Befolkning og historiske Forhold.
307
ningen er endnu mere forskelligartet; men der er ogsaa fælles Karaktertræk, som
samler dem. Man maa fremhæve Tyskerens poetiske og musikalske Sans og hans
Kæilighed til Naturen, hans Viljestyrke, Udholdenhed, Flid, Ordenssans og hans
oprigtige Vedhængen og Evne til disciplinarisk at indordne sig under det hele fol-
en stor Sags Skyld; men paa den anden Side udarter disse Egenskaber rigtignok
ofte til Mysticisme og Føleri, en noget brutal og smaalig Arrogance samt Pedanteri.
Det er et aandelig bevæget, opvakt og oplyst Folk, og hvor meget man end maa
smile ad mange, tyske Forfatteres Lovtaler over deres Landsmænds enestaaende
Oplysning og ophøjede civilisatoriske Mission, maa man anerkende dets store Andel
i Kulturens Fremskridt og det videnskabelige Arbejde; naar den tyske Videnskabe-
lighed otte forfalder til dunkel Filosoferen eller pedantisk Systematisere!!, hænger
det sammen med de ovennævnte Egenskaber. Som ægte Type paa Tyskerne maa
man dog ikke tænke paa Sachserne eller Preusserne, der ved den nyere Politik er
komne til at spille en saa dominerende Rolle, men snarere paa Schwaberne, Fran-
kerne og Thiiringerne; nogle (Virchow) har anset Friserne som de reneste Ger-
maner.
4. De mindre Folkegrupper, der bebor Mellemevropa, navnlig ved Udkan-
terne, er: Letterne (se for øvrigt under Østevropa), der bor mod NØ.; man regner
c. 106,000 lithauisk talende Letter i Preussen. — Rumænerne (Valakkerne) dan-
ner Hovedbefolkningen i Transsilvanien og Banal; deres Antal er c. 3,2 Mill. —
Mod S. bor Rætoromaner. De er de ringe Rester af et Folk, som synes at ned-
stamme fra de ubekendte Rætier (maaske er de beslægtede med Etruskerne) og
senere i Kejsertiden blandedes med Romere. Oprindelig har de vist beboet hele det
østlige Schweiz og en Del af Tyrol, nu er de indskrænkede til tre mindre Terri-
torier. I Hjørnet mellem Slovenerne og Tyskerne, fra hvilke de skilles ved de kar-
niske Alper, bor henved 400,000 Friauler (Furlauer); i Sydtyrol's Dale, som Grød-
ner-, Fassa- og Ampezzanerdalen, bor c. 20,000 Ladinere; endelig bor i Schweiz i
den øvrige Engadindal og de øvre Rhindale de egentlige Rætoromaner, c. 40,000.
Mellem disse Grupper al Rætoromaner og S. for dem bor i Mellemevropa noget
ever 1 Mill. Italienere. — Paa Vestgrænsen bor Franske i det vestlige Schweiz (hen-
ved 800,000), i Lothringen, ogsaa i Elsass (c. 200,000), i all Fald er Befolkningen
ior en stor Del fransksindet endnu. Mod NV. i det sydlige Belgien og en Del af
Nordfrankrig om Sambres og Escauts Kilder bor Vallonerne, der taler en fransk
Dialekt, og som maa siges at være af keltisk Oprindelse (de indtrængende Ger-
manei kaldte dem Vlaeminge, o: Marskboere. I Tyskland selv maa nævnes de fran-
ske Kolonier, der kan forfølges fra Wesel til Königsberg, og som stammer fra de
saakaldte Refugiés, der flygtede fra Frankrig efter det nantiske Edikts Ophævelse.
I det nordlige Slesvig bor c. 150,000 Danske (se ovfr.) — Jøderne, henved
2,5 Mill., er spredte over det hele, men navnlig findes de i de tidligere polske Lande
(Gallizien, Posen), ogsaa i Bøhmen, Mähren, Schlesien, Brandenburg og i det mid-
terste af det vestlige Tyskland; i de sachsiske Lande og i Tyrol er der kun faa.
i Øvreøsterrig og Steiermark næsten ingen. — Endelig nævnes Zigeunere, særlig i
[ ngarn (c. 150,000), og Armeniere i Ungarn og navnlig i Transsilvanien.
Mellemevropa har aldrig udgjort en politisk Enhed, tværtimod har det altid,
navnlig for Tysklands Vedkommende, frembudt et Virvar af Stater og politiske Om-
væltninger. De store Forandringer, der er foregaaede i det 19. Aarhundrede, har
vel simplificeret den politiske Geografi, men Mellemevropa bestaar endnu af 5
større Stater: Østerrig-Ungarn, Schweiz, Belgien, Holland og Tyskland, hvoraf den
ene, Belgien, endog er kommet til i det 19. Aarhundrede.
20*