254
Mellemevropas Natur og Befolkning.
Apenninerne (se p. 56), den østlige Fløj ender ved Donaus Lavland; mod SØ. staai
Systemet i Forbindelse med Balkanhalvøen ved Karstplateauet, der efter de nyeste
Undersøgelser maa regnes til Balkanhalvøens Bjærge. Men baade disse sidste og
Apenninerne er ved deres Bygning og geologiske Sammensætning selvstændige Sy -
stemer. Det samme kan vel siges om Jurabjærg ene, som behandles her under Al-
perne sammen med Højsletten ved deres nordlige Affald, men Forbindelsen er dog
langt inderligere, idet Jurabjærgene maa betragtes som en ydre Foldezone af de
nordlige Kalkalper. Alpesystemet danner en mod Italien vendt sluttet Bue, smallest
mod V., hvor den næppe er 75 km bred (Overgangen ved Genova er endog kun 36
km), bredere og bredere mod Øst, som et Overflødighedshorn, aed Lago maggioic
c. 140, ved Gardasøen c. 250, indtil 350 km mellem Wien og Triest, gennemsnitlig
er den c. 180 km bred. Buens indre Krumning er c. 750 km, den ydre over Genova,
Grenoble, Bodensøen og Wien c. 1300, i lige Linje er den fra nedre Rhone til Donau-
dalen ved Wien 1035 km. Alperne bedækker, uden de tilgrænsende Højsletter,
c. 200,000 km2 og er saaledes ikke Evropas største Bjærge i Udstrækning, da de
skandinaviske Bjærge indtager et dobbelt saa stort Areal, men de er de højeste, i
Gennemsnit 1400 m. Medens Vestalperne hæver sig mere og mere mod N. tager
Højden atter af fra Montblanc mod 0.; herfra til Adiges Kilder er Toppene mellem
4800 og 2600 m, Passerne sjældent under 2000 m og Kamhøjden ikke under 2600 ni,
0. for Adige er Højderne 4000—1600 m, Passerne sjældent over 1700 m og Kam-
højden c. 2000 m. Bjærgenes Affald er stejlest mod S. til den lombardiske Slette -—
Mont Rosa, over 4600 m, ligger saaledes kun 50 km fra Poslettens Rand, og Garda-,
søen ligger kun 64 m o. H., og ligeledes er den relative Højde størst her.
Hvad Systemets Bygning i Almindelighed angaar, er det ikke Kædebjærge i
Ordets almindelige Forstand, snarere kan man tale om Grupper eller flere paral-
lelle Bjærgzoner, der ligger i Systemets Hovedretning, skilte ved Længdedale, hvilke
sidste netop er særlig karakteristiske for Alperne. Det er navnlig ved Systemets
indre Bygning, at Alperne skiller sig fra de andre tilstødende Systemer. I geologisk
Henseende bestaar Alperne nemlig af et midterste Bælte eller Kernen og
Sidebælterne paa hver Side, og i Modsætning til tidligere Tiders Anskuelse,
hvorefter man mente, at Systemet skyldtes pludselige Frembrud af smeltede Masser
fra Jordens Indre, saa at Trykket og Foldningen skulde være udgaaet fra Midten
(den „plutoniske“ Teori eller „Hævningsteorien“), er det nu den almindelige An-
tagelse, at Foldningen er foraarsaget ved et horisontalt Sidetryk fra S. fra Posletten,
og navnlig har Foldningen og Omvæltningen været stærkest mod V. og NV., hvor
ældre Bjærgmasser, Højfrankrig, de rhinske og bøhmiske Bjærge, har sat haardt
imod haardt.
Det midterste Bælte bestaar overvejende af Gneisgranit, sjældnere af ren Granit,
beklædt med et Lag af Skifer og tillige for det meste overdækket med andre Lag fra
yngre Perioder. Sidebælterne bestaar derimod af sekundære og tertiære Lag, navnlig
dog fra Trias, Jura- og Kridtformationen; mest fremherskende er Kalkstenen, hvor-
for man har kaldt disse Sidebælter Kalkalperne; kun isoleret optræder her krystal-
linske Stenarter. Det midterste af vældige Massiver bestaaende Bælte er det højeste,
men hæver sig til Dels jævnere i en mere afrundet Bygning uden derfor at mangle
dristige kegle- og pyramideformede Former og stejle Vægge, hvorimod loppene i
Kalkalperne ofte hæver sig brat fra de dybeste Indskæringer; medens Plateaudan-
nelsen næsten helt mangler i Kernen, har Kalkalperne Rigdom paa denne Form;
da Kalken ikke er gunstig for Isdannelser, er Gletscherne sjældnere i Kalkalperne,
hvorimod de i Stedet for disse Isstrømme har de ligesaa ødelæggende Stenstrømme,
der trænger langt ned i Dalene. Denne Bygning i Kerne og Sidebælter, skilte ved