194
De britiske Øer.
Skærkyst. Særlig 0. for Foyle Bugt dannes den af mægtige Basaltklipper; her ligger
Kæmpedæmningen Giants Causeway („Jættechausseen“), en Samling af c. 40,000
tætstillede smukt formede Basaltsøjler, der strækker sig 250 m ud i Havet.
Storbritanniens og Irlands Kystlængde angives til c. 7500 km, hvoraf Irlands
er c. 2200.
4 2. Naturforhold.
Det karakteristiske for de britiske Øers vertikale Bygning er en stadig Vekslen
mellem Sletteland og mindre Bjærglande; for de sidstes Vedkommende er Gruppe-
formen, og ikke Kædedannelsen, ligesom det bølgeformede og afrundede det frem-
herskende; stærkt brudte Linjer og abrupte Former, som i Alperne, er sjældnere,
noget, der til Dels har sin Grund i den stærke Nedbør, idet den i Tidernes Løb har
afslebet og glattet Toppene. I geologisk Henseende hører de britiske Øer til det
mellem- og vestevropæiske Massiv, der er Rester af mægtige Bjærgsystemer (se p.
10), og en mod 0. svagt buet Linje fra Ex’ til Tees’ Munding danner en bestemt
Grænse; V. for denne Linje bestaar Jordbunden næsten udelukkende af Lag fra de
ældre Perioder, især af Skifer, til Dels gennembrudt af Granit, Kalksten og Stenkul
fra den devomske, siluriske og Stenkulsformationen. Kun 0. for Linjen i det egent-
lige engelske Lavland findes yngre Lag i større Udstrækning, over de ældre Lag
mod V. findes sjældnere yngre Aflejringer, eller de er skyllede bort ved den stærke
Nedbør. I England er Slettelandet, i Skotland Bjærglandet det overvejende; man
regner, at i det første ligger 94, i det sidste kun 70 % under 300 m; tillige mærkes,
at i England gaar Bjærgene mere eller mindre i Retning fra N. til S., medens i
Skotland Retningen fra V. til 0. er den fremherskende. I Irland endelig lejrer
mindre Bjærggrupper sig om et stort centralt Lavland; ligesom i Skotland er Ret-
ningen fra V. til 0. eller rettere fra SV. til NØ. den fremherskende. Man angiver
Storbritanniens Middelhøjde til c. 220 m, Irlands til 123 m.
a. I England ligger Bjærglandet mod NV. og V., Slettelandet mod 0. og SØ.
Det engelske Bjærgland er ikke noget afsluttet Højland, idet Slettelandet træder ind
imellem det og skiller det i tre isolerede eller i alt Fald kun løst sammenhængende
Grupper, Cornwall, Wales og det nordengelske Bjærgland, under hvilket sidste Navn
Cumberlandsgruppen og de penninske Bjærge sammenfattes.
l. Cornwalls og Devons Bjærgland (Cornish Highlands), det mindste af de Ire
Bjærglande — særlig bestaaende af ældre Dannelser fra Devon- og Kulperioden,
gennembrudte af store Granitmasser („Granitøer“) —, begrænses mod 0. af Ex’
Floddal og deles ved Indsænkninger i flere Afdelinger; Middelhøjden er kun 200 m.
Den vestligste Del bestaar af et Granitplateau, der ligger nærmest ved Sydkysten;
det falder stejlt af til Kysten med maleriske, paa Huler („hugos“) rige Klippe-
formationer; i øvrigt bestaar det af øde, skovløse Bjærgdrag, der kun giver Plads for
snævre Dale, som under Indflydelsen af det udprægede Øklima og beskyttede for
Stormene har en yppig Vegetation; Myrter, Laurbær og Fuchsiaer vokser i det fri.
Bjærgene, hvis højeste Punkt er Brown Willy, 416 m, er meget rige paa Kobber,
Bly og Tin. Tamerdalen — Floden udspringer mod N. nær ved Bristolkanalen og
løber mod S. ud i Plymouth Sund — skiller disse Bjærge fra Granitplateauet Dhrt-
moor Forest (Skoven er dog forlængst forsvundet), der er opfyldt af Sumpe og He-
der, men ogsaa har gode Marskegne; Yes Tor og High Wilhays, 622 m, er de højeste
Punkter. Ved Plateauets Sydøstrand ligger de frugtbare, for Nordenvinden skær-