304
Mell emeu ro pas Natur og Befolkning.
Karpaterne og i Transsilvanien (de saakaldte „Sachsere“), dels i den vestlige Del af
Sletten V. for Donau og i Banal („Schwabere“ kaldede). Foruden i det ungarske
Lavland findes der Magyarer i Transsilvanien, navnlig mod 0., hvor de kaldes
Szekler, desuden er der Kolonier i Moldau ved Sereth (se p, 132). Magyarerne er
store kraftige Folk med smukke udtryksfulde Træk, meget nationalstolte og hæn-
gende ved det gamle; i øvrigt er de kendte for deres Hang til Pragt og brogede
Farver (deres Klædedragt) samt for deres Lidenskabelighed, der driver dem fra
den største Livlighed til den dybeste Melankoli, hvad der blandt andet faar Ud-
tryk i deres Musik. Ved Aar 1000 kristnedes de af den hellige Stephan; paa Refor-
mationens Tid fik Kalvinismen betydelig Indgang, men under Østerrigs Herre-
dømme har atter Katolicismen fortrængt den, saa at den nu næsten kun findes i
Byerne. Tidligere var det kun Adelen, der havde politiske Rettigheder, ligesom den
ejede og endnu til Dels ejer Grundejendommen, den store Mængde, „misera con-
tribuens plebs“, havde intet at sige; den sidste Tid har bragt betydelig Forandring
i dette Forhold. Magyai'ernes Antal er c. 11 Mill.
2. Af Slaverne omtales først de sydslaviske Folk. Serberne (Raizer) bor i det
sydlige Ungarn, navnlig Banat og Voivodina, nemlig de frugtbare Strækninger om-
kring nedre Theiss og ved Donau, i de sydlige østerrigske Provinser, saaledes Mor-
lakkerne i det indre Dalmatien, og i Bosnien og Herzegovina. De er komne ind i
Landet som Flygtninge, da Tyrkerne havde berøvet deres Land Selvstændigheden,
og tilhører for det meste den græske Kirke (se for øvrigt p. 109).
Nærbeslægtede med dem er Kroaterne, der i Middelalderen dannede et stort
Rige, som omfattede det nuværende Kroatien, det nordlige Dalmatien og endog en
Tid Bosnien; de er for største Delen Katolikker. Slavonerne er Kroatere, blot med
en stærk Blanding af Slaver, der er flygtede fra Tyrkiet (Uskoker); Slavonerne
bor i de østligste Egne mellem Drave og Save, medens længere vestlig mellem
Floderne, ogsaa S. for Save, Kroaterne har holdt sig ublandede. Den krigerske
Aand, der altid har besjælet disse Folk, er blevet holdt vedlige ved den særegne
militære Forfatning, hvorunder de har levet, thi Grundejerne betalte ikke Skat,
men var tjenestepligtige, og Administrationen lededes af Officerer; Tropperne brugtes
mest til at bevogte Grænsen mod Smuglere og Folk, der kunde bringe Pesten ind
i Landet, i de østerrigske Krige benyttedes de som lette Tropper (Pandurer, Rød-
kapper); nu er „Militærgrænsen“ (se p. 330), ophævet siden 1873. En Ejendom-
melighed er den forældede Ordning af Ejendomsforholdene i Husfællesskab, det
saakaldte Zadruga, idet Jorden ikke ejes af een Person, men af hele Familien, der
sædvanlig bestaar af 15 til 60 Personer. — V. for Kroaterne bor Slovenerne eller
Slovenzerne (af Tyskerne tidligere kaldte Winder); de bebor navnlig Krain, en
Del af Istrien, og det sydlige af Kärnten. Sydslaverne udgør c. 4x/2 Mill., deraf de
serbisk kroatiske Folk over 3 og Slovenerne c. 1,3 Mill.
Til Vestslaverne hører Czecherne (Tsjekker), som bebor den største Del af
Bøhmen (Czechy, Sproget kaldes Czech) og Mähren samt østerrigsk Schlesien, i
Mähren naar de omtrent indtil March, mod S. til Iglavas og Thayas Floddale.
Czecherne havde allerede tidlig en selvstændig Kultur; vel bragte det ulykkelige
Udfald af Hussiterkrigen og Begivenhederne i Trediveaarskrigen stor Fremgang
for Tyskerne, men nu vinder atter Czecherne Terræn og tvinger Tyskerne ud af
det politiske Liv. Deres Antal er c. 6,5 Mill. — SØ. for dem bor det beslægtede
Folk Slovakerne (af Magyarerne ofte kaldte „de hvide Folk“), Hovedbefolkningen
i de vestlige Karpater -og det nordlige Ungarn til Bodrog mod 0., den øvreungarske
Slette mod S.; ogsaa i den nedreungarske Slette har de enkelte Kolonier. De værner
ivrig om deres Sprog og Skikke, er for de to Tredjedeles Vedkommende Romersk-