Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Horisontal Udstrækning. Ydre Omrids. 191 ivin Sands. Fra North Foreland vender Kysten sig mod V. til Thamesmundingen, saa- ledes afskærende Halvøen Kent, der til Dels har stejle Kyster; især er dens Nordkyst fra Margate til Sheerness forsynet med talrige Havne; V. for den sidste Havn trænger en dybere Bugt ind, i hvilken Medwag udmunder, og ved hvilken Havnene Chatam og Rochester ligger. Fra Thamesmundingen drejer Kysten mod NØ. over B'ackwater- mundingen og mod N., NV. og V. til den omtrent firkantede Bugt The Wash, der skærer ind mod S.; saaledes er Halvøen Norfolk afsat. Denne Kyst er i det hele farlig for Sejladsen; den er for det meste flad med Klitter, af og til afbrudte af enkelte Klipper — den højeste er Cromer Eddystones Fyrtaarn. paa Nordsiden af Halvøen — eller sumpede Strækninger; de eneste Havne af nogen Betydning er Har- wich og Yarmouth. Washbugten selv er rig paa Sandbanker, ved Storm °g Højvande kan Vandet naa de omliggende Byer; Omegnen er el Marskland, kaldet the Fen eller det britiske Holland, med Diger, Kana- ler og Vindmøller. Fra Gibraltar Point gaar nu Kysten mod NNV. over Humber munding en, hvis Om- givelser ligeledes er Marskland, og Spurn Head til den fremspringende paa Huler rige — den mest kendte er Robin Lyths Hole — Klippemasse Kap Flamborough, en Samlings- plads for utallige Søfugle. N. for dette Punkt indtil Duncansbyhead, 58 ° 38’ n. Br., træder ældre Dannelser næsten overalt ud til Kysten, som derfor gennemgaaende er stejl med gode Havne, kun enkelte Steder er der flade Strækninger. Kysten gaar mod NV. over 7 ees Munding til Berwick, Skotlands gamle Grænseby ved Tweeds Munding, med udmæikede Havne, som Hartlepool, Sunderland og Newcastle samt dennes For- havne ved Tynes Munding; den slaar nu niere ind mod VNV. over North Berwick til den mægtige Firth of Forth, hvilken Bugt dog ikke har gode naturlige Havne; Leiths Red er ved store Dæmninger beskyttet for Tilsanding. Fra Fife Ness ved Bugtens nordlige Indgang drejer Kysten mod NV. til Firth of Tay, uden for hvilken den enlige Klippe Bell Rock (o: Klokkeklippen) ligger med et mægtigt Fyrtaarn. Kysten gaar nu mindre indskaaret et større Stykke mod NØ. over Havnen Aberdeen til Buchan Ness, 1° 45’ v. L., Skotlands østligste Punkt, derpaa mod NNV. over Petei head til Kinnaird Head, hvorefter den pludselig slaar ind mod V. og danner med den sidste Del af den skotske Kyst, der atter gaar mod NØ., en stor Bugt, som ved den i Tarbet Ness endende Halvø spalter sig i to Bugter, Moray Firth og Dor- noch Firth. Den første Bugt, hvis Kyster mest er flade, afsætter atter to Arme, hvoraf den sydligste trænger ind til Inverness, og den nordligste med Indløbet ved Cro- marty danner den bedste Havn paa hele Østkysten. Paa den nordligste Del af Øst- kysten ligger Sinclair Bugt lige før Duncansbyhead. Skotlands stejle og sønderrevne N o r d k y s t gaar c. 110 km mod V. til Kap