274
Mellemevropas Natur og Befolkning.
Bjærgbuen er det ovenfor (p. 146) skildrede østfranske Bjærgland, som skilles fra
Alperne ved Rhone-Saönedalen. Den Del, som skal omtales her, falder i det mellem-
tyske Bjærgland, dei’ skilles fra Alperne ved den nylig skildrede sydtyske eller schwa-
hisk-bayersk-østerrigske Højslette, og Karpaterne, skilte fra Alperne ved den un-
garske Slette.
1. De melle ni tyske Bjærge
frembyder en stor Mangfoldighed i Former, idet de bestaar af talrige Grupper og
Kæder, der snart straaler ud til alle Sider fra et Midtpunkt, snart er symmetrisk
grupperede om Kedeldale eller Højsletter, snart krydser hinanden eller ligger helt
isolerede. Tillige er der den største Forskellighed i den geologiske Sammensætning;
thi ved Siden af Urformationen, som viser sig i Vogeserne, Schwarzwald, Odenwald,
Thüringerwald, Harzen osv., optræder i større Udstrækning i Bøhmen og særlig er
overvejende i Sudeterne, mangler der næsten ikke en eneste af de sedimentære For-
mationer, og det saaledes, at den enkelte Formation ikke findes samlet, men optræ-
der i de forskelligste Egne og ofte med store Mellemrum, hvilket fremkalder en rig
Afveksling i Landskabets Karakter. Som et gennemgaaende Træk fremhæves, at de
Landskaber, der er grupperede mellem Bjærglandene, i Almindelighed aabner og
sænker sig udadtil, saaledes at de straaleformig divergerer fra hinanden i deres
Forløb mod N. Ved den nylig skildrede sydtyske Højslette, der strækker sig op langs
Bøhmerwalds Sydrand, deles de mellemtyske Bjærge i en vestlig og en østlig
Fløj, der atter knyttes sammen ved Fichtelgebirge. Til den vestlige Fløj hører de
rhinske Bjærge, o: Parallelkæderne paa begge Sider af Rhiindalen, samt de nordligere
ligeledes om Rhinen lejrede rhinske Skiferbjærge; denuæst Grupperne mellem de
rhinske Skiferbjærge og Bøhmen, hvilke nærmest bestaaar af de fra Fichtelgebirge
mod NV. udgaaende Franken- og Thiiringerivald, men hvortil slutter sig enkelte
Grupper om Werra og Fulda samt nordligere Grupper jpaa begge Sider af Weser;
endelig Neckar- og M ainlandet mellem de rhinske Bjærge, schwabisk og frankisk
Jura samt Franken- og Thüringerwald. Den østlige Fløij er de bøhmisk-mcihriske
Bjærge.
a. De rhinske Bjærge. Den næsten helt jævne Rhindal fra Basel (245 m) til
Frankfurt am Main (100 m), som af Tyskerne uegentligt kaldes den øvre Rhindal, da
den er lejret om Flodens Mellemløb, er henved 300 km lang, 25—40 km bred og c.
11,000 km2 stor; kun mod N. udsender den nogle Grene i den mod 0. gaaende Mains
og Kinzigs Dal, i Wetterau mod N. og i Rheingau, Rhinens Tværdal mod V. Paa begge
Sider indesluttes Dalen af høje Bjærge, der har meget tilfælles: de er begge højest i
den sydlige Del og bestaar her af de ældste Dannelser, medens de yngre Formationer,
navnlig Sandsten, er overvejende mod N., begge falder de stejlt af mod Dalen, lige-
som de ogsaa har deres højeste Punkter her, medens Affaldet paa Ydersiden er jævnt.
l. Den vestlige Bjærgrand bestaar af Vogeserne (fransk: les Vosges'] eller Was-
gau og Hart. — Vogeserne hæver sig brat fra den burgundiske Port (se p. 149) og
gaar til Lauterdalen; Affaldet til Rhindalen er stejlt, mod V. gaar Bjærgene jævnt
over i den lothi’ingske Højslette; Højderne er dækkede med Fyrreskove, Affaldene er
frugtbart Vin- og Agerland. I den føi’ste Tredjedel, der gaar til Breuschs (fransk:
Bruche] Floddal eller Markir eher Indsænkningen, gennem hvilken Vejen fører fra
Schlettstadt til St. Dié ved Meurthe, er Kamhøjden c. 1000 m og Granit og Gnejs
overvejende; sydligst ligger Højdepunktet Elsasser (eller Welsche) Belchen eller