Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
242 De britiske Øer. Domkirke. S. for Pomona ligger Hoy og South-Ronaldshay; N. for Pomona Sha- pinshay, Rousay, Stronsay, Eday, Sunday, Westray og North-Ronaldshay. Ved et 0 km bredt Stræde, midt i hvilket Øen Fair ligger, hvor Medina Sidonia led Skib- brud 1588, skilles Orkn- fra Shetlandsøerne. Orknøerne hørle til Norge indtil 1263. Shetlandsøerne (se p. 217), Nordboernes Hjaltland. De strækker sig i samme Hetnmg mod NØ. og bestaar af over 100 Øer, hvoraf kun 29 er beboede. Deres Middelhøjde er større end Orknøernes, skønt det højeste Punkt. Rona eller Rooe- ness paa Mainland, kun er 450 m: de har ogsaa en langt vildere Natur og gør et langt mere imponerende Indtryk med deres stærkt sønderrevne, optaarnede Klippemasser. Klima og Næringsveje er som paa Orknøerne; de halvvilde Shetlandsponier er berøm- te, Faareavlen leverer en Del Uld, som Indbyggerne selv forarbejder. Paa Ho- vedøen Mainland, c. 950 km2 med c. 20,000 Indb., ligger ved Bressa Sund, lige over for den mindre 0 Bressa, Hovedstaden Ler- Stensætning paa Mainland. 1T_ c r , j p wick’ c- 4000 Indb-> en god avn, Samlingsplads for engelske, hollandske og norske Fiskere. 0. for Bressa igger den lille Noss, hvis Østkyst er en uafbrudt Række af stejle Klipper. Af andre nævnes Whalsey, Yell, Fetlar og Unst. Shetlandsøerne hørte til Norge lil Slutnin- gen af det 15. Aarhundrede (1468). C. Kongeriget Irland er fra den Tid, det loges af England, blevet behandlet som et erobret Land, osj det i rdets egentlige Betydning, da Englænderne efterhaanden har bemægtiget sig næsten al Grundejendommen. Det er ovenfor (p. 205) kortelig berørt, hvorledes ^ religiøse Forhold forøgede Hadet mellem de to Folk; Englænderne brugte alle Midler for at udrydde Katolicismen, Landet inddeltes i anglikanske Bispedømmer, og storartede Landkonfiskationer fulgte efter enhver Opstand. Efter Opstanden til 'u*st foJ Stilarterne hærgede Cromwell Øen, og det forbødes Katolikkerne under ødsstraf at bo andre Steder end i det af Sumpe opfyldte Connaught. Lignende Grusomheder gentog sig efter William Ill’s Tronbestigelse, Ejendommene fratoges katolikkerne og gaves til Protestanter, de katolske Gejstlige maatte forlade Øen katolsk Gudstjeneste og Undervisning forbødes, ingen Katolik maatte faa Embede °sv_ Del 19. Aarhundrede bragte vel nogle Lettelser, 1801 fik Irlænderne Adgang til Parlamentet, og 1829 blev Katolikkerne ligestillede med den biskoppelige Kirke men Forholdet blev ikke bedre, snarere det modsatte; Irland vedblev stadig at være „den løseste Sten i den engelske Krone“, der stræbtes mere og mere hen til en fuldstændig Løsrivelse fra England (O’Connell, Home-Rule), og Oprørsaanden næ- iedes \ed hemmelige Selskaber (Fenierne), ja fra 1880 var Landet faktisk i On- rørstilstand under „Landligaen“. Først i de sidste halvhundrede Aar har England