales og Halvøen Cornwall, er paa begge Sider stejle mod V., men længere inde i
Bugten er de flade og ledsagede af Sandbanker, saa at større Skibe har Vanskelig-