Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

116 allerede i Forvejen saa mange Beboere, som det kan rumme; og da endvidere de fleste Strøg er opfyldt af en Mangfoldighed af For- mer, saa følger deraf, at medens enhver udvalgt og heldigt stillet Form forøger sit Individantal, vil de mindre heldigt stillede For- mer aftage i Individantal og blive sjældne. Sjældenhed gaar, som Geologerne fortæller os, forud for Uddøen. Deraf kan vi slutte, at en hvilken som helst Form, der forefindes i faa Individer, ved Forandringer i A årstiderne eller i Antallet af dens Fjender vil være meget udsat for ganske at gaa til Grunde. Men vi kan gaa videre end som saa; thi da der stadig og langsomt frembringes nye Former, maa der, med mindre man vil antage, at Arternes Antal stadig vokser og det næsten i det uendelige, uundgaaelig uddø mange. At nu Ar- ternes Antal ikke vokser i det uendelige, der fortæller Geologien os tydeligt nok, og vi skal nu forsøge paa at vise, hvorfor det An- tal Arter, der findes over den hele Verden, ikke er bleven uendelig stort. Vi har set, at de Arter, der har det største Individantal, ogsaa har størst Udsigt til at frembringe heldige Varieringer indenfor et vist givet Tidsrum. Dette er allerede godtgjort ved de i det andet Kapitel anførte Kendsgerninger, der viser, at det er de alminde- lige Arter, der kan opvise det største Antal af almindelig godkendte Varieteter eller begyndende Arter. Derfor vil sjældne Arter mindre hurtigt blive modificerede eller forbedrede indenfor et vist givet Tidsrum, og som Følge deraf vil de, i Kampen for Tilværelsen, bukke under for de mere almindelige Arters modificerede Efter- kommere. Disse forskellige Betragtninger bringer mig til at tro, at det umuligt kan være andet, end at, da nye Arter dannes i Tidernes Løb ved Kvalitetsvalg, maa andre Arter blive sjældnere og sjæld- nere og tilsidst uddø. De Former, som nærmest kæmper om Tilvæ- relsen med dem, der bliver modificerede og forbedrede, vil naturlig- vis lide mest. Og vi har i Kapitlet om Tilværelseskampen set, at det er de nærmest beslægtede Former, — Varieteter af samme Art og Arter af samme Slægt eller af nær staaende Slægter, — som, fordi de har næsten samme Bygning, Konstitution og Sædvaner, i Almin- delighed, rivaliserer stærkest med hverandre indbyrdes. Som Følge heraf vil enhver ny Varietet eller Art, medens den modificeres bedre og bedre i Almindelighed øve størst Tryk paa sine nærmeste Slægt-