494
Den skandinaviske Halvø.
eneste Plateau, gennemfuret af store Kløfter, gaar langs hele Vestkysten, mod V.
faldende stejlt af til Havet, mod 0. sænkende sig ganske jævnt til den bottniske
Bugt. Ligeledes sænker det sig med sine Udløbere mod S. til Skagerak og Mellem-
sverige; thi over hele den sydlige Del af Halvøen strækker sig fra Skagerak, og
ligesom en Fortsættelse af dette Indhav, en betydelig Indsænkning mod ØNØ.. der
betegnes ved de store svenske Søer Vänern, Vättern, Hjälmaren og Målaren. S. for
denne Indsænkning hæver sig i Sydsverige atter et mindre og langt lavere Bjærg-
land, der dog ved en lav Højdeslrækning, den saakaldte store Landryg, V. for Hjäl-
maren og Vättern staar i Forbindelse med det nordlige Bjærgland. Saniertes er
Norge i langt højere Grad end Sverige et Bjærgland, thi medens c. V3 af det første
Land ligger 650 m over Havet, har kun omtrent X/12 Sverige denne Højde, i/3 af
det naar kun 100—300 m, 1/3 ligger under 100 m. Slørste Delen af de skandina-
viske Bjæi’ge bestaar af Dannelser fra Urtiden, og Hovedmassen udgøres af Granit
og Gnejs. Naar undtages Skåne, der bestaar af sekundære Formationer (Jura- og
Kridtformationen), findes der af andre ældre Dannelser væsentlig kun kambriske og
siluriske, mest indeholdende Sandsten, Kalksten og Lerskiler. Mægtigst fremtræder
denne kambrisk-siluriske Formation i Jämtland, Härjedalen og det nordvestlige
Dalarne, desuden paa mange Steder i det søndenl’jæklske Norge samt spredt over
det hele, saaledes i Omberg ved Vättern og Kinnekullen ved Vänern, hvor de for-
skellige Lag ligger regelmæssigt lejrede over Gnejsen. Ligeledes bestaar Øland og
Gotland overvejende af siluriske Dannelser og slaar saaledes i geologisk Henseende
en Bro over Østersøen til Øsel og Estland, der er af samme Beskaffenhed. De løse
Aflejringer af Ler Sand og Grus, der findes over en stor Del, navnlig i Mellem- og
Sydsverige, og som er af megen Betydning for Jordens Frugtbarhed, skyldes yngre
Dannelser fra Istiden (Glacialdannelsen), idet Landet i Istiden ligesom Grønlands
Indlandsis har været dækket af Ismasser, der sendte mægtige Gletscherarme ud mod
V., S. og 0. til de omliggende Lande og fra Fjældene spredte Stenmasser ud over
dem og virkede nedbrydende og nivellerende paa Skandinaviens gigantiske Bjærg-
former, saa at Halvøen ved Istidens Ophør laa endog lavere end nu; først ved
senere Hævninger fik Landet den Form, som det nu har. For øvrigt har man ogsaa
paavist, at der endnu foregaar en jævn Hævning af Landet, navnlig ved Finlands,
Sveriges og det sydlige Norges Kyster, maaske Vs IH 1 111 i Aarhundredet, størst er
den ved den bottniske Bugt; i Skåne synes derimod det modsatte at være Tilfældet,
her sænker Landet sig.
Halvøen er særdeles rig paa Floder og Søer; man har beregnet deres Flade-
indhold til c. 48,000 km2, og da Floderne eller Elvene, hvoraf de fleste og længste
selvfølgelig løber mod SØ. efter Landets Hældning, for en overvejende Del kommer
fra de. snedækkede Plateauer, er de meget vandrige; men deres Sejlbarhed svarer
ikke til deres Vandmængde, da de paa Grund af Overfladens Beskaffenhed danner
sig dybe Lejer med stridt Løb og utallige større eller mindre Vandfald, Fosser i
Norge, Forsar i Sverige; mest Betydning har de i de skovrige Egne, navnlig i del
nordlige Sverige, til Befordring af Tømmeret (Flødning). Heller ikke erde frie
for Oversvømmelser, naar Sneen smelter i Maj (Elvebrud), i Sverige Vaarflod og
Fjældflod). Søerne er for det meste, i alt Fald i hele Højskandinavien, Fjældsøer og
kun langstrakte, fra NV. til SØ. gaaende Udvidelser af Vandløbene: de store sven-
ske Søer derimod har en anden Oprindelse, idet de er Rester af tidligere Hav.
Ved den nærmere Beskrivelse af Landets Natur deles det her i tre Hovedafsnit:
den nordlige Del eller Højskandinavien tillige med Affaldet mod SØ. og S.,
Mellemsveriges Lavland og Sydsverige.